Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sprog.
De ældste Sprogmindesmærker i N. er en Del
Indskrifter paa Stene, Ringe o. l. med Runer af
den ældre germanske Runerække (24 Tegn),
fundet paa de forskelligste Kanter af Landet.
Samme Slags Indskrifter findes i Sverige og
Danmark; de dateres 3.—8. Aarh. e. Kr., den
ældste i N. 4. Aarh. (Einangstenen). Sproget i
disse Indskrifter udmærker sig ved urgamle
Lydforhold (HariwolafaR, Herjolv) og Rigdom
paa Former (waritu, vi to skrev). I Ælde
overgaar det alle andre overleverede germanske
Sprog, endog gotisk. Vi kan tydelig paavise
Forskel i Sproget mellem ældre og yngre
Indskrifter, men sikre dialektiske Uligheder kan vi ikke
se; Skriftsproget synes at være temmelig ens
over hele Norden. Dette Sprog kalder vi for
Urnordisk. Vi kan ikke uden videre slutte,
at ogsaa Talemaalet har været ens over hele
Norden; vi maa saaledes tage i Betragtning, at
Materialet til Bedømmelse er forholdsvis lidet;
der er flere senere sikkert paaviselige
Dialektuligheder, som synes at maatte gaa tilbage til
urnordisk Tid; der er derfor mange Ting, som
tyder paa, at Sproget har været delt i
Dialekter i den urnordiske Tid ogsaa. Kilde til
Kundskab om urnordisk Maal har vi ogsaa i
urnordiske Ord, som meget tidlig blev »laant«
i Finsk og Lappisk, og som endnu lever i disse
Sprog i »urnordisk« Form. Endelig kender vi
lidt Urnordisk fra Personnavne og Folkenavne
hos lat. og gr. Forf., saaledes antages Chadeinoi
hos Ptolemaios (2. Aarh.) at være det samme
som gammelnorsk heiðnir, Folk fra Hedmark.
I 6. Aarh. nævner Jordanes Raumariciae, d. v.
s. Romerikinger. Kendskabet til Urnordisk har
været af stor videnskabelig Bet., og dette Sprog
har kastet nyt Lys ikke blot over de nordiske
Sprogs, men ogsaa over de andre germanske
Sprogs Udvikling. I sen urnordisk Tid
gennemgaar Sproget en vældig Udvikling, som klart
viser sig i den flg. Tid. Fra c. 800—c. 1050,
Vikingetiden, findes Indskrifter med den
yngre (nordiske) Runerække (16 Tegn). Disse
Indskrifter viser klart de gennemgribende
Forandringer i Sproget. Ved Bortfald af
Midtvokaler og Endevokaler, ved Lydassimilation og
Lydsvækkelse etc. er Ordene blevet kortere. Til
urnordisk stainaR svarer gammelnorsk steinn,
til urnordisk faihiðo svarer gammelnorsk fáða.
Hele Sprogets Basis er rykket længere frem
i Taleorganet. Sproget er blevet lettere og
lysere, Talen har faaet raskere Tempo.
Udviklingen af Sproget var saa gennemgribende, at der
er større Forskel mellem Urnordisk og det
Gammelnorsk, vi kender fra den gamle Litt., end
der er mellem Gammelnorsk og Nynorsk. En
stor Del af Udviklingen i denne Tid var
Samnordisk; men nu kan vi ogsaa for første Gang
paavise dialektiske Uligheder i Sproget i
Runeindskrifterne i de forsk. nordiske Lande. Noget
efter 900 finder vi saaledes Sammendragning
af Diftongerne i Dansk (æi til ē, f. Eks. stæinn
til stēnn; áu til ø, f. Eks. dauðr til døðr; se
videre Danmark, »Sprog«). En Del
Oplysninger om Sproget i den Tid, det endda ikke
blev skrevet, faar vi i gamle Kvad
(Skjaldekvad, Eddakvad); disse blev vistnok ikke
nedskrevet før i 12. og 13. Aarh; men de har dog
bevaret temmelig meget af deres gamle
Sprogpræg. I Vikingetiden udvidede norsk Sprog sit
Omraade stærkt. Ved den norske Udvandring
til Vesterhavsøerne blev norrønt Maal
udbredt til Island, Færøerne, Grønland, Hjaltland
(Shetlandsøerne), Orknøerae, Suderøerne
(Hebriderne), Man og Dele af Skotland og Irland.
