Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Retsvæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lægge den faktiske Retsafgørelse i de ogsaa her
tilstedeværende »Lagmænds« Hænder, samtidig
med at de private Domsætningers Anseelse veg
for Tingets. Lagmændene gik herved over til at
danne en sluttet Klasse af offentlige Dommere,
der fra Udgangen af 12. Aarh. fik sig anvist
bestemte Embedsdistrikter og havde kgl.
Udnævnelse. Deres Anseelse bragte endog Folk til at
gaa de lokale Heredsting helt forbi ved
udenretslig at indhente deres Retsresponsa; men
disse nægtedes dog i Reglen af Tingmændene
Eksigibilitet, indtil en Forordning af Haakon
Haakonssøn gav dem Domskraft. Fra denne
Befatning med Søgsmaal i første Instans trak
imidlertid Lagmændene sig efterhaanden atter
tilbage og blev der Ved saa meget sikrere
knyttede til Lagtingene som disses retskyndige
Ledere. Paa Heredstingene derimod var
Lagtingenes svorne »Lagrettemænd« de ledende, og i
16. Aarh. er disse de eneste, der benyttes som
Domsmænd paa disse Ting. Da de p. Gr. a.
Sprogets Udvikling og de mange ny Love
mistede dejses sikre Kendskab til Landets Lov og Ret,
blev de fra 1591 assisterede af en edsvoren
Skriver (»Sorenskriver«), der navnlig skulde hjælpe
Lagrettemændene med at gøre deres Domme
»beskrevne«, men derved faktisk blev den egl.
Underdommer, som hvilken han dog først ved
Christian V’s Lov officielt helt ud anerkendtes.
Lagretten udgjorde det afgørende Kollegium paa
de underordnede Ting, indtil dens Indflydelse
fortrængtes af Sorenskriverens ell. Byfogdens.
Dens Medlemmer beholdt i visse Sager
Meddomsret, men sank i de fleste ned til blotte
Retsvidner.
Retssætningernes Opbevarelse
skete opr. rent traditionelt, idet de dog tidlig
formedes i korte, oftest allitererede
Retsordsprog, der var lette at mindes. Senere blev
Lagmændene ikke alene Organet for
Lovkyndighedens Vedligeholdelse, men ogsaa for
Undervisning i saadan Kundskab. De synes til den
Ende bl. a. at have foredraget den gældende
Ret paa Tingene, vel især Lagtingene.
Lagmændenes Lovforedrag dannede Grundlaget for den
første Optegnelse af Retsreglerne, hvilken tør
have fundet Sted i sidste Tredjedel af 11. Aarh.
Dog tilhører de ældste opbevarede
Lovredaktioner 12. Aarh. (se Gula-, Frosta-, Eidsiva-
og Borgartingsloven samt
Kirkeret). Den første Overgang fra privat
Retsoptegnelse (»Retsbog«) til offentlig Lovbog skete omkr.
1170 ved den paa Ærkebiskop Eystein’s
Foranstaltning foretagne Omarbejdelse af
Frostatingsloven; men det er især i 13. Aarh., at
Udfærdigelsen af skrevne Love, udgaaende dels
fra Kongedømmet, dels fra Kirken, tager Fart.
Navnlig griber Kong Haakon Haakonssøn med
kraftig Haand reformerende ind ved sine, de
forskelligste Emner omhandlende »Rettebøder«
(s. d.). Herved forberedtes den mærkelige
Kodifikation af hele Landets Ret, som Efterfølgeren
Magnus Lagabøter fuldførte (»Landsloven« af
1274). Jævnsides med denne Udvikling af den
alm. Ret gik Købstadrettens (jfr Bjarkø-Ret).
Der er Spor af, at denne, under Paavirkning af
nordeuropæisk Handels- og Søret, især er
bleven udforme i Rigets størstes Handelsstad,
Bergen, og at den for denne By i Tiden nærmest
før 1200 er bleven redigeret i Lovbogsform. Af
Magnus Lagabøter er denne Bergen’ske
Bjarkø-Ret derpaa i store Uddrag bleven optagen i
hans alm. Bylov af 1276. Derimod har den
ældre Bjarkø-Ret for Nidaros, der, modsat
Bergens, er bleven Efterverdenen opbevaret, om
end kun i tarvelige Kompilationer, blot udøvet
en mindre Indflydelse paa den senere
Købstadsret. — En tredje Udviklingsrække udgøres af
de for Hirden og Embedsværket gældende
Bestemmelser (se Hirdskraa). Paa det
kirkelige Omraade afsluttedes efter megen Strid
Lovgivningen i det væsentlige med Ærkebiskop
Jon’s Kristenret af 1277, hvilken dog af
Kongedømmet først endelig anerkendtes 1458 (se
Kirkeret). Magnus Lagabøter’s Lovgivning
er baseret paa Folkets Inddeling i 4 Stænder:
Bonden (Landsloven), Borgeren (Byloven),
Hirden (Hirdskraaen) og Gejstligheden
(Kirkelovene).
De gamle Loves materielle
Indhold angik opr. nærmest saadanne
obligationsretlige Institutter som Køb og Salg, Leje —
særlig blev Jordlejeforholdet efterhaanden
Genstand for omhyggelig Udarbejdelse i
Enkelthederne —, ell. familieretlige som Ægteskab,
Arv, Odel og Frigivelse af Trælle. Af
Strafferetten synes Bestemmelserne om Tyveri at være
bl. de ældste, hvorimod det først langsomt
lykkedes at bringe Retskrænkelser mod Person ind
under en ordnet Retspleje, idet Retten til
personlig at hævne saadanne haardnakket
fastholdtes. Endnu i Gulatingsloven udtales det
udtrykkelig, at Lovens Straffebud til personlig
Beskyttelse af Enkeltmand ikke af denne kan
paaberaabes mere end 3 Gange, »medmindre
han hævner sig imellem«. De talrige Bødesatser
for alle Haande Skadetilføjelser paa Person,
Ærekrænkelser o. s. v. kan derfor nærmest kun
opfattes som Anvisninger paa passende Beløb,
naar man var villig til at indgaa Forlig. Dog
maa efterhaanden stedse fl. af dem være blevne
anerkendte som bindende Lovbud. Den største,
med Bøder afsonbare Forbrydelse, Drabet,
lykkedes det imidlertid først ved Lovreformerne i 13.
Aarh. helt at bringe ind under Lovens og den
offentlige Straffeklages Herredømme. Vistnok
afkrævede Kongen altid enhver Drabsmand Bod
for Drab af Undersaat (»Tegngilde«); men
hvorvidt han skulde være fredløs ell. have sin Fred
indenlands, beroede tillige paa Forhandlinger og
Forlig mellem den dræbtes og Drabsmandens
Ætter. Lovens indviklede Systemer for de
private Mandebøder (»Saktal«, s. d.) havde derfor
heller aldrig Karakter af virkelige Lovbud.
Deres Anvendelse bortfaldt for øvrigt ved en
Rettebod af 1271, der indskrænkede
Drabsbødernes Udredelse til Drabsmanden alene og
bestemte deres Fastsættelse ved Dom.
Ogsaa paa Processens Omraade var det
opr. smaat bevendt med Lovens Evne til at
befale. Som ovenfor nævnt skete Søgsmaal saa
vidt muligt i udenretslige Former, og selv
Bevisets Tilstrækkelighed bedømtes i første Haand
ved Hjælp af private Retsmidler. I saa
Henseende gjaldt nemlig, at alt, som var foretaget
for opnævnte Vidner, som »vitterligt« ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
