Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Handel og Skibsfart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Trælastudskiberne som Stamme, en norsk Borgerstand, og
denne Udvikling foregik, til Dels under
Indflydelse af Forbilledet fra Holland, langt friere
end f. Eks. i Danmark, hvor Adelsvældet
virkede trykkende. Merkantilismens Aand
beherskede det hele Tidsrum. Den gør sig allerede
gældende i den for begge Riger fælles Toldrulle
af 1651 og i den store Interesse, der viedes den
i hine Dage ikke synderlig afkastningsrige
norske Bjergværksdrift; men navnlig fik denne
Retning Medbør, efter at det Colbert’ske
Beskyttelses- og Reguleringssystem var blevet
Forbilledet ogsaa for det dansk-norske
Enevoldsstyres Handelspolitik. Christian V’s Toldlov af
1691 belagde saaledes omtr. alle
Livsfornødenheder med høj Told og forbød Indførsel af ikke
faa industrielle Produkter. Til Trods herfor gik
ikke desto mindre Handelen frem, og sammen
med den voksede ogsaa Skibsfarten stærkt indtil
omkr. 1700. Ved denne Tid antages den norske
Handelsflaade at have talt 4 à 500 Skibe med
en samlet Drægtighed af c. 60000 t. Et føleligt
Afbræk led vistnok disse Næringsveje ved den
store nordiske Krig (1709—20). Men efter denne
indtraadte der en Fredsperiode paa hele 87 Aar.
Landet kunde atter samle Kræfter. Fiskerierne
blev i denne Tid en Indtægtskilde med rig
Afkastning, navnlig, indtil 1784, for Sildens
Vedkommende. Imidlertid naaede Merkantilismen
sin højeste Udfoldelse, især under Christian VI
og Frederik V. Toldsatserne skærpedes stadig,
og Indførselsforbudene forøgedes. 1735 udkom
saaledes den berygtede Forordning, der forbød
Indførsel af Korn fra andre Lande end
Danmark til det søndenfjeldske N., Frihavnen
Kristiansand undtagen. De prohibitive og
beskyttende Toldlove kodificeredes 1762, og
Protektionismen blev ved Toldtariffen af 1768 ført ud i sine
yderste Konsekvenser. En Tid herskede der
absolut Indførselsforbud for c. 50 Vareklasser.
Ved Siden af denne negative Handelspolitik gik
dog ogsaa positive Foranstaltninger til
Næringsvejenes Fremme, især ved at oprette Monopoler
og tilstaa Privilegier til Handelskompagnier.
Det videstgaaende Udslag af denne
økonomiske Politik var det 1739 oprettede, saakaldte
»norske« ell. »sorte« Kompagni, i hvilket Staten
fra 1751 indgik som Delhaver for 3/10; det naaede
dog ikke synderlig længere end til at opstille et
saa godt som altomspændende Program for
fabrikmæssig Forædling af norske
Naturprodukter i saakaldte »Manufakturer«. Regalismens
Goldhed til Trods steg N.’s Udførsel i Aarene
1750—70 til gennemsnitlig c. 10 Mill. Kr,
Indførselen omtrent til samme Beløb. 1775 maatte
Staten overtage det »sorte Kompagni« i dets
Helhed og blev derved indtil Beg. af det flg.
Aarh. Landets største industrielle Driftsherre.
Kun faa af dets Anlæg var imidlertid i Længden
levedygtige. De vigtigste af disse var nogle, fra
1755 igangsatte Glasværker, der atter blomstrede
op, da de senere kom i privat Eje, samt det
1778 anlagte »Modum’s Blaafarveværk«, der
havde en lgn. Skæbne, i 1840’erne var Landets
største Bjergværk med 1000 Arbejdere, men som
1898 blev definitivt nedlagt som ikke drivværdigt.
