Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Regeringen dog at maatte forelægge til
Afgørelse ved en Folkeafstemning. Ved denne, som
fandt Sted 12. og 13. Novbr, lykkedes det
Regeringen at bringe Sejren hjem, idet der faldt
259563 Stemmer for dens Proposition om Prins
Carl’s Valg, 69264 for Republikken. Den
nyvalgte Konge tog Navnet Haakon VII og lod sin
lille Søn Alexander kalde Olav. 25. Novbr holdt
Kongefamilien Indtag i Kria, og to Dage senere
aflagde Kongen i Stortinget Ed paa
Forfatningen. Sommeren efter (22. Juni 1906) foregik den
højtidelige Kroning i Trondhjems Domkirke.
Unionsopløsningen førte til en stærk
Opløsning af de gl. Partigrænser, som i meget høj
Grad havde været bestemt af Synet paa Unionen.
Valgene 1906 gav ikke noget klart Billede af
Situationen, idet de i stor Udstrækning var
foregaaet som Tillidsudtryk over for den
overordentlig populære Regeringschef Michelsen.
Imidlertid viste det sig snart paa det ny
Storting, at Strømningerne gik længere til Venstre,
end det stemte med Regeringens Farve; ogsaa
i Regeringens Sammensætning foregik der
efterhaanden visse Personforandringer. De ny
politiske Skillelinier, som efterhaanden forberedtes,
blev trukket efter økonomiske Hensyn, og den
første store Sag, som viste, hvad Vej
Udviklingen kom til at gaa, var den saakaldte
Mjøsregulering.
Det var den ny elektriske Industri med dens
udstrakte Behov for Regulering og Udbygning
af Landets Vandfald, som her fik sine første
store Følger, idet ikke alene Socialdemokraterne,
men ogsaa store Dele af Venstre følte
Nødvendigheden af at beskytte sig mod en pludselig og
ukontroleret Indvandring af fremmed Kapital,
hvad der aabenbart vilde kunne blive en
alvorlig Fare for Landets Selvstændighed. Vejen til
at kontralere den fremmede Kapital saa man
i en Lovgivning, som gjorde Udbygning og
Regulering af Vandfaldene afhængig af Koncession
i hvert enkelt Tilfælde og paa strenge
Betingelser, navnlig om Hjemfaldsret til Staten efter en
kortere ell. længere Tids Forløb. Det var
imidlertid klart, at en saadan Koncessionslovgivning
naturlig kunde udvides til at omfatte ogsaa
andre Naturherligheder end Vandfald (f. Eks.
Skove og Gruber), og at den kunde anvendes til
Beskyttelse imod alt for stor Magt ikke alene
for fremmed, men ogsaa for hjemlig Kapital.
En voldsom teknisk og økonomisk Udvikling af
den elektriske Industri gjorde alle saadanne
Spørgsmaal aktuelle netop i disse Aar, og
Koncessionspolitikken kom derfor til at blive det
Skel, som skabte de ny Partidannelser. Den
kapitalvenlige Del af Venstre — for en væsentlig
Del de samme Elementer, som havde været med
paa Samlingspolitikken af 1903 — gik sammen
med Højre, om end med sin egen
Partiorganisation (»frisindede Venstre«, stiftet i Kria Marts
1909), medens Venstres Kerne (det
»konsoliderede« Venstre) under Gunnar Knudsen’s Ledelse
samlede sig om Koncessionspolitikken.
Den samme økonomiske Udvikling, som førte
til disse ny borgerlige Partidannelser, bragte
ogsaa for Alvor Storindustrien ind i Landet,
frembragte derved i Løbet af faa Aar en baade
i Tal og Selvbevidsthed mægtig forøget
Arbejderklasse og lagde derved Grunden til
Socialdemokratiets rivende Vækst i den kommende
Periode.
I Mjøsregulerings-Sagen, hvor Regeringen
havde givet Glommens Brugsejerforening
Tilladelse til at foretage omfattende
Reguleringsarbejder, sejrede Ministeriet endnu, om end
med meget knapt Flertal. I den flg. Tid
undergik 1905-Regeringen en Rk. sukcessive
Personforandringer, som efterhaanden lagde dens
Præg noget over mod Venstre; vigtigst var det,
at Chr. Michelsen selv gik af (28. Oktbr 1907) og
blev afløst af Løvland som Regeringschef. Men
det var ikke tilstrækkeligt; efter at Stortinget
var traadt sammen 1908, maatte ogsaa
Løvlands Regering søge Afsked, og en ren
Venstreregering under Gunnar Knudsen kom til Roret
(18. Marts 1908).
Imidlertid var der foregaaet en vigtig
udenrigspolitisk Begivenhed, idet Novembertraktaten
af 1855, som ikke længere passede efter
Unionsopløsningen, var hlevet opsagt og erstattet af
den saakaldte »Integritetstraktat« af 2. Novbr
1907, hvorved de 4 Stormagter Tyskland,
England, Frankrig og Rusland garanterede
Kongeriget N.’s Integritet inden for dets nuværende
Grænser.
Den ny Venstreregering havde ikke absolut
Flertal i Stortinget; den maatte derfor søge
Støtte ikke alene hos den lille radikale
Venstregruppe Arbejderdemokraterne — hvis Leder
Johan Castberg blev Medlem af Regeringen som
Chef for Justitsdepartementet — men ogsaa hos
Socialdemokraterne. Et omfattende socialt
Reformarbejde blev paabegyndt.
Koncessionspolitikken gennemført, en vigtig Hærordningsreform
vedtaget og betydelige Bevillinger givet,
navnlig til ny Kommunikationsmidler
(Jernbaneplanen af 1908).
Valgene 1909 førte imidlertid til, at Højre og
frisindede Venstre tilsammen fik et svagt
Flertal, og efter at Stortinget var traadt sammen i
Janar 1910, dannede derfor de »frisindede«’s
Leder, W. Konow (fra Søndre Bergenhus), en
Koalitionsregering af disse to Partier. Denne
Regering svarede imidlertid ikke rigtig til Højres
Ønsker, og da Regeringschefen i Begyndelsen af
1912 i en Tale havde erklæret sig for en gammel
Tilhænger af Landsmaalet, benyttede Højre
dette til at styrte Regeringen, som blev erstattet
af en Højreregering under Bratlie (19. Febr
1912). Karakteristisk for Situationen var det, at
til Kirkeminister i sin ny Regering tog Bratlie
den ivrige Maalmand Liljedahl. Den vigtigste
politiske Begivenhed i Konow’s Regeringstid er
Gennemførelsen af Skattelovene af 1911, som
indførte Selvangivelsespligt og begrænsede
Kommunernes Adgang til at udskrive højere
Skat end en vis Procent. Dette sidste var
dikteret af Frygten for Socialdemokraternes
stigende Magt i en Rk. baade By- og
Landkommuner og viser, hvorledes de forenede
konservative Partier mere og mere bliver Bourgeoisiets
Parti og faar et bestemt Klassepræg, medens
Venstre gaar stærkt tilbage i Byerne og bliver
et Parti for Bønderne, navnlig paa Vestlandet.
Hele denne Udvikling bliver mere og mere
tydelig i den flg. Periode. En Række store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
