Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nypels, Jean Servais Guillaume - nypersisk Sprog og Litteratur - Nyplatonismen - Nypythagoræisme - Nyquist, Otto Ludvig - Nyre - Nyre, bevægelig - Nyrebetændelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
criminelle et théorie du code d’instruction
criminelle (I—III 1863—69; med Bistand af L.
Hanssens og C. Casier) og skrev bl. a. Code pénal
belge (I—III 1867—84; ny Udgave ved J.
Servais I—IV, 1896—99), Législation criminelle de
la Belgique (I—IV 1867—84) og en Rk.
Kommentarer til andre Love, navnlig af kriminalistisk
Indhold. Som Retslærd var N. positiv og
praktisk. Hans flersidige humane Dannelse gav sig
Udslag ogsaa udenfor hans Loveksegeser,
saaledes navnlig i Universitetstalen Les
ordonances criminelles de Philippe II des 5. et 9. Juillet
1570. (1856). (Litt.: Charles Loomans i
Annuaire de l’Académie Royale des sciences, des
lettres et des beaux-arts de Belgique, LIV
[Bryssel 1888], S. 349—92; Bibliografi S.
393—400).
Fz. D.
nypersisk Sprog og Litteratur, se
persisk Sprog og Litteratur.
Nyplatonismen er Betegnelsen for den gr.
Filosofis sidste Udviklingsfase, der lidet heldigt
er bleven kaldet den alexandrinske Filosofi.; N.
er det træffende Navn, ikke blot fordi dens
Repræsentanter intet andet vilde end forny
Platonismen, men ogsaa fordi de dybeste
Grundtanker hos den store Athenienser atter her kom
til Udvikling, blot med de Ændringer i
Udformning, som de ændrede Tider med deres
mørkere Livstone naturlig maatte medføre. I
N. fremtræder med al mulig Skarphed
Dualismen mellem Aand og Materie, og det Absolute,
det Godes, Guds Trancendens, men denne
Dualisme overvindes ved Bestemmelsen af selve
dette Absolute, som Aarsag til alt, ogsaa til
Materien. Paa Erkendelsen arbejder
Bevidstheden til den rationelle Tænknings yderste
Grænse, som den klart ser og hvor den ophæver
sig selv i Ekstasen, den rene Skuen af det Gode,
den umiddelbare Erkendelse af Gud. N., der
indledes af Ammonios Sakkas, om hvem lidet er
bekendt, udvikler sig i en metafysisk-spekulativ
Retning, hvis Hovedrepræsentanter er Plotinos
og Porphyrios, og som fortsætter sig i
Jamblidros’ syriske Skole, dels i den atheniensiske
Skole med Syrianos, Proklos, Simplikios o. fl.,
en religiøs-theurgisk Retning, hvis mest kendte
Repræsentant er Kejseren Julianus Apostata, og
endelig i en mere videnskabelig Retning, der
navnlig hører hjemme i Alexandria og i højere
Grad end de andre Retninger bevarer
Traditionen fra den gr. Videnskab; hertil hører
Hermeias, Ammonios og Olympiodoros. N. har
indvirket stærkt paa de kirkelige Tænkere som
Kappadokierne i Ø. og Augustinus i V.; under
den alexandrinske Retnings Indflydelse staar
rom. Tænkere som Makrobius og navnlig
Boethius, og saaledes bliver N. af indgribende Bet.
for den kristelige Filosofi i den ældre
Middelalder.
W. N.
Nypythagoræisme er Betegnelse for en
Retning inden for senere gr. Filosofi, som søger
at genoplive de gl. Pythagoræeres Lære, men
tillige, da den opstaar i det sidste førkristelige
Aarh., er stærkt præget af Eklekticisme og
forener videnskabelig Stræben med religiøs Mystik.
Platonismen og den senere Stoicisme, som den
navnlig var udviklet af Poseidonios, var
bestemmende for N.’s Udformning, der fandt Sted
dels i en dualistisk, altsaa platonisk farvet
Retning, dels i en monistisk af væsentlig stoisk
Karakter, men i øvrigt ytrer sig med mange
forsk. Nuancer fra videnskabelige ell. dog lærde
Talstudier hos den paa engang encyklopædisk
dannede og mystisk-spekulative Romer Nigidius
Figulus til den vidtdrevne religiøse Synkretisme,
som den møder os i en Profet og Mirakelmager
som Apollonios fra Tyana. Fornyelsen af
gammel-pythagoræiske Lærdomme, som det
rigtignok oftest er umuligt med Sikkerhed at udskille
af den senere Iklædning, blev af Bet. for den
Udvikling, den platoniske Skole gennemgik i det
første Par Aarhundreder af vor Tidsregning,
og som førte til Nyplatonismen.
W. N.
Nyquist, Otto Ludvig, norsk Officer, f.
i Drammen 17. Aug. 1835, d. i Kria 25. Aug.
1894. Han var opr. bestemt for Handelen; men
hans Lyst drog ham til den militære Bane. 1856
blev han Sekondløjtnant i Infanteriet og
avancerede igennem Graderne til Generalmajor og
Chef for Throndhjemske Infanteribrigade (1890);
Jan. 1894 udnævntes han til Chef for
Generalstaben. N. var en begavet, original,
kundskabsrig og for sin Gerning varmt interesseret
Officer. Han blev derfor ogsaa meget benyttet, dels
som Tropsofficer, dels som Generalstabsofficer,
foruden at der har været overdraget ham en
Mængde mere specielle Hverv saasom
Deltagelse i Kommissioner og Sendelser til Udlandet,
herunder blandt andet i nogen Tid som
Militærattaché i Wien. N. var derhos en meget
frugtbar Militærforfatter og i flere Aar Redaktør af
»Norsk Militært Tidsskrift«. Bl. hans mange Skr
skal særlig nævnes »Om
Generalstabsinstitutionen«, en større, prisbelønnet Afh. (1869). N. var
i en Rk. af Aar Adjutant og senere
Overadjutant hos Kong Oscar II. For Generalstabens
Udvikling i videnskabelig og praktisk Retning
nærede han en varm Interesse. Til Erindring
herom stiftede hans Enke, f. Mohn, et Legat, hvis
Grundfond er 30000 Kr. Renterne skal benyttes
til Belønning for en dygtig Besvarelse af en
Opgave, som staar i Overensstemmelse med
Legatets Hensigt. Den maa være skrevet af en
Generalstabsofficer ell. en tidligere saadan, som har
Adgang til at genindtræde i Staben. Den uddeles
i Form af General N.’s Guldmedaille eller i
Pengebeløb.
(P. N.). M. H.
Nyre, se Nyrer.
Nyre, bevægelig, se renmobilis.
Nyrebetændelse, Nefritis. Nyrerne er
meget udsatte for at angribes af Sygdomme.
Dette hidrører fra deres Funktion som
Udskilningsorgan for Blodets forsk. Bestanddele, der
ved Passagen gennem Nyrerne faar Lejlighed
til at angribe disses Væv og fremkalde
betændelsesagtige Forandringer deri. Giftstoffer, som
er optagne i Blodet, udskilles atter for en Del
gennem Nyrerne, og stærke Gifte lader sjælden
Nyrer uberørte. Det samme gælder de fleste
akutte Infektionssygdomme, hvis Mikrober ell.
de af dem fremkaldte Toksiner hører til de
hyppigste Aarsager til N. Naar Nyrerne angribes
paa den nævnte Maade, siges de at angribes,
ad Blodvejen. Men der er ogsaa en anden Vej,
ad hvilken Nyrerne kan afficeres og
inficeres, og det er igennem, de øvrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