Henimod 18. Aarh.’s Slutning træder England
atter i Forgrunden som N.’s vigtigste
Handelsforbindelse, og Omsætningen med denne blev
saa betydelig, at N.’s materielle Fremgang i
dette Tidsrum fik et stærkere Tempo end
Danmarks, saaledes at den nordlige Unionsfælles
Handel i Rigernes samlede Omsætning blev den
Faktor, der gav Overskud i Handelsbalancen.
En Blomstringsperiode for N.’s Handel og
Skibsfart var særlig Tiden mellem 1776 og 1807.
Dens Begyndelse falder sammen med de
økonomiske Frihedsideers Gennembrud ved Adam
Smith og Aabningen af den amerikanske
Uafhængighedskamp. I Danmark og Norge blev paa
denne Tid Merkantilsystemet trængt tilbage, og
en Række frigørende Love og administrative
Foranstaltninger vidnede om den liberale
Retnings hurtige Sejr. Saaledes blev det danske
Kornmonopol ophævet 1788, Handelen paa
Finnmark og Island frigiven 1789,
Kreditoplagsinstitutionen indført 1793, Indskrænkningerne i
Adgangen til Skovdrift ophævet 1796 og endelig
Kronen sat paa Værket ved Toldforordningen
af 1797, som betegner et i den Grad afgørende
Brud med det herskende Beskyttelsessystem, at
den maa anses som et Udslag af Samtidens mest
fremskredne Frihandelsstandpunkt. De store
Krige omkr. Aarhundredskiftet skabte gyldne
Konjunkturer for de neutrale Landes Handel og
Skibsfart. Den norske Handelsflaade, der 1792
udgjorde c. 860 Skibe med 110000 t, var 1806
vokset til c. 1650 Skibe med tilsammen 180000
t. Ikke blot øgedes Fragterne betydelig i denne
Tid; ogsaa Priserne paa Landets
Eksportartikler, navnlig alle Slags Trælast, steg samtidig.
Velstanden blev alm. i de norske Byer.
Toldintraderne steg fra 462000 Rdl. 1767 til 1272000
Rdl. 1806. Landet blev nu tillige Oplagssted for
fremmede Varer, hvorved der forbigaaende
skabtes en lukrativ Mellemhandel. Skønt
Fiskeriernes Udbytte i denne Tid var ustadigt, gik
Udførselen dog frem, idet store ny Markeder
aabnedes. Paa sikrere Grund stod
Trælastudførselen, der steg stærkt, men jævnt; den naaede
1805 en samlet Mængde af 250000 Kmlstr. (=
1 1/4 Mill. Kbm.), det største Kvantum, som
nogen Sinde indtil da var udskibet i et Aar.
Denne stærke Opgang fik en brat Ende, da
Rigerne blev dragne ind i de europæiske
Forviklinger ved Krigen med England 1807, hvortil
kom Krig med Sverige 1809. En øjeblikkelig
Standsning i N.’s Ind- og Udførsel var den
umiddelbare Følge. Landets Skibe blev opbragte
af fjendtlige Krydsere, Næringsvejene
lammedes, og Formuerne svandt ind. Over 500 norske
Skibe gik tabt, og en Mængde blev liggende i
Blokade rundt om i fremmede Havne. De uhyre
Tab kunde ikke opvejes ved Kaperierne, skønt
en god Prise af og til blev gjort. Da i disse Aar
kun en ringe Del af de 7—800000 hl Korn,
Landet dengang aarlig maatte indføre udefra for at
kunne brødføde sig, naaede frem, blev Nøden
skrigende. Særlig 1809 herskede der ren
Hungersnød. Til nogen Hjælp i denne Tid blev dog
en saakaldt »Licencefart«. Da nemlig England i
Længden stærkt savnede den norske Trælast,
aabnedes der ved Lejdebreve Adgang for norske
Skibe til at slippe forbi de engelske
Kaperkrydsere. Baade Fragter og Priser var selvfølgelig
under disse Forhold overordentlig høje, saa der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
