Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som Danmark og Sverige skulde høre til
Ærkebispedømmet Bremen. Kristningen af N. var
hidtil foregaaet fra England, ved Hjælp af
angelsaksiske Gejstlige; men Fjendskabet mellem
Olav og Knud den Mægtige af Danmark og
England gjorde det nu nødvendigt at skaffe
Præster til N. fra et andet Land end England.
Endnu længe vedblev dog den norske Kirke at
bevare Sporene af sin angelsaksiske Oprindelse.
I senere norsk Tradition gaar de gamle
Retsregler gerne under Navnet »Kong Olav’s Lov«.
I hvilken Grad Olav virkelig har grebet aktivt
ind som »Lovgiver«, og i hvilken Grad dette
Navn kun skyldes hans senere Ry som Landets
store Skytshelgen, er ikke klart, og heller ikke
er det klart, hvor langt den
Administrationsordning, som vi finder i de flg. 100 Aar, med
Lendmænd og Aarmænd, virkelig gaar
tilbage paa Olav. Men sikkert er det i alt Fald,
at vi fra hans Tid af stadig finder baade
Lendmænd og Aarmænd som regulære Led i
Forvaltningen. Aarmændene synes gennemgaaende
at have været lavættede Mænd, hvis vigtigste
Funktion var at bestyre Kongens Gaarde; ved
Siden deraf har de ogsaa opkrævet andre kgl.
Indtægter, navnlig Kongens Andel i
Retsbøderne; de var altsaa at betragte som Kongens
personlige Tjenestemænd. Lendmændene var
derimod regelmæssig højbaarne Høvdinger, som
var gaaet Kongen til Haande og havde faaet
Land af ham; Læren om, at de var direkte
Afløsere af tidligere »Herser«, har ingen
virkelige Holdepunkter. De var pligtige til at stille
Krigsfolk til Kongens Tjeneste, havde den egl.
Ledelse af Retsvæsenet og havde Ansvaret for
Ro og Orden i deres Distrikt. Lendmændenes
Myndighed beroede vel saa meget paa Rigdom
og Ættens nedarvede Anseelse som paa den
Stilling, Kongen havde givet dem, og Kongen var
derfor i sit Valg af Lendmænd i Realiteten
regelmæssig bundet til en bestemt Kreds af store
Ætter. Om Lendmændenes Antal har der været
adskillig Uenighed; det rimeligste tør være at
sætte det til c. 50.
Med Lendmandsinstitutionen bliver det gamle
Aristokrati trukket ind i den ny
Statsorganisation. Dette Aristokrati har Rødder langt tilbage
i forhistorisk Tid og har sine Forudsætninger
ikke blot i Høvdingemagt og Anførsel i Krig,
men ogsaa i Rigdom. Alle Ting peger paa, at
der allerede ved Overgangen fra forhistorisk til
historisk Tid findes ikke blot Odelsbønder
(haulder), men ogsaa Leilendinger i
ganske stort Antal, og at der med andre Ord
ogsaa findes Rigmænd, som ejer flere Gaarde,
end de selv bruger, og har Indtægt ved at
opkræve Landskyld. Denne Udvikling
fortsætter sig, ud igennem den hist. Tid, og foruden
Høvdingerne og Kronen bliver nu ogsaa Kirken
Godsejer i stor Stil, til Slut den største; mod
Sagatidens Slutning er saaledes det store
Flertal af de norske Bønder utvivlsomt
Leilendinger; karakteristisk er det derfor ogsaa, at alle
Gaardes Værdi beregnes efter Landskylden.
Storgaarde af Dimensioner, som gør den, der
ejer en enkelt saadan Gaard til Høvding, har
derimod næppe forekommet i større
Udstrækning i N.
Forskellen mellem Høvdinger, Odelsbønder og
Leilendinger er ikke blot økonomisk og social;
den faar ogsaa retslig Udtryk, idet de Bøder,
som skal betales for Drab, er fastsat efter den
Dræbtes Stilling. Ved Siden af disse fri Bønder
eksisterer der imidlertid ogsaa en Klasse af helt
retsløse Individer, Trællene. Om Trællenes
Oprindelse ved vi ingen Ting; men det er
tydeligt, at deres Antal er vokset stærkt i
Vikingetiden, idet man har taget Krigsfanger og
gjort dem til Trælle. I Hovedsagen har det kun
været Konger og Høvdinger, som har haft
Trælle, og de har maaske mere været brugt til
personlig Tjenerarbejde end til egl. Jordarbejde.
Med Vikingetidens Slutning ophører i
Hovedsagen Tilgangen paa ny Trælle, og da det for
Jordejerne lønner sig bedre at lade tage ny
Gaarde op og skaffe sig Leilendinger end at
udvide det enkelte Gaardsbrug, er det økonomiske
Behov for Trælle ikke stort; Kirken skyder paa
med sin Lære, og i Løbet af de første kristne
Aarh. forsvinder derfor Trællestanden helt.
Den Udvidelse af Bebyggelsen, som vi kan
konstatere i Vikingetiden (Gaardsnavn paa
-staðir, -land og -set), fortsætter sig med øget
Fart i de første kristne Aarh. (Gaardsnavn paa
-rud), og i Løbet af 13. Aarh. er Opdyrkningen
af Landet kommet saa langt, at der ikke bliver
Tale om nogen ny Ekspansion før flere Aarh.
senere.
Naar Eirik Jarl og hans Søn Haakon var i
England hos Kong Knud, savnede Modstanden
mod Kong Olav Haraldsson en selvskreven
Leder. Men trøndske og haaleygske Høvdinger, som
stod Ladejarlsætten nær — som Ejnar
Thambarskelve, Tore Hund, Haarek af Tjotta — eller
en enkelt Vestlandshøvding, som Erling
Skjalgsson af Sole (paa Jæderen), havde vanskeligt
ved at finde sig til Rette med den ny stærke
Kongemagt ell. at opgive deres gl.
Ættraditioner, og efterhaanden samlede flere og flere af
Olav’s Uvenner sig hos hans egl. Fjende Kong
Knud i England. Ligesom sin Forgænger Olav
Trygvesson bestemte Kong Olav sig da for at
tage Offensiven mod Danekongen; Lejligheden
var gunstig, naar Knud var i England, og Kong
Olav sluttede Forbund med Sviakongen Anund
Jakob, som gjorde Angreb paa Skaane.
Sammenhængen i Krigsbegivenhederne her er ikke
helt klar; men Knud kom vistnok i alt Fald
tilbage fra England og afviste Angrebet. Baade
Kong Olav og Sviakongen maatte vende tilbage
til deres Land, og det mislykkede Angreb gjorde
det nu lettere for Kong Knud at vinde aktive
Tilhængere blandt de misfornøjede norske
Stormænd.
1028 rejste Kong Knud og den unge Haakon
Ladejarl (hans Fader Eirik var død i England)
til Norge med en Flaade, og Kong Knud blev
hyldet som Konge i Trøndelagen og en stor Del
af Vestlandet. Haakon Jarl blev siddende som
Jarl i Trøndelagen; men da Knud blev nødt til
at drage tilbage med Flaaden, forsøgte Olav fra
Viken at tage Landet igen. Hans Flaade mødte
paa Sydvestlandet Erling Skjalgsson, som blev
slaaet og dræbt; derimod magtede han ikke at
tage Kampen op mod Haakon Ladejarl, som
kom S. over med Trønderflaaden; han rømte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
