Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Dyreverden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vigtige Former. For at give en Forestilling om,
hvor rigt paa Arter N.’s Dyreliv i Virkeligheden
er, anføres som Eksempler, hvor mange kendte
Arter nogle af de største eller mere
paafaldende Grupper tæller:
Pattedyr: 70, hvoraf 25 Sæler og Hvaler;
flere er mere ell. mindre tilfældige Gæster.
Fugle: C. 300, deraf over 200 sikkert rugende,
c. 25 aar visse Gæster og over 50 rent tilfældige
Besøgere. Krybdyr: 5, nemlig 2 Øgler og 3
Slanger. Padder: 5, deraf 2 Halepadder
(Vandsalamandre). Fisk: C. 200, hvoraf c. 30
i Ferskvand, i det mindste en Del af deres Liv,
indførte ikke medregnet. Sommerfugle;
Over 1500. Biller: C. 2800, hvoraf c. 200 hele
deres Liv opholder sig i Ferskvand.
Bløddyr: C. 700, deraf c. 70 paa Land, c. 50 i
Ferskvand og c. 600 marine. Pighuder: Over
100. Mosdyr: Over 150.
Landfauna. Ikke faa Dyrearter finder
levelige Kaar i hele Landet, fra Lindesnes til
det nordligste Finmarken og fra Lavlandet til
op paa Højfjeldet. Det er Tilfældet med
Haren (Sneharen[1]), Røskatten (Lækatten) og
Snemusen (Bruden), som alle er hvide om
Vinteren; væsentlig i de sydvestlige Kystegne
bliver Haren ikke ren hvid, men har en lidt mere
graaagtig Vinterdragt: Jæderhare. Ogsaa det
almindeligste af Landets større Rovdyr,
Ræven, som stærkt beskatter baade
Harebestanden og Fuglevildtet, og som paa Vestlandet
dræber en Mængde Lam, findes praktisk talt
overalt, ligesaa Markmus og alm. Spidsmus.
Medens Bæveren tidligere har holdt til i
største Delen af Landets skovklædte Trakter og
indtil c. 1850 fandtes helt op til
Varangerfjorden, er den nu begrænset til et forholdsvis lidet
Omraade i det sydligste, væsentlig omkr.
Nidelven, Topdalselven, Otteraaen og Mandalselven.
Totalfredningen er i de sidste Aar delvis gaaet
over til indskrænket Jagttid p. Gr. a. den Skadet
Bæveren foraarsager paa Løvskoven.
Af Fugle er alm. i hele N.: Stendulp
(Stenpikker), Engpiplærke og
Strømsneppe (Mudderklire), medens Gjøken og
Linerlen (Vipstjert), Rødstjert og
Lovsanger, Kraake (Krage) og Skjære (Skade)
næsten har lige stor Udbredelse. At de
koldblodede Hvirveldyr kan udholde de nordligste
Egnes ofte barske Klima, viser Firfislen
(levendefødende Firben) og alm. Frosk,
(butsnudet Frø).
Mange Dyrearter, som paa en ell. anden
Maade er knyttet til Mennesket, er udbredt over
største Delen af Landet. Helt op til
Varangerfjorden findes saaledes Husmusen og den
brune Rotte; den sidste er indvandret til
N. c. 1750 og har praktisk talt helt fortrængt
den sorte Rotte, som før fandtes over
store Dele af Landet. Ogsaa Graaspurven
følger Bebyggelsen, men er først i de sidste
Aar indvandret til de nordligste Landsdele. Over
næsten hele Landet findes saadanne velkendte
Insekter som Husfluen og Klædemøllet
samt forsk. Husdyrparasitter; spc. nævnes
Leverikten (se Faareflynder), der som
voksen lever i Galdegangen og Leveren
væsentlig hos Faar og Køer, og som især paa
Vestlandet er en ren Landeplage for Saueavlen.
Ang. Menneskets Parasitter kan mærkes, at
Oksetintens Bændelorm synes at
forekomme overalt i N., men uden at være særlig
hyppig.
Det store Flertal af Dyreformer er imidlertid
ikke udbredt over hele Landet. Naaleskovene,
som særlig i de sydøstlige Dele og Traktene
omkr. Trondhjemsfjorden dækker vældige
sammenhængende Arealer, har en saa egenartet
Fauna, at det kan falde naturligt at omtale den
i Sammenhæng. Elgen, Europas største
Landdyr, var i N. Undergangen nær for c. 100 Aar
siden, men har i den sidste Tid tiltaget i Antal
og har udbredt sig videre nordover. Da den
om Vinteren for en Del lever af Furunaaler, er
den mindre afholdt af Skovejeren end af
Jægeren. Af Skovens store Rovdyr derimod er
Bjørnen aftaget stærkt, saa det har været
paa Tale at indføre Fredning; ogsaa Gaupen
(Los) er lidet talrig, medens Maaren
(Skovmaaren) er betydelig hyppigere. Ekornet
(Egernet), som er meget alm., maa ogsaa
regnes til Skadedyrene; det plyndrer Fuglereder
for Æg og Unger og lever om Vinteren for en
væsentlig Del af Naaletræernes Frø og
Blomsterknopper.
Et stort Antal Fuglearter sætter sit Præg paa
Naaleskoven, til Trods for at mange af dem
ruger mere ell. mindre regelmæssigt ogsaa
udenfor denne. Her lever flere Mejsearter, f. Eks.
den karakteristiske Topmejse, videre
Dompap, Sisik (Sisken) og flere Slags
Hakkespætter. Korsnæbbene, hvis vigtigste
Næring er Naaletræernes Frø, har et Næb, som
er tilpasset til denne Ernæringsmaade; i
Granens gode Frøsætningsaar begynder de at lægge
Æg i Febr og Marts, og man kan da finde
nyklækkede Unger i de aabne Reder, medens
Træerne staar hvide af Sne. Ogsaa flere
Rovfugle holder til i Naaleskoven, ligesom Tjur
og Hjerpe, medens Orfuglen er lige alm.
i Birkeskov. Sangerne, som Maaltrost
(Sangdrossel) og Gransanger, er borte om
Vinteren; da mangler ogsaa Rugden
(Skovsnæppen), som Vaar og Sommer særlig findes
i myrlændte Trakter, hvor Naaletræerne er
blandet med Løvtræer; den overvintrer delvis i
de milde Kystegne.
Til Naaleskovens Dyreliv hører en
Mængde Insekter, hvoraf en Del kan blive farlige for
Skoven, saaledes Marborerne for Furuen
og Typografen for Granen.
Furuspinderen, som kun er fundet i det sydlige N.,
og oftest er sjælden, har gentagne Gange ødelagt
store Skovstrækninger. Flere Snudebiller og
Træbukke er meget paafaldende, men har ingen
større forstlig Betydning.
Hvor Højden over Havet bliver for stor til,
at Naaletræerne kan trives, danner Fjeldbirken
(Betula odorata) et Skovbælte, som kaldes
Birkebæltet ell. den subalpine Region, og her findes
et egenartet Dyreliv, som for øvrigt har mange
fælles Træk med Faunaen i de lavere liggende
Birkeskove paa Vestlandet og i Nord-N. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
