Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hungersnøden et Omfang; som aldrig tidligere; i næsten
alle Bygder blev man i større ell. mindre
Udstrækning henvist til at leve af Barkbrød. Og
heller ikke denne Ulykke kom alene. Det
dansk-norske Enevældes Pengevæsen havde aldrig
været godt, og den langvarige Krig havde bragt
det i en saadan Forvirring, at det nu drev hen
imod Katastrofen. Pengenes Værdi sank stadig
mere, og 5. Jan. 1813 gik Regeringen til en
ligefrem Statsbankerot, idet den samtidig
oprettede en ny Rigsbank og udstedte ny
Pengesedler; men dens Stilling var saa svag, at den
heller ikke magtede at opretholde Kursen paa
de ny Penge. Pengevæsenet vedblev at være i
den sørgeligste Forvirring; Usikkerheden i
Handel og Vandel steg; nogle tjente, endnu
flere blev ruinerede, og Penge- og
Bank-Fællesskabet med Danmark ophørte utvivlsomt at
være en Fordel for N.
Baade ydre og indre Forhold førte saaledes
til stadig mere mærkbart at løsne Baandene,
som bandt »Tvillingrigerne« sammen. For at
holde sammen paa dem trods alt, sendte da
Frederik VI om Vaaren 1813 sin Fætter,
Tronfølgeren Prins Kristian Frederik, til N. som
Statholder, og det lykkedes ham her utvivlsomt
at vinde adskillig personlig Popularitet. Godt
Aar og lettere Korntilførsel gjorde, at
Hungersnøden blev overvundet i Løbet af 1813;
Overkriminalretten og Provideringskommissionen
blev genoprettet, og Statholderen planlagde en
ny Regeringskommission og en særskilt norsk
Bank. Karl Johan’s Planer gjorde det ogsaa
nødvendigt at bringe Hæren paa Krigsfod og
opstille den langs Grænsen mod Sverige.
Afgørelsen skulde imidlertid ikke falde i N. selv.
Efter Napoleon’s Nederlag ved Leipzig førte
Karl Johan en russisk-tysk-svensk Hær ind i
Holsten og fremtvang her Freden i Kiel,
hvorved Frederik VI frasagde sig alle Rettigheder
til N. til Fordel for den sv. Konge (14. Jan.
1814); dog hedder det i Fredsslutningen, at N.
skal udgøre et Kongerige, forenet med Sverige.
Det lykkedes den danske Underhandler at faa
de svenske Underhandlere til at gaa med paa,
at Island, Færøerne og Grønland skulde
undtages fra Afstaaelsen og altsaa skilles fra N.
Til Erstatning afstod den sv. Konge sv.
Pommern til den danske Konge og overtog i
Egenskab af norsk Konge en Del af den fælles
dansk-norske Statsgæld. Frederik VI løste derefter
i et aabent Brev Nordmændene fra deres
Troskabsed til ham og opfordrede dem til med
Orden og Rolighed at gaa over til den ny
Regering.
De politisk vaagne Dele af det norske Folk
— som rigtignok ikke bestod af saa særdeles
mange Mennesker — har sikkerlig været
forberedt paa, at noget saadant kunde komme til
at ske, og navnlig var dette Tilfældet med
Statholderen. Da de første Meldinger om
Kiel-Freden kom til N., var det Prinsens første
Tanke at lade sig hylde som Arvekonge, men
før han bestemte sig, indkaldte han et
raadgivende Stormandsmøde paa Eidsvold, og i
Overensstemmelse med, hvad han der fik at
høre af Ønsker om en Konstitution, lod han
sig overbevise om, at en anden Vej var
rigtigere og lykkeligere. At man ikke kunde
anerkende Kiel-Freden som bindende for N., har
der helt fra første Dag af været Enighed om
i Landet, og Suveræniteten skulde derefter
være faldet tilbage til Folket selv. Prinsen, som
opr. havde ladet udarbejde en Proklamation
om, at han tiltraadte Regeringen i Henhold til
Kongeloven og Suverænitetsakten af 1661 og
kun havde lovet i roligere og lykkeligere Tider
at give Folket en Konstitution, stillede sig
under det Pres, han blev udsat for ved
Stormandsmødet paa Eidsvold, helt paa
Folkesuverænitetens Grund. Han overtog efter Mødets
Opfordring »for at frelse Nationen fra Anarkiet«
midlertidig Regeringen — med Titlen »Regent«
— og paatog sig at sammenkalde Nationens
Repræsentanter for at bestemme Forfatningen;
i den Proklamation, hvorved han overtog
Regeringen, indbød han Folket til at vælge oplyste
Mænd til at samles paa Eidsvold »for at
antage en Regeringsform, som fuldkommen og
for bestandig kan betrygge Folkets Frihed og
Statens Tarv«. Tillige blev der udsendt
Cirkulærer, som opfordrede Menighederne til i
Forbindelse med Valgene at »sværge at hævde N.’s
Selvstændighed«, og i Løbet af den flg. Maaned
foregik nu rundt om i Landet Edsaflæggelse,
Valg og Hyldning af Regenten under stærk
Tilslutning, medens derimod en svensk
Proklamation om at »modtage de svenske Soldater
som Brødre«, blev mødt med megen Kulde.
Regenten grundlagde videre en norsk
Regeringsordning, udvidede Statholderskabets
Kontorer til 5 Departementer under hver sin
»Regeringsraad«, omgjorde den norske
Baneafdeling til en Rigsbank, som skulde skabe
Kreditmidler for den ny norske Stat, og indførte et
norsk Orlogsflag. Styret af de udenrigske
Anliggender forbeholdt Regenten sig selv, sin Ven
Carsten Anker sendte han med Regeringsraads
Titel til England for at søge at opnaa
Anerkendelse for den ny Stat. Til Danmark blev
der ogsaa sendt Folk for at sørge for
Korntilførsel for det Tilfælde, at N. igen skulde blive
blokeret.
I Tiden før Rigsforsamlingen blev der
udarbejdet adskillige Grundlovsforslag; det vigtigste
blev det, som skyldtes Lektor J. G. Adler og
Sorenskriver Christian Magnus Falsen; baade
det og et andet Forslag af Prof. Georg Sverdrup
og Generalauditør Bergh var gennemset af
Regenten, som derfor ikke fandt det paakrævet
selv at forelægge noget officielt Forslag. Den 10.
Apr. traadte Rigsforsamlingen sammen paa
Carsten Anker’s Ejendom, Eidsvolds Værk. Den
bestod af 112 Medlemmer, valgt dels fra
Bygder og Byer, dels særskilt fra Hær og Flaade.
Over Halvparten, 59, var Embedsmænd, 16
tilhørte Forretningsstanden, 37 var Bønder;
nogen selvstændig Rolle kom Bønderne ikke til
at spille; det var Embedsmændene og den
højere Borgerstand, som blev de dominerende —
helt naturlig, efter de raadende sociale
Forhold. Rigsforsamlingens første Handling efter
at have konstitueret sig var at votere en
enstemmig Takadresse til Regenten, fordi han
»efter det norske Folks almene Ønske havde
grebet og ført Roret med Visdom, Værdighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
