Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Retsvæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kunde benægtes, men af den forpligtede skulde
tages umiddelbart til Følge, hvis han ikke vilde
risikere at blive anklaget for Tinget for
aabenbart Retsbrud (»Ran«). I Mangel af saadanne
Vidner kunde derimod indstævnte lige over for
et hvilket som helst Retskrav begære enten at
føre ikke særskilt opnævnte Vidner eller at
aflægge Benægtelsesed uden ell. som oftest med
Mededsmænd. Den formelle Ledelse af denne
Bevisførelse tillaa imidlertid heller ikke Tinget,
men den af Parterne i Fællesskab nedsatte
»Dom«. Først ved at vægre sig ved at rette sig
efter Dommens Paavisning af, paa hvis Side
Retten laa, gjorde Parten sig i dette Fald
skyldig i »Ran« og blev herfor at anklage for
Tinget.
Efter som Samfundsforholdenes Udvikling
gjorde Retsreglerne mindre overskuelige og
Lovkyndigheden derfor mindre almen, traadte
Tingets Bet. for Retsplejen mere og mere
i Forgrunden, og da i 13. Aarh. saavel den
private Domsætning som Forligsstævnet i
Bødesager droges ind under Tinget, blev dettes
Stilling ogsaa lige over for Bevissystemet en friere;
Forskellen mellem formelt opnævnte og
tilfældige Vidner mistede sin Skarphed, hvorhos man
i skriftlige Dokumenter fik et nyt Bevismiddel,
som trængte de øvrige tilbage. Samtidig
foreligger i Strafferetssager Inkvisitionsprocessen
allerede i sin Spire.
Paa den offentlige Rets Omraade er foruden
Hirdretten at mærke det i 10. Aarh.
organiserede Søforsvar (»Leding«, s. d.), der først
i 14. Aarh. helt forfaldt og gik over i et
Beskatningssystem, der tjente som finansielt
Grundlag for Hvervning af Mandskaber. Endelig fik
man i 11. Aarh. med Kristendommen en meget
omsiggribende Kirkeret, der navnlig
underlagde sig vigtige Dele af Familieretten.
Overhovedet Var det fra 13. Aarh. af lykkedes Stat
og Kirke i Forening at erstatte den ældre,
særdeles, udprægede Individualisme i den norske
Ret med et overraskende stærkt
Autoritetsprincip, der i sine Krav og Ytringsformer
egl. allerede er rent moderne. Især fremtræder
Kongedømmet af Guds Naade som Stats- og
Retslivets suveræne Behersker, der giver Love,
besætter de højere Domstole med sine
Embedsmænd, besørger gennem andre Embedsmænd
Dommenes Eksekution og i det hele overtager
det øverste Ansvar for baade Lovgivning og
Retspleje. Denne Folkets egen Passivitet blev
imidlertid i det flg. Tidsrum, da
Unionspolitikken skilte Kongedømmets Interesse fra
Nationens, til stor Skade for Landets Retsudvikling.
I 14. og 15. Aarh. stagnerede denne næsten
ganske, og da den i 16. Aarh. atter tog Fart,
skete det gennem Magtsprog og under Ledelse
af et andet Lands Konge og Adel. Rigtignok
viste det sig efterhaanden, at N.’s
Retsforfatning i sine dybere Grundlag var saa vidt forsk.
fra Danmarks, at dettes institutionelle Ordning
ingenlunde i alle Dele lod sig overføre.
Navnlig rejste det landboretlige Jordlejesystem en
uoverstigelig Hindring mod den norske
»Lejlændings« Berøvelse af den Retsbeskyttelse, som
den danske »Fæstebonde« i væsentlige
Henseender maatte savne. Men paa Retsomraader, som
laa Spørgsmaalet om den personlige Frihed
fjernere, omdannedes Retsforfatningen
skridtvis i Overensstemmelse med den danske, saa
meget mere som denne i mange Stykker tillige
var mere europ. tidsmæssig. Allerede det som
Oversættelse og Omarbejdelse af Landsloven
lige udygtige Lovarbejde, der bærer Navn af
Christian IV’s norske Lov af 1604,
vidner om Forsøg paa at flikke paa den
antikverede norske Ret ved Hjælp af dansk. Saaledes
udelukkedes i Arveretten den uægte fødte fra al
Arv efter Fader og fædrene Frænder,
Repræsentationsretten gennemførtes i den hele
Descendens, og Søster kaldtes i al Arv sammen
med Broder, men halvt med denne. Men
bortset fra Kirkeretten, hvor hidhen sigtende
Bestræbelser trængte igennem i
Reformationsaarhundredet og fandt deres Afslutning i den
norske Kirkeordinans af 1607, samt Søretten, hvor
Kong Frederik II’s Frd. af 1561 hurtig afløste
Bylovens Bestemmelser, foregik den afgørende
Reception af dansk — til Dels af tysk-rom.
Anskuelser stærkt paavirket — Ret først ned
gennem 17. Aarh., dels ad Retssædvanernes Vej,
dels ved Love som Christian IV’s »lille« og
»store Reces« (af 1615 og 1643), samt endelig
ved Christian V’s norske Lov af 1687,
idet sidstnævnte Lovbog med Undtagelse af visse
praktisk vigtige Kapitler, hvor det ikke lod sig
gøre at udtrænge den norske Ordning (især i
Landbo- og Næringsretten, visse Dele af
Domstolsordningen o. s. v.), i det store taget er en
bearbejdet Gengivelse af samme Konges
»danske L.«. Ved denne det 17. Aarh.’s
Retsomdannelse skete der saaledes vistnok et stærkt Brud
med den nedarvede Ret i Landet; men det maa
erkendes, at de dybtgaaende Ændringer i det
væsentlige var Forbedringer i moderne
fælleseuropæisk Retning. I Strafferetten gik man
delvis over fra det gl Privatbødesystem til Legems-
og Frihedsstraffe, i Straffeprocessen forlod man
Mededen som Bevismiddel, i Kirkeretten
Menighedernes Kaldsret, i Familieretten indførtes
Formuefællesskab mellem Ægtefæller, i
Arvegangsreglerne en fuldstændigere
Repræsentation, i Formueretten et ordnet
Tinglysningsvæsen. I den offentlige Ret medførte Enevældens
Oprettelse 1661 sammen med Afskaffelsen af det
danske Rigsraad, der faktisk havde virket som
saadant ogsaa for N., de to »Tvillingrigers«
formelle Ligestillethed og tillige ved den stærke
Centralisation i Embedsværket dettes
fremadskridende Organisering saavel for
Administrationens som for Domstolenes Vedkommende
(jfr. Lagmand). Denne for N. og Danmark
fælles Retsudvikling fortsattes og uddybedes
gennem hele 18. Aarh., men afbrødes derpaa
pludselig ved Rigernes Adskillelse 1814. I den
ny norske Grundlov stilledes Udgivelsen af en
ny Lovbog i nær Udsigt; men de Arbejder, som
indlededes til Opfyldelsen af dette Løfte, viste,
at Tanken var uigennemførlig. I Stedet valgte
man derfor at foretage de af en fri Forfatning
nødvendig flydende Retsomdannelser stykkevis.
Bl. de Emner, som saaledes efterhaanden toges
under Behandling af Lovgivningen, er at
fremhæve Kommunalstyrelsen (Love af 1837),
Strafferetten (1842), Arveretten (Lov af 1854,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
