Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at blive Jorddrotter, og samtidig begynder
ogsaa de gl. Almenningsskove i stigende
Udstrækning at komme paa de samme Privatmænds
Hænder. Rigtig Fart i hele denne Bevægelse
kommer der dog først efter den næste svenske
Krig (1657—1660). Finansnøden er da værre end
nogensinde, og Regeringen gaar derfor nu til
et ligefremt Bortsalg i stor Maalestok af
Hovedmængden af det egl. Krongods. Det er
fremdeles væsentlig Byernes Forretningsmænd, som
er Købere; men Resultatet blev i alt Fald, at
Hovedmassen af N.’s Jord fra nu af igen er paa
privat Haand, ikke paa offentlig. Og da
Konjunkturerne ændrede sig mod Slutn. af Aarh.,
begynder de borgerlige »Proprietærer« at sælge
Jord til Bønderne. Den lange og
sammenhængende Bevægelse begynder, som i Løbet af omtr.
halvandet Aarh. skulde føre til, at den norske
Bondestand gik over fra væsentlig at bestaa af
Leilændinge til væsentlig at bestaa af Selvejere.
Tronskiftet 1648 bragte ingen væsentlige
Forandringer. Den ny Konge Frederik III
(1648—1670) afsatte Hannibal Sehested som Statholder,
og Statholderstillingens Myndighed blev igen
stærkt reduceret. Ved Krigsudbrudet 1657
rykkede den norske Hær over Grænsen til Sverige
baade nordenfjelds og søndenfjelds; men for
Danskerne gik det daarlig, og ved Freden i
Roskilde (Febr 1658) afstod den danske
Regering baade Baahus Lem og Trondhjems Len af
N. til Sverige. Svenskerne naaede ogsaa at
besætte de afstaaede Landsdele; men allerede i
Aug. s. A. brød Krigen ud igen, og hele
Trondhjems Len blev da erobret tilbage af norske
Tropper fra det sønden- og vestenfjeldske. Syd
paa trængte derimod Svenskerne fra Baahus
Len ind over den ny norske Grænse og angreb
Halden (nu Fredrikshald); en Rk. Angreb, det
ene mere haardnakket end det andet, blev her
afvist, dels af Borgerskabet selv under Major
Peder Olsen Nordmand, dels af de regulære
Tropper, først under Jørgen Bjelke, senere
under Tønne Huitfeldt. Under disse Kampe blev
Grundlaget lagt for dem senere stærke Fæstning
Fredriksten, og det endelige Resultat blev, at
Svenskerne trak sig tilbage, da Meldingen kom
om Karl X Gustaf’s Død. Haldens Forsvar er
utvivlsomt den haardeste og betydeligste Affære
i hele N.’s nyere Krigshistorie, og det skyldtes
den norske Hær selv, naar Fredsslutningen i
Kbhvn (1660) gav Trondhjems Len tilbage til
N., medens Svenskerne beholdt Baahus Len.
Fra nu af har N. de samme Grænser, som det
har den Dag i Dag.
Følgen af den ulykkelige Krig blev, at et
Stændermode i Kbhvn (1660) gav Kongen
Arvekongedømme og fuld Suverænitet i Danmark;
Aaret efter blev de norske Stænder indkaldt til
Kria for at foretage Arvehyldningen; til at
modtage denne lod Kongen sin Søn Kristian
(V) rejse til N. i sit Sted. Den alm. Opfattelse
i N. var, at det allerede var et Arverige, og
Stænderne gjorde derfor ingen Vanskeligheder
med Hyldningen og Suverænitetserklæringen,
navnlig da man ogsaa opfattede det skete som
en Anerkendelse af N.’s Selvstændighed og
Ligeberettigelse med Danmark i Foreningen.
Derimod fremkom der fra Stændermødet,
navnlig fra Borgerstanden og Gejstligheden, en Rk.
særlige Ønsker, bl. a. om et eget
Kommercekollegium, egen Overhofret og et eget Akademi
for N. Af disse Ønsker var Overhofretten
(oprettet 1666 som en Melleminstans mellem
Lagtingene og Højesteret i Kbhvn) det eneste, som
blev opfyldt. Nogen større Selvstændighed for
N., saaledes som Stænderne synes at have
tænkt sig, blev der ikke Tale om. Tværtimod
betød Enevældet den stærkeste Centralisation
af al Magt hos Kongen i Kbhvn; der var de
fælles Regeringskollegier, Højesteret,
Universitet; den blev Rigernes fælles Hovedstad.
Karakteristisk for Enevældet er det endvidere, at alle
Rester af gl. Selvstyre, i Bygder og Byer ell.
hos Korporationer, skal søges udryddet og al
Magt udgaa fra Kongen, som udnævner alle
Embedsmænd, lige til Præster og Borgemestre
og Raad i Byerne. I St f. i store og smaa Len
blev Riget nu inddelt i Amter af nogenlunde
ensartet Størrelse; Stiftamtmændene og
Amtmændene kommer paa fast Løn, og
Skatteopkrævningen overlades til Fogder, som
indbetaler Skatten direkte til Centralregeringen i
Kbhvn. En Fællesmyndighed for hele N.
vedblev dog at bestaa i Statholderskabet; fra 1664
til 1699 blev Statholderstillingen beklædt af
Kongens uægte Søn Ulrik Frederik Gyldenløve, og
i hans Tid er den af meget stor Bet. Efter hans
Afgang blev den stærkt forringet, idet den
militære Myndighed udskilles under en egen
kommanderende General, og i en Del Aar
(1704—1722) overlades nu Centraladministrationen i
N. til et Kollegium, »Slotsloven paa Akershus«.
Senere udnævnes der dog i Regelen igen en
Statholder ell. Vicestatholder.
Tilstrækkelig uddannet Personale til det ny
Embedsvæsen var der endnu stor Mangel paa,
og Enevældet maatte i de første Par
Menneskealdre ofte nøjes med lidet tilfredsstillende
Kræfter. Men ikke desto mindre lykkedes det
at gennemføre meget betydelige Reformer og
en stærkt forøget Effektivitet i
Administrationen. Gyldenløve foreslog en Revision af den
ældre norske Lovgivning; men først efter at en
dansk Lov var udarbejdet under Kristian V
(1670—1699), bygget paa Enevældets
Principper, kom man saa langt som til ogsaa at faa
en norsk i Stand. Kristian V’s norske Lov (1687)
er i det væsentlige identisk med den danske
Lov af 1685; af den gl. norske Ret opretholdtes
i Hovedsagen Landboretten, Domstolenes
Organisation samt Dele af Formueretten og
Næringslovgivningen. Trods Sammenblandingen af
dansk og norsk Ret betyder denne Lov dog et
meget stort Fremskridt. En vigtig
administrativ Forbedring er ogsaa Udarbejdelsen af en
Matrikel (1665—1668), som blev gældende til
helt ind i 19. Aarh. Og videre bør det nævnes,
at Enevældets Stat tog Arbejdet op for en Rk.
ny Kulturopgaver som Vejvæsen,
Sundhedsvæsen, Fyrvæsen, Lodsvæsen, Brand- og
Politivæsen i Byerne o. s. v. I Enevældets
økonomiske Politik er Merkantilismens
Grundsætninger de raadende — som de i Hovedsagen
allerede havde været det i over en Menneskealder
— og først og fremmest viser dette sig i dens
Bypolitik. Købstadprivilegierne af 1662
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
