Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nymfer - Nymfomani - Nyminde Gab - Nymphalon - Nymphenburg - Nymphæa - Nymphæaceæ - Nyon - Nyons - Nyord - Nypels, Jean Servais Guillaume
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er deres Levetid mange Gange større end
Menneskets. N. omtales allerede i de homeriske
Digte. Kalypso og Kirke kaldes N. som
senere Kyrene og Echo. Oftest omtales de
under Fællesnavne efter de Naturforhold, til
hvilke de antoges særlig at være knyttede. I
Havet bor Nereïder og Okeanider; i
Forbindelse med Vandet staar fremdeles
Efydriaderne og navnlig de hyppig nævnte
Najader, hvortil ogsaa kan henregnes
Hyaderne i Dodone, Flodernes og Kildernes N.,
ofte med særskilte Navne. Til Bjergene er
Oreiaderne knyttede, til Træerne
Dryader og Hamadryader, hvis Liv er
inderlig forbundet med Træets; hugges det om ell.
visner, dør ogsaa Træets N. Selve Kildernes
Guddomme kaldes stundom Krenæ’er, og nær
beslægtede med dem er Leimoniader,
Limnader og Napæer, hvortil ogsaa maa
henregnes Arethusa, Beskytterinden af
Syrakus’ berømte Kilde. En særskilt Stilling har
de meliske N., der hos Hesiodos siges at
være fremkomne af Uranos’ Blod.
N. har deres Boliger i Huler, navnlig i de i
Hellas ikke sjældne Drypstensgrotter (hos
Homer omtales saaledes Kalypso’s Grotte og en
Hule paa Ithaka). De elsker den fri Natur. Her
færdes N. i let og yndefuld Dans, stundom
bekransede, i Glæde og med Sang og Fløjtespil,
sammen med Pan ell. Hermes og Satyrerne.
Ikke faa Heroer har N. til Stammemødre.
Stundom viser de ogsaa dødelige deres Gunst
(Hylas, Dafnis); de kan inspirere Digterne, og
Musernes Dyrkelse er mulig oprindelig udgaaet
herfra; men svigter et Menneske dem, straffer
de ham med Døden, ell. slaar den med Vanvid,
som krænker og narrer dem. Skønt de skyr
Menneskenes Larmen, er de i det hele
venligsindede. De yder Lægedom og Trøst; ofte
varsler de Fremtiden. De fremmer Markens
Frugtbarhed og Dyrenes Trivsel og træder saaledes
i Forbindelse med Demeter og Kora. Til
Gengæld nød de rundt omkr. i Hellas en ikke ringe
Kultus, om den end stedse bevarede simple,
beskedine Former. Paa adskillige Steder, i Elis og
Mellemgrækenland saavel som i Attike, fandtes
Nymfehelligdomme, oftest Grotter, hvor man
endnu kan finde talrige smaa Votivgaver og
lgn. Minder om Dyrkelsen. Der ofredes til N.
Geder og Lam, Mælk og Olie, ell. man nøjedes
med at kranse deres hellige Kilder med Grønt
og Blomster. Ogsaa i Kunsten fremtræder N.
som unge, kvindelige Væsener, nøgne ell. i lette
Dragter i yndefuld Dans. Vandnymferne er ofte
fremstillede med Vandkrukker ell. Urner.
Oldtiden kendte Statuer af dem af berømte
Kunstnere, f. Eks. Praxiteles, og der er bevaret en
Rk. Votivstykker med Relieffremstillinger af N.
Fra Grækenland overførtes Dyrkelsen af N.
allerede i Slutn. af Republikkens Tid til Rom,
hvor de æredes under lgn. Former.
H. A. K.
Nymfomani (gr.), (Andromani), sygelig
Forøgelse af Kønsdriften hos Kvinden.
Nyminde Gab, Jyllands Vestkyst, er det
smalle Udløb fra Ringkjøbing Fjord. Gabets
Beliggenhed er stadig Flytning underkastet.
Dybden veksler fra 1 til 2 m, men Løbet kan ogsaa
helt lukke sig.
