Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Planteverden - Norge. Dyreverden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
midtvinters gerne er praktisk talt snefri,
samles Sneen hver Vinter i indtil flere m mægtige
Masser i Fordybninger i Terrainet og hvor der
er Læ for Vinden. Tidlig i Maj, saa snart
Vaarsolen begynder at faa Magt, opstaar de første
Smelteflækker der, hvor Snemassen har været
mindst, og efterhaanden smelter Sneen bort fra
stadig større Partier af Snaufjeldet, Aar efter
Aar stort set i samme Rækkefølge. Til langt
ind i Juli fortsætter Afsmeltningen, men den
Sne, som ikke er smeltet i sidste Uge af Juli,
bliver nok i Hovedsagen liggende Sommeren
over.
Maaske mere end noget andet er det
Snesmeltningens Gang, som bestemmer
Vegetationens Fordeling i Snaufjeldet. Dette kan ikke
undre, naar vi erindrer, at de tidligst
udsmeltede Partier har en indtil 2 1/2 Maaned længere
Vegetationsperiode end de senest udsmeltede,
og at deres Plantevækst er udsat for flerdobbelt
større aarlige Temperaturvekslinger.
I de lavere Dele af Snaufjeldet findes mange
Steder udstrakte, men oftest ganske lave, Krat,
især af Vidjearter (Salix), Dværgbirk (Betuta
nana) og Ener (Juniperus communis), Vidjerne
især paa fugtige, Dværgbirk og Ener paa
tørrere Steder. Vidjekrattene spiller dog langtfra
lige stor Rolle i de forsk. Fjeldegne, og der
er næppe Grund til, saadan som tidligere ofte
blev gjort, at opstille en særskilt Vidjeregion.
Lynghede, Græshede, Mosemyr og Græsmyr hører
til Snaufjeldets mest udbredte Vegetationstyper
og optager største Delen af de vidtstrakte
Fjeldvidder. For det meste har Plantevæksten her
en meget ensformig Sammensætning:
Lyngplanter, Halvgræs og nøjsomme Græsarter, Mos-
og Lavarter er de Planter, som gør sig
stærkest gældende og giver Vegetationen et fattigt
Præg. Ind imellem, langs Fjeldbækkene og i
lune Bakkedrag, findes friske grønne Enge med
saftigt Græs og en Mængde forsk. urteagtige
Planter.
Allerede 1812 gjorde Chr. Smith opmærksom
paa, at Fjeldvegetationen er langt rigere og
mere afvekslende, hvor Bjerggrunden bestaar af
Skifer, end hvor den bestaar af Gnejs og andre
haarde Bjergarter. Dette Forhold er senere
nærmere studeret af Axel Blytt og andre
norske Botanikere. Paa Skifergrund er fremfor alt
den vakre hvidblomstrede lille Dværgbusk
Reinblom (Dryas octopetala) en af de mest
iøjnefaldende Planter; sammen med den
optræder et karakteristisk Selskab af andre Arter,
hvoraf her kun skal nævnes: Rynkevidje (Salix
reticulata), Fjeldfrøstjerne (Thalictrum
alpinum), den dybt azurblaa Veronica fruticans, en
Mureart (Potentilla nivea), en liden Ærteplante
(Oxytropis lapponica) og en Starart (Carex
rupestris), den sidste maaske den allertrofasteste
af Reinblom’ens Ledsagere.
Paa de Strækninger, hvor Sneen allersidst
smelter hort, i sidste Halvdel af Juli ell. endnu
senere, har vi de saakaldte Sneleiemarker,
Grus- og Stenmarker med en yderst artfattig, i
Regelen meget spredt voksende Plantevækst,
som er i Stand til at klare sig med den
ekstremt korte Vegetationstid paa saadanne Steder.
Isranunkelen (Ranunculus glacialis), hvis Krone
først er hvid og tilsidst violetrød, er her den
mest iøjnefaldende Blomsterplante.
Den rigeste Højfjeldsflora har vi paa Dovre
og i forsk. Fjeldstrøg paa Strækningen
Salten—Vestfinmarken. Vi har Grund til at antage, at
en Gruppe Arter, som tilhører disse Egnes
Flora, i Modsætning til hele N.’s Flora for
øvrigt, har overlevet sidste Istid her i Landet.
En Del af disse Arter har her deres eneste
Voksesteder i Europa og kendes ellers kun fra
Nordamerikas Fjelde og fra det østligste
Sibirien.
Gennem Aartusinder, saa længe N. har
været bebygget, har Menneskene øvet en mægtig
Indflydelse paa dets naturlige Plantevækst, ved
Opdyrkning, Grøftning, Skovhugst, ved
Husdyrenes Græsning og paa mangfoldige andre
Maader. Ved Menneskene er der ogsaa tilført
Landet en Mængde Plantearter, som tidligere
ikke fandtes her, især Ugræs paa Ager, Eng og
i Haver, ved Vejkanter, Havnepladser o. s. v.
Mange af disse Planter har efterhaanden
vundet fast Fod i Landet. Ogsaa adskillige Planter,
som i ældre Tid er blevet dyrket, vokser nu her
som forvildet. Allermest har Menneskenes
Indflydelse paa Plantevæksten gjort sig gældende i
de lavere Dele af Landet, i Nærheden af Folks
Boliger, men den strækker sig alligevel langt
videre, end det ved en overfladisk Betragtning
falder i Øjnene. Og aldrig har den været saa
stor og mangesidig som i vor Tid, med de
stærkt udviklede Kommunikationer og den
rastløse Arbejdsvirksomhed. (Litt.: M. N. og Axel
Blytt, »N.’s Flora«, I—III, med Tillægshefte
[Kria 1861—76]; F. C. Schübeler,
Viridarium norvegicum, I—III [Kria 1886—89); J. M.
Norman, »N.’s arktiske flora«, I—II [Kria
1S94—1901]; Axel Blytt, »Haandbog i N.’s
flora«, udg. ved Ove Dahl [Kria 1906]; N.
Wille, The flora of Norway and its
immigration [Ann. Missouri Bot. Garden, 1915]).
Jens Holmboe.
Dyreverden.
N.’s Dyreverden danner ingen naturlig
Enhed, men er intimt forbundet med Nord- og
Mellemeuropas samt det nordlige Asiens;
mange Arter genfindes ogsaa i Nordamerika. Inden
for Landets Grænser er Dyrelivet langtfra
ensartet; baade Landets, Ferskvandenes og Havets
Fauna har saaledes længst mod Syd ell. Vest
en Del Arter, som kræver forholdsvis høje
Temperaturer, medens der længere mod Nord
findes mange arktiske Former. En lgn.
Modsætning kan genfindes i en Del af Lavlandenes
Dyreliv paa den ene Side, Højfjeldenes paa den
anden. Af andre Modsætninger kan nævnes
Vestland kontra Østland; i de vestlige Kystegnes
milde Havklima trives nemlig en Række
Dyreformer, som ikke findes andet Steds i N.,
medens de sydøstlige, mere kontinentale Landsdele
ogsaa har en Del karakteristiske Arter.
Bortset fra, at Kendskabet til N.’s Fauna for
mange Dyregruppers Vedk. endnu er
ufuldstændig, maa denne Fremstilling indskrænke sig
til at omtale nogle alm. Arter inden for de mest
karakteristiske dyregeografiske Grupper samt
nogle særlig ejendommelige eller økonomisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
