Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nu efterhaanden samlede sig om den Opfattelse,
at naar Forhandlingerne ikke førte frem, maatte
N. tage Konsulatsagens Ordning i sin Haand;
saa fik det briste ell. bære med Unionen.
Statsraaderne Chr. Michelsen og Schøning fremtvang
ved at indgive deres Afskedsansøgninger
Regeringens Afgang, og en ny Regering, af alle
borgerlige Partier, blev udnævnt med Chr.
Michelsen som Chef og J. Løvland som Statsminister i
Sthlm og med det Program at gennemføre
Konsulatsagen. Specialkomiteens Indstilling til Lov
om eget norsk Konsulatvæsen var færdig 10.
Maj, blev 18. Maj enstemmig vedtaget af
Odelstinget, 23. Maj af Lagtinget og blev 27. Maj
fremlagt til Sanktion for Kongen i Sthlm. For
det Tilfælde at Kongen skulde nægte at
sanktionere Loven, begærede Regeringen samtidig
sin Afsked.
Kongen nægtede, som man havde ventet,
Sanktion og nægtede ogsaa at bevilge
Regeringen Afsked, idet han forudsaa, at han paa
Sanktionsnægtelsens Grundlag ingen anden norsk
Regering kunde faa. Statsraadsafdelingen i
Sthlm forlod derefter Sverige og rejste hjem til
N., og efter nogle Dages Overvejelse mellem
Storting og Regering nedlagde Regeringen 7.
Juni sine Embeder i Stortingets Haand,
hvorefter Stortinget bemyndigede den til at blive
staaende og udøve den Myndighed, som ved
Grundloven er tillagt Kongen, »med de
Ændringer, som nødvendiggøres derved, at Foreningen
med Sverige under en Konge er opløst som
Følge af, at Kongen har ophørt at fungere som
norsk Konge«. Til Grund for denne Beslutning,
som »opløste Unionen i en Bisætning«, laa den
statsretslige Teori, at naar Kongen ingen norsk
Regering kunde skaffe sig, var han dermed
ogsaa afskaaret fra at udøve sine Funktioner som
norsk Konge. Samme Dag vedtog Stortinget
endvidere, fremdeles enstemmig, en Adresse til
Kong Oscar, som redegjorde for det, som var
foregaaet, og tillige bad man om hans Tilladelse
til, at en Prins af Huset Bernadotte maatte
modtage Valg som N.’s Konge.
Paa »Bernadottetilbudet« modtog N. ikke
noget Svar. Derimod protesterede Kong Oscar
allerede 10. Juni mod Stortingets Handlemaade,
Oig Spørgsmaalet var nu, hvordan Sverige vilde
stille sig, om det vilde forsøge at opretholde
Unionen med Vaabenmagt, og hvorledes de
europæiske Magter i dette Tilfælde vilde stille sig
til et saadant Forsøg. I N. blev et
Udenrigsdepartement med J. Løvland som Chef oprettet
allerede 15. Juni, og baade gennem dette og paa
anden Maade blev der forsøgt at drive en
kraftig Propaganda for N.’s Sag i den udenlandske
Presse. Officiel Forbindelse med de fremmede
Regeringer kunde derimod det ny
Udenrigsdepartement ikke opnaa, saa længe N.’s ny
Stilling endnu ikke var officielt anerkendt af
Magterne.
I Sverige blev Rigsdagen indkaldt; men om de
Meningsbrydninger, som tilsidst blev
bestemmende for Landets og Regeringens Holdning, er man
i N. endnu ikke tilfredsstillende underrettet.
Paa begge Sider af Grænsen rustede man
imidlertid baade til Lands og til Søs for at være
forberedt paa alle Eventualiteter. 25. Juli fremlagde
den af den sv. Rigsdag nedsatte Komité sin
Indstilling, som gik ud paa, at man ikke fra sv.
Side kunde erkende Stortingets Ret til at handle,
som det havde gjort, men at man, hvis det
norske Folk godkendte Stortingets
Handlemaade enten ved ny Valg ell. ved en
Folkeafstemning, kunde samtykke i at forhandle om
Unionens Opløsning; som Vilkaar for en saadan
Opløsning blev nævnt Oprettelsen af en neutral
Zone paa begge Sider af Grænsen (med
Nedrivning af de norske Grænsefæstninger inden for
dette Omraade), Sikring af de sv. Lappers
Beitesret paa norsk Grund o. s. v. Det sv. Krav om
en Folkeafstemning blev straks imødekommet,
og 13. Aug. godkendte det norske Folk med
368208 Stemmmer mod 184 7. Juni-Beslutningen.
22. Aug. anmodede Stortinget, efter
Regeringens Forslag, de sv. Statsmagter om at yde
deres Medvirkning til Unionens Opløsning ved for
Sveriges Vedkommende at ophæve Rigsakten,
og Forhandlinger kom derefter i Gang i
Karlstad, som varede fra 31. Aug. til 23. Septbr.
Igen blev der rustet stærkt paa begge Sider. En
stærk Retning inden for det norske Venstre var
bestemt imod at opfylde Kravet om at sløjfe de
norske Grænsefæstninger, og i Sverige gjorde et
Militærparti med aggressive Tendenser sig
stærkt gældende. Forhandlingernes Forløb er
ikke autentisk kendt i Enkeltheder; men paa
begge Sider var man fl. Gange forberedt paa
Brud. Til Slut lykkedes det dog at komme til en
Overenskomst, som blev godkendt af Stortinget
9. Oktbr, af Rigsdagen 13. Oktbr, og endelig 26.
Oktbr blev i Sverige Rigsakten ophævet og de
Konventioner og Aftaler undertegnet, som
endelig fastslog Overenskomsten fra Karlstad. Disse
byggede i Hovedsagen paa de sv. Krav af 25.
Juli om Sløjfning af Grænsefæstningerne, en
neutral Zone, Flytlappernes Rettigheder o. s. v.,.
og bestemte endvidere, at indbyrdes
Tvistigheder mellem Rigerne i de første 10 Aar (og
siden videre, hvis Overenskomsten ikke blev
opsagt) skulde afgøres ved Voldgift.
Efter at Forholdet til Sverige saaledes var
ordnet, anerkendte de europæiske Magter det
ny N. Allerede 3. Novbr ankom den eng.
Gesandt til Kria som Førstemand i det
diplomatiske Korps.
Men endnu stod det igen at træffe
Bestemmelse om Rigets fremtidige Forfatning. Da det
allerede tidlig paa Sommeren blev klart, at
Bernadottetilbudet ikke vilde blive modtaget,
mente de ledende Personer i Regeringen, at det
vilde lette Arbejdet for at vinde Stormagternes
Anerkendelse, om man beholdt Kongedømmet,
og hemmelige Forhandlinger blev indledet,
hvorunder man snart fæstede sig ved Prins Carl
af Danmark som en passende Tronkandidat.
Over for stærke republikanske Strømninger i
Folket blev der fra Regeringens Side sat en
omfattende Agitation i Gang for Kongedømmet.
Over disse Forhandlinger er der dog endnu
ikke bragt fuldt Lys. 31. Oktbr gik
Finansministeren Gunnar Knudsen ud af Regeringen, idet
han som erklæret Republikaner ikke var enig
med sine Kolleger i de Skridt, som førte til
Kongevalget. Ogsaa Spørgsmaalet om Republik
ell. Kongedømme og om Prins Carl’s Valg mente
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