G. F. H.
Nymphalon [-’fa^i-] ɔ: Nymfehelligdom, i den
tidligere Oldtid hyppigst Kilder ell. Huler. I den
hellenistiske Tid og senere var det Betegnelse
for særegne Bygninger, som fandtes i Korinth,
Konstantinopel o. a. St., men navnlig i Rom,
snart grottelignende, snart større ell. mindre,
frit staaende Rundbygninger, der omsluttede en
Kilde. Vandet herfra brugtes dels paa alm. Vis,
dels specielt ved visse Lejligheder, hvor gl
Sædvane krævede Kildevand, f. Eks. ved
Bryllupsceremonierne.
H. A. K.
Nymphenburg [’nemfənbork], nordvestlig
Forstad til München med en
Statsporcelænsfabrik; et 1663 paabegyndt, midt i 18. Aarh.
fuldført kgl. Lystslot, nu Museum, omgivet af
en mægtig Park.
O. K.
Nymphæa [-’fæ.-], se Nøkkerose.
Nymphæaceæ [-fæ-], se
Aakandefamilien.
Nyon [’niå] (tysk Neusz), Cæsar’s
Noviodunum, By i det schweiziske Kanton Vaud, ved
Genève—Lausanne-Banen og Anløbssted for
Genfersøens Dampere, med (1920) 5275 Indb. Byens
Slot (16. Aarh.) var i Slutn. af 18. Aarh.
Samlingssted for tyske og danske Skønaander som
J. v. Müller, Salis, Matthison, Baggesen og
Friederike Brun, der samledes først om den
som Læge, Digter og Politiker bekendte A. v.
Haller, senere om K. V. v. Bonnstetten, bekendt
for sine sociale og filos. Sikr. Begge beklædte
Stillingen som Landfoged i Bern. — I Nærheden
ligger Slottet Prangins, der engang tilhørte
Josef Bonaparte, og hvor Ekskejser Karl af
Østerrig boede 1919—21.
(M. Kr.). O. K.
Nyons [’niå], By i det sydøstlige Frankrig
Dept Drôme, ved Eygues, 3500 Indb. Den er
interessant ved sine gl. Bymure og Slotsruiner;
Silke spinderier og Lervarefabrikation.
Arrondissementet N. bestaar af 4 Kantoner, 73
Kommuner med 24500 Indb.
(M. Kr.). E. St.
Nyord, en lille Ø i Smaalands Farvandets
østlige Del ved Møens Nordvestpynt, adskilt fra
Møen ved Ulvshale Løb og fra Sjælland ved
Bøgestrømmen. Det er en flad, skovløs Ø, hvis
største Udstrækning er c. 3 km. Paa Sydsiden
af N. ligger Nyord By med Kirke. Paa en
Bakke tæt V. f. Byen er bygget et Stillads, der
benyttes til Udkig for Lodserne. Paa Sydkysten
er en lille Havn med 2 m Vand.
G. F. H.
Nypels [ni’pæl(s)], Jean Servais
Guillaume, belg. Retslærd, f. i Maastricht 3. Juli
1803, d. i Liège 3. Marts 1886, Dr. jur. 1828 —
De delictis recidivis —, virkede derefter i
praksis, 1835 Prof. extraord. i Liège, 1849 Prof. ord.
smst. Sammen med J. J. Haus stod N. som
Belgiens Førstemand i den europæiske
Strafferetslitteratur; begge tog ivrig Del i
Forarbejderne til de ny belg. Straffe- og
Straffeproceslove, og i bindstærke Værker beherskede N. som
Kommentator og Fortolker den belg.
Strafferetsvidenskab og Retsanvendelse. Foruden at
offentliggøre en Rk. akademiske Taler, Biografier,
bibliogr. Arbejder og en Mængde Tidsskriftafh.
o. a., bearbejdede N. Ad. Chauveau’s og F.
Hélie’s La théorie du Code pénal (I—III, 1845—51,
oversat paa Italiensk af Stringari 1852, 2. Udg.
1859—63; oversat paa Italiensk af P. J. Mancinri
1868 ff.) og sammes Traité de l’instruction
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
