Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Om den Statsordning, Harald indførte i sit
ny Rige, indeholder de store Sagaværker fra
13. Aarh. en Række Konstruktioner og
Spekulationer af meget ringe hist. Værdi.
Beretningen om, at Harald tilegnede sig Bøndernes
»Odel«, tør mulig have en vis Rod i
omfattende Konfiskationer i Trøndelagen; men
Forestillingerne om hans Skattepaalæg, hans
systematiske Ordning med en Jarl i hvert Fylke og
en Herse i hvert Herred over hele Landet, om
hans Efterligning af Statsordningen i
Frankernes og Angelsaksernes Riger kan ikke siges at
være kildemæssig funderet. I Virkeligheden ved
vi meget lidt om Harald’s Statsordning; de
enkelte Landsdele vedblev fremdeles at leve deres
særskilte Liv, og Harald’s Rigssamling blev ikke
af Varighed. Vistnok blev hans Søn Eirik
Blodøkse en Slags Overkonge over N. efter ham;
men ogsaa Harald’s andre Sønner bar
Kongenavn, og Ladejarlerne i Trøndelagen har
sikkert raadet med stor Selvstændighed i deres
Land. I Viken og paa Oplandene finder vi en
hel Række forsk. Konger i 10. Aarh.; den senere
islandske Tradition gør dem alle til Ætlinge af
Harald Haarfagre. Uden for Vestlandet har
Eirik Blodøkse’s Magt næppe været stor; og
hans Kongedømme blev ikke langvarigt. Nogen
fast Kronologi lader sig næppe opstille i 10.
Aarh.; men faa Aar efter Harald’s Død —
engang i 2. Fjerdedel af 10. Aarh. — kom i alt
Fald hans yngste Søn Haakon, som havde været
opfostret i England hos Kong Æthelstan, og
derfor fik Navnet Adalsteinsfostre, tilbage til
N., forenede sig med Sigurd Ladejarl og jog
sin Broder Eirik fra Landet. Heller ikke Haakon
synes at have haft synderlig Magt uden for
Vestlandet og Trøndelagen; paa Oplandene har
Høvdingerne vistnok i det væsentlige raadet sig
selv, og i Viken begynder Danekongerne alt i
hans Tid at sætte sig fast igen. En væsentlig
Del af hans Regering er optaget af Kamp med
Danekongen, som Eirik Blodøkse’s Sønner
havde søgt Forbund og Hjælp hos. Naar
Traditionen i den Anledning lader ham organisere et
fast Landeværn efter svensk og dansk Mønster,
idet Kystdistrikterne blev inddelt i Skibreder,
som hver skulde stille et Skib til Landets
Forsvar og Kongens Tjeneste (Leding), er dette
vistnok rigtigt for Vestlandets Vedk.; i Viken
synes derimod Ledingsordningen at være
adskillig ældre, medens den i Trøndelagen maaske
er yngre. Traditionen tør maaske ogsaa have
Ret, naar den sætter Ordningen af
Gulatinget til Haakon’s Tid. Dette Ting, som blev
holdt paa Gulen, paa Grænsen mellem Sogn og
Hordaland, var et fælles Ting, oprindelig for de
3 centrale vestlandske Fylker, Rogaland,
Hordaland og Sogn; dertil blev senere (maaske af
Haakon) lagt Randfylkerne Agder, Fjordene og
Søndmøre. Lignende Lagtingsordning
finder vi for Trøndelagen omkr.
Frostatinget og for Oplandene omkring
Eidsivatinget; begge disse er gamle —
Eidsivatinget henføres af Traditionen endog til Halvdan
Svarte — medens derimod Lagtingsordningen
for Viken omkr. Borgartinget er meget
yngre, fra Midten af 12. Aarh. Ligesom
Tingene for de mindre Omraader har disse større
Ting opr. været Alting, hvor hele
Befolkningen var med eller havde Ret til at være
med; men alt i saa tidlig Tid som i 10. Aarh.
synes de at være gaaet over til en
Repræsentationsordning, idet Bønderne i hvert Fylke
sendte deres nefndarmenn til Lagtinget, og disse
igen tog ud det egl. dømmende Udvalg,
Lagretten. Som den højeste Domsmyndighed
blev Lagtinget ogsaa den Institution, som
fastslog, hvad der var gældende Ret, og N.’s
ældste Love er derfor knyttet til Lagtingene, har
Gyldighed inden for Lagdømmets
Omraade.
Kong Haakon, som var døbt i England,
gjorde ogsaa et Forsøg paa at faa Kristendommen
indført; men da Trønderne gjorde Modstand,
opgav han det straks, og det Tilnavn, han ofte
bærer i Historien — den Gode — skylder
han vistnok denne Føjelighed. Den langvarige
Kamp mellem ham og Eiriks-Sønnerne endte
med, at han fik Banesaar i Slaget paa Stord,
og efter hans Død fik Eiriks-Sønnerne — den
betydeligste af dem var Harald
Graafell — hans Rige paa Vestlandet. De stod i
aabent Kampforhold til Sigurd Ladejarl, som
styrede Trøndelagen med fuld Uafhængighed;
Smaakongerne paa Oplandene havde de ingen
Magt over, og i Viken var det dels Danekongen,
dels forsk. Smaakonger, som raadede. Til Slut
lykkedes det dog for Eiriks-Sønnerne at faa
dræbt Sigurd Ladejarl og jaget hans Søn
Haakon til Danmark, ligesom de ogsaa dræbte nogle
af Smaakongerne i Viken. Dette var imidlertid
en Udfordring over for Danekongens Vælde
over alle Kattegats Kyster; det førte til en
Alliance mellem Danekongen og Ladejarlen,
som endte med Harald Graafell’s Fald og
Erobringen af N. Viken blev fremdeles direkte
styret fra Danmark, og i Trøndelagen, sit eget
Ætland, raadede Haakon Ladejarl uafhængig;
paa Vestlandet derimod, Harald Graafell’s og
Haakon Adalsteinsfostre’s gamle Rige, sad han
som Danekongens Statholder og maatte hjælpe
Danekongen derfra i hans Krig paa Danmarks
Sydgrænse. Efter nogle Aars Forløb forsøgte
imidlertid Haakon Jarl at sige sig løs fra det
danske Overherredømme over Vestlandet;
Danekongen svarede med at sende en Flaade til N.
— det er den sagnomspundne Jomsvikingefærd
— men det endte med, at Haakon og hans
Søn Eirik sejrede efter en haard Kamp i Slaget
i Hjørungavaag.
Under et Bondeoprør i Guldal nogle Aar
senere blev imidlertid Haakon Jarl dræbt, og
samtidig kom den store Vikingehøvding Olav
Trygvessøn — Søn af en af Smaakongerne i
Viken — til Landet. De Trønder, som havde
rejst sig mod Ladejarlen, hyldede ham som
Konge, og han blev ogsaa Herre ikke blot over
Vestlandet, men vistnok ogsaa over Viken.
Kronologisk begynder vi nu at faa fastere Grund
under Fødderne, idet Olav’s korte Regeringstid
vistnok kan sættes til 995—1000, altsaa omtrent
100 Aar efter Slaget i Hafrsfjord. Siden
Harald Haarfagre’s Tid havde hele N. ikke været
politisk samlet, og heller ikke Olav raadede
over hele N.; paa Oplandene havde han ingen
Magt; han er en ren Kystkonge, omend med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
