Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Geologi - Norge. Klima
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Underlag. Man ser heri Beviser paa en Istid af
kambrisk ell. prækambrisk Alder.
Jura og Kridt. Jurasandsten med nogle
Kullag er fundne over et Felt af nogle faa km2
paa Andøen 69° n. Br. De overlejres af Lag,
der efter deres Indhold af Forsteninger
(Aucella) maa henføres til Kridtformationens
nederste Etage (Neokom).
Aflejringer fra Istiden og Tiden
efter den. Istidsfænomenerne er de samme
i N. som andensteds. Klipperne er tilrundede,
furede med Skuringsmærker, ja i enkelte
Tilfælde endog polerede. Vandet under Bræerne
har dannet Jættegryder; Moræner af forskellig
Slags er blevne aflejrede; endvidere har Grus-
og Sandflader udbredt sig foran Brærandene.
Aaser er derimod sjældnere i N.
Istidsaflejringerne opnaar ikke i N. den Tykkelse som i
Danmark og Nordtyskland. Landet har været
underkastet Stigninger og Sænkninger. Disse
Forhold er blevne grundigst studerede ved
Kristianiafjorden, og Brøgger har derom i 1901
udgivet et omfattende Arbejde (»Om de
senglaciale og postglaciale Niveauforandringer i
Kristianiafeltet«, N.’s geologiske Undersøgelse Nr
31). Da Isens Afsmeltning var begyndt, og Havet
uden for Kristianiafjorden blev isfrit, laa
Landet 20—30 m lavere end nu. Isranden rakte ud
i Havet, og der afsattes foran den det saakaldte
ældre Yoldia-Ler, kaldet saa efter en højnordisk
Molluskform, Yoldia arctica. Isen smeltede,
Isranden trak sig tilbage, og Landet sank. Da
Isranden omtr. laa ved Mjøsens Sydende, var
Landet omkr. det nuv. Kria sunket til omtr. 240
m. Klimaet var nu blevet adskillig mildere; saa
begyndte Landet at stige, og under Stigningen
blev Klimaet mildere og mildere. Stigningen
begyndte antagelig tidligere ude ved Kysten end
inde ved Enden af Kristianiafjorden. Henimod
Slutn. af Stigningen (Stenalderen) var Klimaet
endog mildere end Nutidens; med andre Ord,
den allersidste Klimaforandring har været en
Afkøling. I den øvrige Del af N. har man ikke,
ell. kanske rettere endnu ikke med Sikkerhed
paavist, at der ved Istidens Slutn. fandt en
Synkning Sted. Stigningen er derimod et
velbegrundet Faktum, idet man overalt i de lavere
Dele af Landet ser Tegn paa, at det har ligget
lavere: Lerlag med Søskæl, Skælophobninger,
hævede Stranddannelser af Rullesten og Sand
samt Strandlinier indgravede i det faste Fjeld.
Det er en alm. Regel, at Stranddannelserne naar
længere op ved de indre Dele af Fjordene end
ude ved Kysten; Landets Stigning har altsaa
været mindst her. — De i fast Fjeld indgravede
Strandlinier, der fornemmelig er vel udviklede i
Landets nordlige Del, har tiltrukket sig
adskillig Opmærksomhed. De er dannede ved, at
Bølgerne har tæret paa Kystfjeldene, og maaske
har ogsaa Isstykker, som har drevet med
Havstrømmene og skubbet mod Klipperne, hjulpet
til ved Udgravningsarbejdet. Naar man kun
overser et mindre Stykke af en Strandlinie,
tegner den sig som en ganske vandret Linie et
Stykke oven over Havspejlet; men følger man
den med nøje Maalinger over en videre
Strækning, finder man, at den sænker sig ud mod
Havet. I Tromsøegnen er der saaledes 2
Strandlinier, af hvilke den øverste skraaner omtr. 1 m
paa 1 km og den lavere omtr. 1/4 m paa 1 km
ell. den øverste omtr. 3′ og den underste 1′.
Det maa for Resten bemærkes, at der ogsaa
er en anden Slags Strandlinier, saakaldte
Indlandssæter, langs Siderne af nogle højtliggende
Dalstrøg paa Sydsiden af Dovre. Disse betegner
Strandbredderne af Indsøer, der dannedes ved,
at Isbræer henimod Slutn. af Istiden
opdæmmede Vandet. — Istidens Bræer skurede N.’s
Overflade omtr. rent for løst Materiale; der er
derfor kun lidet Jordsmon levnet for Skoven og
Landbruget. Det væsentlige er sten- og
sandrige Morænemasser, nogle smaa og lidet
frugtbare Sandbælter langs Elveløbene og det Sand og
Ler, der er afsat i Kystlandet, dengang N. laa
dybere end nu. Man har beregnet, at af N.’s
Overflade er 3/5 nøgent Fjeld. (Litt.: »N.’s
geologiske Undersøgelses Karter og Skrifter«.
Brøgger har givet en for den større Almenhed
afpasset Oversigt over N.’s Geologi i Bogen »N.
i det 19. Aarh.« [Kria 1900 ff.]; Hans Reusch,
»Norges Geologi« [1910]; A. G. Høgbom,
»Fennoskandia« i »Handbuch der regionalen
Geologie« [1913]).
(H. R.). J. P. R.
Klima.
Beliggenheden ud imod Atlanterhavet med
dets varme Golfstrøm i Forbindelse med
Landets bjergfulde Beskaffenhed og dets betydelige
Udstrækning fra Syd mod Nord har skaffet N.
et Klima, rigere paa Modsætninger, end noget
andet Land af tilsvarende Størrelse kan
opvise. Ogsaa de store Fjordes Indskæringer,
hvorved det forholdsvis varme Havvand kan
trænge dybt ind i de centrale Dele af Landet,
bidrager i betydelig Grad til at gøre de klimatiske
Forhold forskellige.
De Formindskelser i Lufttrykket —
Lufttryksminima —, som saa hyppig optræder over
større eller mindre Strækninger af det nordlige
Atlanterhav, lægger i Reglen deres Rute i østlig
ell. nordøstlig Retning og berører i mere ell.
mindre Grad det nordvestlige Europa. Det har
til Følge meget omskiftelige Vindforhold i disse
Egne, men dog saa, at sydlige og sydvestlige
Vinde bliver de fremherskende. Disse
Vindretninger bringer N. Luft fra de varmere Strøg
i Vest for Frankrig og Portugal, og heri har
man Hovedfaktoren for det i Forhold til
Breddegraden saa milde Klima. Den gennemsnitlige
Temp. for den 60. Breddegrad paa den nordlige
Halvkugle er beregnet til ÷ 1,2°; i N. har Kria
og Bergen, der ligger omtr. paa denne
Breddegrad, en aarlig Gennemsnitstemperatur paa
henholdsvis 5,7° og 7,1°. Den 70. Breddegrad gaar
omtr. over Alten, Kistrand og Vardø i
Finmarken; disse Steder har en
Gennemsnitstemperatur af 0,6, medens Breddegradens er beregnet
til ÷ 8,7°.
Temperatur. Som det kan ses af Kortet,
Fig. 1, der giver Aarets Middeltemp., gaar
Isotermerne ikke, som vanlig, Øst—Vest, men
for en stor Del Nord—Syd, idet de følger
Kystens Konturer. De yderste Øer i Lofoten, 200
km Nord for Polarcirklen, har samme aarlige
Middeltemperatur som Egnene omkr. Kria, c.
700 km Sønden for Polarcirklen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
