Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
et større Rige end Forgængerne. Olav
Trygvessøn var under sine Vikingetog i England
blevet baade døbt og konfirmeret, og han havde
med sig til N. eng. Gejstlige, sikkert med den
Tanke, at han vilde prøve at faa indført
Kristendommen i N. I den Menneskealder, som var
gaaet siden Haakon Adalsteinsfostre’s Tid,
havde kristelige Forestillinger begyndt at fæste Rod
forsk. Steder i N., navnlig i Viken; Danmark
var jo ved denne Tid langt paa Vej til at
blive et kristent Land. Jordbunden var derfor
nu langt bedre forberedt, og i Viken og paa en
stor Del af Vestlandet lykkedes det Olav ved
Forhandlinger med Høvdingerne at gennemføre
en officiel Overgang til Kristendommen. I
Trøndelagen og paa Haalogaland var det derimod
kun ved Tvang, han fik Høvdinger og Bønder
til at gaa med paa en slig Overgang. Ogsaa
til de norrøne Nybygder i Vesthavet, endog saa
langt som til Island og Grønland, strakte Olav’s
Missionsvirksomhed sig; han opnaaede virkelig
at faa Kristendommen lovtaget paa Tingene der,
hvad der maa ses i Sammenhæng med, at han
vistnok er den første norske Konge, som for
Alvor forsøger at lægge Orknøerne, Hjaltland
og Færøerne politisk under Norge. Ogsaa den
haarde Kamp om Kristendommen i Trøndelagen
maa ses i en politisk Sammenhæng, nemlig med
Olav’s vanskelige og svage Stilling i
Ladejarleættens gamle Rige. Han var derfor nødt til at
bo der meget og residerede da paa Nidarnes ved
Nidelvens Udløb og ikke langt fra Ættegaarden
Lade. Han byggede her en Kongsgaard, hvad
der iflg. Sagaerne blev Udgangspunktet for den
senere By Nidaros. Ved Erobringen af Viken
var Kong Olav imidlertid kommet i Fjendskab
med Danekongen, som forbandt sig med
Ladejarlen Eirik og vistnok ogsaa med Sviakongen.
Under denne Kamp tog Olav Offensiven og drog
mod S. med sin Flaade, men faldt i et stort
Søslag, entens dette nu stod i Øresund, som
Adam af Bremen fortæller, eller ved Svold ved
Rügen, som de sene islandske Sagaer vil have
det til. Som hele Olav’s Historie er ogsaa denne
hans sidste Kamp og Død i Traditionen rigt
udsmykket med Legender, Sagn og Eventyr.
Herrer i N. efter Olav Trygvesson’s Fald
bliver Danekongen og Ladejarlsbrødrene Eirik og
Svein, idet Danekongen faar sit gamle Land
Viken, Ladejarlerne Trøndelagen og Vestlandet;
Oplandene ligger fremdeles udenfor. Uklart
er derimod Forholdet til Sverige. Helt fra
Harald Haarfagre’s Tid havde der oftere været
Strid mellem norske Konger og Gauterne omkr.
Venern; derimod er der ingen Spor til nogen
Berøring mellem N. og det upsvenske Rige ved
Østersøen i 10. Aarh. Anderledes bliver det
derimod i Beg. af 11. Aarh., da Sviakongen for
Alvor begynder at strække sin Magt ogsaa ud
over Gautland og tage op gamle gautske Krav
paa Herredømmet over Ranrike. Der er i alt
Fald adskilligt, som peger paa, at dette
Landskab nu har været styret fra Sverige.
15 Aar efter Olav Trygvesson’s Fald lander
imidlertid den Mand i N., som for Alvor skal
samle Landet, Olav Haraldsson. Ligesom sin
Forgænger Olav Trygvessøn hørte han til en af
de østlandske Smaakongeætter, og havde i sin
Ungdom faret i mange Aar i Viking i
Frankrig og England. Da den berømte Krigerhøvding
Eirik Jarl 1014 forlod N. for at hjælpe sin
gamle Forbundsfælle Danekongen i hans Krig
i England, bød der sig god Anledning til et
Forsøg paa at vinde N., og Olav vendte hjem
(1015). Efter at have overrumplet og fanget
Eirik Jarl’s Søn Haakon, slog Olav Svein Jarl
afgørende i Søslaget ved Nesjar, overvandt
derefter en Række af Oplandskongerne og blev til
Slut virkelig Herre over hele N. Fra hans Tid
kan man regne, at det norske Rige som det
sammenhængende Land fra Gautelven til
Malangen er blevet et fast politisk Begreb; det
havde taget 4 Mandsaldre at stabilisere Harald
Haarfagre’s Rigssamling. N. var nu ikke blot
Landet langs med Kystleden — Norvegr,
Nordvejen — det gik ogsaa an, ligesom i Sverige
efter Samlingen af Svialand og Gautland, at
holde Riget politisk sammen ved Hjælp af
Samfærdsel tillands. Da vi ikke har nogen klar
Forestilling om Forholdet mellem Sviakongen Olav
Skøtkonung og Ragnvald Jarl i Vestergautland,
er det umuligt at faa virkelig Klarhed over
Forholdet mellem Sverige og N. i Olav’s første
Tid; Sagaerne har vistnok meget at fortælle
om det; men den ægte Tradition er stærkt
opblandet med Digt. Det er dog tydeligt, at det
har været paa Kanten af Krig; det fremgaar
bl. a. af Olav’s Fæstningsanlæg ved Borg
(Sarpsborg); men da han efter nogle Aars
Forløb blev gift med den sv. Kongedatter Astrid,
blev Uvenskabet afløst af Fred og Forbund.
Olav’s egl. Modstandere var Ladejarlerne og
Danekongen; men Knud den Mægtige af
Danmark var i disse Aar saa stærkt optaget med
Erobringen af England, at han foreløbig ingen
farlig Fjende var, og i N. fandtes der ingen
enkelt Mand, som kunde tage Ladeættens Krav op
for Alvor. Kong Olav fik derfor nogle rolige
Aar til at gennemføre den endelige Kristning
af N. og skabe Grundlaget for en virkelig
Rigsadministration. De bevarede Sagaer om Olav
bygger vistnok i nogen Grad paa samtidige
Skjaldekvad, i Hovedsagen dog paa den
kirkelige Tradition om Helgenkongen ved Nidaros
Domkirke; den kirkelige Side af hans
Virksomhed træder derfor i Kilderne uforholdsmæssig
stærkt i Forgrunden, og i Enkeltheder er det
ikke muligt at følge hans Kongegerning. Saa
meget synes dog at være klart, at han ved
gentagne Tog over Oplandene har tvunget
Bønderne i de vigtigste Bygder der til at antage
den ny Tro, samtidig med, at han fik gjort helt
Ende paa det gamle Smaakonge væsen. Ogsaa i
Trøndelagen, Haalogaland og Møre har han,
til Dels med meget haarde Midler, virket for
at befæste Kristendommen, udrydde aabent
Hedenskab og styrke Kongemagten.
Paa et »Rigsmøde« (maaske en Efterligning
af de eng. Witenagemôt) ved Moster Kirke
fik han vedtaget en Kristenret, redigeret
af Biskop Grimkel, og fik dermed reguleret
Forholdet mellem Stat og Kirke for de kommende
Mandsaldre. En fastere Ordning af de kirkelige
Forhold opnaaede Kong Olav dernæst ogsaa
ved at sende Biskop Grimkel til Ærkebispen af
Bremen, hvorved det blev fastslaaet, at N.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
