Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa -vin — følge Bebyggelsens Udvikling
nærmere. Det viser sig da, at de aabneste og
bedste Strøg næsten overalt i Landet er besat med
Gaarde, og at der her er drevet ikke blot
Kvægavl, men i nogen Udstrækning ogsaa
Korndyrkning. Stedsnavnene fortæller os videre
ogsaa om, hvorledes Bosættelsen breder sig videre
til højere og mindre gunstig liggende Strøg, og
hvorledes Skovene ryddes i stigende
Udstrækning; navnlig i Vikingetiden og i den ældre
kristne Middelalder kan vi følge en stærk
Ekspansion af Bebyggelsen.
Fra 1. Aarh. af vor Tidsregning bliver
Forbindelsen mellem Norden og Romerriget
stadig intimere, og ved Midten af 2. Aarh. finder
vi første Gang en Omtale af Forholdene paa
den skandinaviske Halvø hos en gr.-rom. Forf.
(Geografen Ptolemaios); udførligere Meddelelser
giver dernæst ved Midten af 6. Aarh. Jordanes,
Goternes Historiker, og Prokopios af Cæsarea.
Af disse Meddelelser, sammenholdt med
Arkæologiens og Stedsnavneforskningens Resultater,
fremgaar det, at alt i de første Aarh. e. Kr.
har der i N. været en Rk. Stammer (Raumer,
Heidner, Haddinger o. fl.), organiseret i
Smaariger. Enkelte Steder paa Østlandet, navnlig
paa Romerike, kan vi endog faa Glimt ind i
disse Smaarigers indre Organisation (Inddeling
i Tredinger, samlet om større Helligdomme for
visse Guddomme; Inddeling af Tredingerne i
smaa Bygdelag, samlet om en Organisation for
kultisk Leg). De vigtigste, vestlandske
Stammer, Ryger og Horder, støder vi først paa et
Stykke ind i Folkevandringstiden; det ser ud,
som om de er indvandret ad Søvejen i
forholdsvis sen Tid; men om de ældste
Statsdannelser har vi ingen Viden. I Trøndelagen synes
det derimod, som om vi har at regne med en
enkelt Stamme, organiseret i 8 smaa Fylker.
I Vikingetiden bliver disse Stammestater
fastere organiseret; paa Østlandet kaldes de
Rige, Land eller Mark, paa Vestlandet
gerne Fylke (i Trøndelagen betyder Fylke
derimod noget andet og mindre). Over store
Dele af Østlandet finder vi nu en Inddeling i
Herreder, som i alt Fald i Tragtene ved
Kristianiafjorden bl. a. tjener milit. Formaal
og bliver Grundlag for den senere
Skibredeinddeling. En fast Tingordning synes
ogsaa at tilhøre denne Tid, baade for de mindre
Omraader og for Stammestaten, og vi ser ogsaa
nu, i alt Fald paa Østlandet, de første Tilløb
til en Samling af større Omraader end
Stammestatens (Eidsivating). Ogsaa
Religionsforfatningen udvikles, navnlig ved en Koncentration af
Kultus i faste Templer, Hov.
Vikingetiden har sikkert en stærk
Befolkningstilvækst som Baggrund. Den
karakteriseres jo ikke blot ved Krigstogtene over Søen,
men ogsaa ved en stor Udvidelse af
Bosætningen hjemme, og den øgede Forbindelse over
Søen med Landene i S. og V. bestaar ikke blot
i Krigstog, men ogsaa i fredelig Handel. Alt
før den egentlige Vikingetids Begyndelse havde
Nordmænd — vistnok i 7. Aarh. — bebygget
Orknøerne og Hjaltland ude i Vesterhavet, og
i Løbet af 8. Aarh. begynder den oversøiske
Handel for Alvor at komme i Gang.
Romerrigets Undergang og Folkevandringstidens Uro
havde medført en stærk Nedgang i den Import
af alle Slags Industriprodukter fra
Kulturlandene i S., som tidligere havde fundet Sted;
men med Konsolideringen af de ny germanske
Riger, navnlig af Frankerriget, aabnes igen
Muligheden for mere udstrakt Handel, og
navnlig begynder nu Friserne paa Nordsøkysten
at drive en virksom Aktivhandel mod Nord
og Øst. Fra Slutn. af 8. Aarh. begynder de
norske Hærgetog til Nordengland, Skotland og
Irland; men vigtigere end Hærgetogene er
Koloniseringen — mod S. og V. i Northumberland
og Skotland, paa Suderøerne, Man og Irland,
til Slut ogsaa i Normandiet, mod Nord paa de
tidligere folketomme Øer: Færøerne, Island og
Grønland. Der, hvor de støder paa en talrig
ældre Befolkning, som i Irland, blev de norske
Kolonister ogsaa nødt til at organisere sig i
virkelige Stater. Ogsaa Nord til Finmarken gik
Koloniseringsbevægelsen. Den voksende Evne og
Lyst til Søfart fører ogsaa til, at
Nordmændene selv begynder at faa aktiv Del i Handelen
med Frisland, og Forbindelsen med Danmark
over Kattegat bliver stadig livligere.
Hele dette ny Liv faar ogsaa politiske
Følger. Kystlandskaberne tager Luven fra
Indlandsdistrikterne; Vikingelivet fører til øget
Magt for Høvdingerne med deres Krigerfølge
over de fredelige Bønder; danske Konger sætter
sig for kortere ell. længere Tid fast i
Sydøstnorge, baade paa Vestsiden og navnlig Østsiden
af Kristianiafjorden, og ny Riger danner sig i
N. selv. Mest fremtrædende af disse ny Riger
bliver i Løbet af 9. Aarh. Riget i Vestfold.
Kongsætten her kaldte sig Ynglinger og
gjorde Krav paa at nedstamme fra de gamle
svenske Sagnkonger af samme Navn. Ved Midten
af 9. Aarh. blev Vestfold delt mellem to Grene
af denne Æt, og fra Kongerne i den nordlige
Del, Halvdan Svarte og Harald Haarfagre,
udgik en Erobring, som endte med Norges
Samling til eet Rige. Den islandske Tradition fra
12. og 13. Aarh., som i alt Fald i nogen Grad
bygger paa samtidige Skjaldekvad, fortæller,
at Halvdan Svarte lagde under sig det meste
af Østlandet og ogsaa fik fast Fod paa et enkelt
Sted paa Vestlandet, nemlig i Sogn. Sønnen
Harald gik derefter Nord over, over
Dovrefjeld, allierede sig med Haakon Grjotgardsson,
af den gl. Jarleæt fra Haalogaland, og
underlagde sig sammen med ham Trøndelagen, hvor
Haakon Jarl og hans Efterkommere fra nu af
residerede, paa Lade, i Nærheden af det senere
Nidaros. Fra Trøndelagen erobrede Kong
Harald Nordvestlandet, hvor Ragnvald Mørejarl
blev hans Statholder, og naaede til Slut til de
centrale vestlandske Fylker Hordaland og
Rogaland. Her, hvor Vikingelivet havde sit
egentlige Centrum, fik han den haardeste Kamp at
bestaa, men sejrede til Slut i det store Søslag
i Hafrsfjord; dette Slag, som er skildret i et
stort samtidigt Skjaldekvad, har siden været
betragtet som Tidspunktet for den endelige
Samling af N.’s Rige; det blev tidligere altid
sat til Aaret 872, men synes efter de nyeste
Undersøgelser at maatte rykkes mindst en halv
Menneskealder længere ned i Tiden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
