Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Kraft«. Derefter blev der valgt en
Konstitutionskomité, som gjorde Falsen til Formand,
og allerede 13. Apr. kunde denne fremlægge
Udkast til Grundsætninger for Konstitutionen;
med nogle Ændringer blev disse vedtaget af
Forsamlingen 18. Apr. I
Forfatningsspørgsmaalene gjorde ingen Partimodsætninger sig
gældende; saa meget stærkere, blev dette
imidlertid Tilfældet i de Spørgsmaal, som berørte
Selvstændighed ell. Forening med Sverige.
Flertallet under Ledelse af Sorenskriver Falsen,
Prof. Sverdrup, Sorenskriver Christie og
Kaptajn Motzfeldt sluttede sig til Prinsens Politik;
et mindre Parti, hvor Forretningsinteresser
gjorde sig stærkt gældende, sluttede sig om
Grev Wedel i Tvivl om N.’s Evne til at bestaa
som selvstændig Stat; dette Parti, til hvis mere
fremtrædende Medlemmer hørte Jacob Aall,
Peder Anker, Løvenskjold, Nicolai Wergeland
o. fl., ønskede derfor at holde Adgangen aaben
til en frivillig Forening med Sverige.
Hovedslaget stod 18. og 19. Apr., da
Finanskomiteen skulde vælges; Løvenskiold, Wedel og
Wergeland vilde ogsaa have valgt en Komité
for at undersøge N.’s Stilling til Udlandet.
Derimod havde Falsen og Sverdrup redigeret
et Forslag om, at naar Rigsforsamlingen var
færdig, skulde der foruden Finanskomiteen
vælges en Lovkomité, og at Rigsforsamlingen
derefter skulde hæves, »naar Konstitutionen var
færdig og Kongen valgt«. Begrundelsen for, at
Forsamlingen ikke skulde have noget med
Udenrigspolitikken — altsaa
Foreningsspørgsmaalet — at gøre, var, at den Sag var afgjort
ved Folkets Edsaflæggelse om at hævde N.’s
Selvstændighed, medens man fra den anden
Side hævdede Forsamlingens Suverænitet. Med
55 mod 55 Stemmer, idet Præsidentens Stemme
gjorde Udslaget, blev Falsen’s Forslag vedtaget,
og det var dermed afgjort, at Konstitutionen
skulde redigeres saadan, at en Forening med
Sverige blev udelukket. Stemmetallet 19. Apr.
giver dog ikke noget korrekt Billede af
Partiforholdene paa Eidsvold; i Reglen samlede
»Foreningspartiet« ikke mere end 30 Stemmer.
Dette var saaledes Tilfældet ved Voteringen
over Finanskomiteens Forslag 13. Maj om, at
Forsamlingen skulde »ikke alene garantere den
nuv. Statsgæld, for saa vidt den af Stortinget
erkendtes rigtig, men ogsaa de 14 Mill.
Rigsbankdaler ell. hvad mere der maatte behøves
til næste Stortingsmøde efter den af Rigsbanken
satte Kurs«. Minoriteten mente, at denne
Beslutning vilde lægge en Byrde paa Folket, som
det ikke kunde bære, og fik ogsaa for saa vidt
Ret, som allerede Stortinget 1815 maatte
forkaste »Eidsvoldsgarantien«; men Flertallet
sejrede med den Opfattelse, at man for enhver
Pris maatte forsyne Regeringen med Midler til
at føre Landets Styre. Imidlertid gik
Forhandlingerne deres Gang. 16. Maj blev Grundloven
færdig, og 17. Maj blev Kristian Frederik
enstemmig valgt til Konge, efter at Mindretallet først
forgæves havde forsøgt at faa Sagen udsat. En
Deputation meddelte Prinsen dette med en
Adresse, og overrakte ham tillige et færdigt
Eksemplar af Grundloven, som blev dateret
denne Dag, den 17. Dem 19. indfandt derefter
Prinsen sig i Forsamlingen, erklærede, at han
modtog Valget til N.’s Konge, og aflagde Ed
til Grundloven; samme Dag aflagde ogsaa
Forsamlingens Medlemmer Ed til Konstitutionen og
til Kongen, hvorefter den opløste sig efter at
have vedtaget, at første Storting skulde træde
sammen 1815.
Den ny Konge gav derefter de midlertidig
organiserede Statsmagter deres endelige Form.
Regeringsraadet gik over til Regering, og
Regeringsraaderne fik fast Udnævnelse som
Statsraader og Chefer for hver sit Departement.
Der blev ogsaa udarbejdet Forslag til
Organisation af en Højesteret, hvis Medlemmer dog
forst blev udnævnt 29. Septbr. Udenrigsstyret
beholdt Kongen indtil videre for sig selv; men
det optimistiske Syn, han tidligere havde haft
paa Landets Evne til at hævde sin
Selvstændighed og til at vinde de europ. Magters
Samtykke, begyndte allerede i Majdagene at
blegne. Carsten Anker’s Forsøg paa at udrette
noget for N.’s Sag i London var praktisk talt helt
mislykket, og et nyt Forsøg med ny Mænd, som
blev sendt over til England om Sommeren, blev
ogsaa helt resultatløst.
Udover hele Vaaren havde Karl Johan og den
svenske Hær været optaget med Krigen paa
Europas Fastland, og sv. Politik over for N.
havde derfor nødvendigvis været præget af
megen Passivitet helt til Maj Maaned; men fra
det Øjeblik af, da Karl Johan 28. Maj igen var
tilbage i Sverige, blev det anderledes. Allerede
tidligere havde Stormagterne lovet ham at
sende Kommissærer først til Danmark for at
bringe Kongen der til at afbryde Forbindelsen med
N. og paavirke Kristian Frederik til at vende
tilbage, dernæst til N. for at øve et direkte
Pres i samme Retning paa Kristian Frederik.
Allerede i Maj Maaned indfandt
Kommissærerne sig i Kbhvn, hvor de ingen større
Vanskeligheder havde med at sætte deres Krav
igennem, og rejste derefter over Göteborg og
Baahuslen til Kria, hvor de ankom 30. Juni. I det
første Møde med Kongen erklærede de, at de
kom for paa Stormagternes Vegne at kræve
Kiel-Freden udført og for at faa Kristian
Frederik selv til at vende tilbage til Danmark. Men
de mødtes fra Kongen med en bestemt Politik,
som var udformet i Løbet af den sidste
Maaneds Tid, efter at han stadig klarere havde
forstaaet, at de allierede Magter ikke vilde
vige fra Kravet om, at N. skulde forenes med
Sverige. Hans Standpunkt var, at han var
bundet af Folkevillien og Grundloven; han vilde
ikke staa i Vejen, hvis N. blev tvunget af
Europa; men sin Krone kunde han kun nedlægge
i Stortingets Hænder. Under flere Dages
Forhandlinger akcepterede Kommissærerne denne
Tankegang, men hævdede tillige, at Sverige
maatte have visse Garantier. De var villige til
at forsøge en Mægling og stillede tilsidst et
positivt Mæglingsforslag, som gik ud paa, 1) at
Kristian Frederik skulde forpligte sig til at
nedlægge alle de Rettigheder, han havde modtaget,
i Folkerepræsentanternes Hænder og anvende
al sin Indflydelse i Folket for at faa det til at
gaa ind paa Foreningen med Sverige, 2) at de
norske Tropper skulde rømme Landet Øst for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