I Forbindelse med denne Udvidelse af norsk
Sprogomraade staar ogsaa den Paavirkning,
som nu finder Sted særlig paa Ordforraadet i
andre Sprog i Vesten; men da ogsaa andre
Nordboere, især Danskerne, har en stærk
Udvidelse mod Vest, er det ofte vanskeligt at
afgøre, fra hvilket af de nordiske Sprog vedk.
Ord er laant (om dette Forhold se udførligere
under Danmark, »Sprog«). Men i alt Fald
i Irsk er de mange nordiske Laaneord optaget
fra Norsk. (Litt.: Carl Marstrander,
»Bidrag til det norske Sprogs Historie i
Irland«).
Mere indgaaende Kendskab til norsk Sprog
har vi først fra den Tid, Skrivekunsten hlev
taget i Brug i Landet, og vi fik en skrevet Litt.
Det lat. Alfabet kom sandsynligvis til N.
sammen med Kristendommen ved Aar 1000 og blev
taget i Brug udover i 11. Aarh. Det fik en Del
Udvidelser, saaledes blev Tegnet þ optaget fra
Runealfabetet, Tegnene y og ð fra det
gammelengelske Alfabet. Desuden fik lange Vokaler
Akcent (á, é, í, ó, ú, ý), dette dog særlig i Islandsk,
mindre i Fastlandsnorsk; omlydte Vokaler fik ofte
eget Tegn, f. Eks. ǫ. Sandsynligvis er det lat.
Alfabet brugt til Optegnelser paa Modersmaalet
allerede før 1050, saaledes til Love. Men de ældste
norske og isl. Haandskrifter, vi nu har, er fra
anden Halvdel af 12. Aarh. Først fra den Tid
har vi nøjere Kendskab til det norrøne Sprog.
Det er hele den norrøne Litt., som giver os
dette Kendskab. De bedste og værdifuldeste
Litteraturværker er forfattet paa Island og
opbevaret i isl. Haandskrifter, men der er saa
mange norske Haandskrifter ogsaa, at vi har
god Kendskab til Sproget i N. fra omkr. 1150;
der er saaledes mange Breve og Dokumenter
(Diplomer; det ældste bevarede Diplom er et
udateret Brev fra Tiden 1207—17) fra N., en
Del Lovhaandskrifter, Skr af hist. og religiøst
Indhold, foruden en Del oversat Litt. Desuden
er det enestaaende Værk, »Kongespejlet«,
forfattet i N. (se videre Norge«, »Litteratur«).
Islænderne har nedskrevet og opbevaret det
meste af den hjemmenorske Litt. (f. Eks. de
norske Skjaldedigte); og det er dem, som har
forfattet det meste af den norrøne Litt. —
baade af Skjaldekvad og Saga- og af
Oversættelseslitteratur. De udviklede det norrøne
Maal til et Litteratursprog; Skjaldene skabte et
kunstigt Sprog med mange billedlige
Omskrivninger; Sagasproget har en fyndig og kraftig
Stil, som staar det mundtlige folkelige
Fortællemaal nær; i den oversatte Litt. (og til Dels
ellers) fik Gammelnorsk en lærd Stil, mest
under Paavirkning af Latin. Det gamle isl. Maal
var en Dialekt af Gammelnorsk, men det gamle
Litteratursprog var først og fremmest Islandsk.
I de ældste litterære Kilder skiller Norrønt
ell. Norsk (i N. og paa Island; ofte ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
