Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Musik - Norge. Teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Musikliv er Mangelen af fast Opera. Vistnok begyndte
man allerede 1837 med Operaforestillinger paa
Kria Teater, men Forsøget blev snart opgivet.
1873 gjordes atter ved samme Teater Forsøg
med fast Opera, og det gik med smukt
kunstnerisk Resultat til 1877; senere sattes nu og da
en Opera op. Da »Nationalteatret« aabnede
1899, kunde man med fuld Ret have ventet en
Forandring. Teatret egnede sig godt, og man
raadede over et godt, fuldt besat, om end ikke
stort Orkester; men alt blev væsentlig, som det
havde været; naar Skuespil ikke længer »trak«,
sattes en ell. anden Opera op, tilfældig og
planløst. Endelig startedes 1918 den helt
selvstændige »Opéra Comique«; men Lokalet, den lille
Scene og det helt utilfredsstillende
Orkesterrum, gjorde det hele, trods energisk Ledelse og
et meget godt norsk Personale, i Længden
umulig, saa den 1921 gik ind.
Det kraftige Opsving, Nationalfølelsen tog med
de politiske Begivenheder 1814, har selvfølgelig
faaet sit karakteristiske Udslag ogsaa i
Tonekunsten. Det kommer først til Syne i
Waldemar Thrane’s Syngestykke »Fjeldeventyret«,
men baade dette og de flg. Værker af mindre
betydelige Komponister tog mere Sigte paa det
ydre Apparat end den nationale Musiks eget
indre Væsen, og selv Ole Bull har kun
momentvis skrevet Ting, som helt bunder i norsk
Tone. Men Bevægelsen var der, det mærkedes
hos M. A. Udbye og endnu mere hos
Thomas Tellefsen, og med L. M.
Lindeman’s Indsamling af norske Folkemelodier, der
begyndte allerede i 1840’erne og nu fortsættes af
C. Elling med Statsbidrag, tog den Fart, saa
at Halfdan Kjerulf’s fine Kunst og endnu
mere Rikard Nordraak’s, trods
Paavirkning af den tyske Romantik, i sit Væsen er
norsk. Men det egl. nationale Gennembrud kom:
med Johan Svendsen og Edvard
Grieg, og navnlig, staar den sidste som den
mest typiske Repræsentant for norsk Tone baade
i Melodik, Rytmik og Harmonik. Af de øvrige
norske Musikere har — uden at der kan
trækkes nogen bestemt Grænse — Christian
Cappelen, Agathe Grøndahl,
Johannes Haarklou, Per Lasson,
Backer-Lunde, Edmund Neupert, Per
Winge og Otto Winter-Hjelm
væsentlig fulgt den af Kjerulf angivne Retning,
medens Eyvind Alnæs, Johan
Halvorsen, Iver Holter, Sigurd Lie, Ole
Olsen, Gerhard Schjelderup og
Christian Sinding grupperer sig om
Johan Svendsen og Edvard Grieg, dog med et
mere ell. mindre stærkt Islæt af den
Wagnerske Skole. Til den nytyske Skole, uden særlig
nationalt Præg, slutter den særprægede
Hjalmar Borgström og Halfdan Cleve
sig, og ligeledes Fartein Valen og
Grüner-Hegge, paavirkede af Max Reger,
medens Sverre Jordan mere nærmer sig
Grieg. En Særstilling indtager Catharinus
Elling, der nøjere slutter sig til de tyske
Klassikere, og Johan Selmer, der med et
stærkt individualistisk Præg repræsenterer den
Berlioz-Liszt’ske Retning. Det yngste
Komponistkuld med Alf Hurum og David
Monrad Johansen i Spidsen staar helt i den
nyfranske Skole, den sidste dog med stærke
nationale Sympatier. Ved Siden af
Instrumentalmusikken indtager Romancen en høj Rang i
norsk Tonekunst, og som dens ypperste
Repræsentanter staar Halfdan Kjerulf, Grieg, Alnæs,
Agathe Backer-Grøndahl og Sinding, og trods
Manglen af en norsk Opera har Elling,
Haarklou, Ole Olsen og Sinding beskæftiget sig med
denne, og Gerhard Schjelderup har saa godt
som helt helliget sig Musikdramaet.
Mandskorsangen har i de senere Aar indtaget
en bred Plads i norsk Musikliv og staar i det
hele taget paa et højt Udviklingstrin.
Bl. udøvende Kunstnere af væsentlig Bet. for
Musiklivets Udvikling kan nævnes
Sangerinderne: Ellen Gulbranson, Borghild
Langaard, Gina Oselio, Sangerne
Wilh. Kloed, Thorvald Lammers,
Halfdan Rode, Ingolf Schiøtt,
Violinisterne Arve Arvesen, Gudbrand
Bøhn, Aug. Fries, Johan
Halvorsen, Harald Heide, Cellisterne Hans
Nielsen, Johan Hennum, Fløjtenist
Aksel Andersen, Pianisterne Agathe
Backer-Grøndahl, Dagmar
Walle-Hansen, Martin Knutzen, Nils
Larsen, Erika Nissen, Karl Nissen og
Organisterne Chr. Cappelen og L. M.
Lindeman.
For den begyndende musikhistoriske
Forskning var Dr. G. Reiss’ tidlige Bortgang et stort
Tab; imidlertid udkom 1921 »Norges
Musikhistorie«, redigeret af Gerhard
Schjelderup og O. M. Sandvik.
Af særlige Institutioner maa nævnes den af
L. M. og Peter Lindeman 1883 oprettede
Musik- og Organistskole, som nyder offentlig
Understøttelse og dygtig ledet har udviklet sig
betydeligt, og det af Torgrim Castberg
oprettede »Musikakademiet« i Bergen. Om
Militærmusik i Norge, se Militærmusik.
I. H.
Teater.
Ligesom i det øvrige Norden finder man
ogsaa i N. de første Spor af sceniske
Forestillinger i Opførelsen af de saakaldte Skolekomedier
— religiøse Skuespil med Stof fra Bibelen ell.
Legenderne, der opførtes af Disciplene ved de
lærde Skoler med Kirken ell. Kirkegaarden som
Skueplads. Allerede i Beg. af det 16. Aarh. var
saadanne Skuespil i Brug ved Bergens samt
Kristiansands og Oslos Latinskoler. Senere
begyndte fremmede Skuespillerselskaber at gæste
de større norske Byer; saaledes den
Veltheimske (1707 og 1710) og den Spiegelbergske Bande
(1732—33). 1770 ankom til Kria
»Koncertmesteren« Martin Nürenbach, som forsøgte at
grunde et fast offentligt Teater der. Nürenbach’s
Forestillinger blev imidlertid af meget kort
Varighed. De omrejsende Trupper synes ikke at
have vundet synderlig Behag hos de mere
dannede Samfundslag, og allerede i Midten af det
18. Aarh. var man i Kria begyndt at faa i Stand
private dramatiske Forestillinger. 1780
oprettedes et fast dramatisk Selskab smst., der
efterfulgtes 1794 af et lgn. for Bergens Vedk.
Den paa den her omhandlede Tid inden for de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
