Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nævninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Mangfoldighed af forsk. Former. Efter den
jyske Ret dannede de i visse Tilfælde faste
Kollegier, der havde at sværge i alle i deres
Funktionstid forekommende Sager af en
nærmere angiven Art (dette gjaldt saaledes om
Sandemændene, der udnævntes af Kongen paa
Livistid, om Ransnævningerne og
Biskopsnævningerne, der valgtes af Befolkningen for et
Aar, samt vistnok om Skursnævningerne), men
det alm. var, af N. beskikkedes for hver
enkelt Sag, hvilket var Tilfældet med de
Skaanske, sjællandske og jyske Herredsnævninger,
med de Skaanske og sjællandske
Kirkenævninger og med alle N., der svor i civile Sager. N.’s
Antal var ligesom Udnævnelsesmaaden meget
varierende, i enkelte Tilfælde kun to,
undertiden som ved Sandemænd og Ransnævninger
otte, oftere dog tolv, tretten, femten ell. seksten.
I Straffesager var der ofte indrømmet Sigtede
en vis Udskydningsret. Efter at Institutionen
var fuldt udviklet, gjorde i Tilfælde af
Meningsulighed regelmæssig Flertallets Stemme
Udslaget; kun undtagelsesvis krævedes et
kvalificeret Flertal. I den Overgangstid, hvor N.
endnu ikke havde skilt sig helt ud fra Vidner
og Mededsmænd, forekom det derimod, at der
stilledes Krav om Enstemmighed. N. anvendtes
siden 13. Aarh. i alle større Straffesager, hvor
Sigtedes Skyld ikke ved, at han var greben paa
fersk Gerning, ell. paa anden Maade var blevet
vitterlig, som oftest dog kun, naar Sigtelsen
var bestyrket ved Vidner ell. efter
Omstændighederne Ed af Sagsøgeren, idet Sagsøgte i
modsat Fald havde Ret til at sværge sig fri med
Mededsmænd. Anvendelse af N. kunde i øvrigt
ogsaa være udelukket ved, at Sagen ikke var
forfulgt tilstrækkelig hurtigt, og den var det
derhos til at begynde med altid, naar Sag ikke
rejstes af den ved Forbrydelsen fornærmede
ell. ved Drab af den Dræbtes Slægt, men
forfulgtes af den kgl. Ombudsmand. For saa vidt
offentlig Paatale ved denne overhovedet kunde
finde Sted, hvad endnu efter Eriks sjællandske
Lov forudsatte, alt Herredstinget som en Slags
Anklagejury udpegede vedkommende som
skyldig, slap Sigtede altid; med Partsed med
Mededsmænd, og først i senere Tid skete der en
Ændring heri. I civile Sager anvendtes N. kun
mere undtagelsesvis, men Lovene frembyder
dog ikke faa Eksempler derpaa, saaledes bl. a.
i Tvistigheder mellem Slægtninge, særlig
Søskende, om Arv ell. Skifte, i Tvistigheder
mellem Deltagere i et Ejerlag (s. d.) om
Grænserne mellem de forsk. Dele af en Landsbys
Tilliggende ell. om Skifte af Bymarken, i
Tvistigheder om Skellet mellem forsk. Byers Marker,
om Veje og om Vandmøller og til en vis Grad
ogsaa i alm. Ejendomstrætter, naar Kirken var
Part i Sagen. Hvad det Materiale angaar, paa
hvilket N. støttede deres Udsagn,
forudsætter Lovene, at de selv tilvejebragt i det.
De kunde bygge paa den Viden om Sagen, de
forud sad inde med, og henvistes i øvrigt til
at raadføre sig med de bedste Mænd i
Retskredsen og til paa anden Maade selv at
efterspore Sandheden, og deres Indførelse i
Processen betød saaledes Optagelsen i denne af et
hidtil ukendt inkvisitorisk Element. Efter at
Dokumentbeviset var kommet i Brug og
Vidnebeviset omdannet til den Skikkelse, det i
Nutiden har, kunde der dog ogsaa blive
Spørgsmaal om en Bevisførelse for dem ved Parterne,
men faste Regler herom blev aldrig udviklede i
den danske Ret.
Hvorledes Nævningeinstitutionen i Danmark
er opstaaet, er omtvistet, idet nogle antager, at
den har udviklet sig af Mededsmændene,
medens andre ser Ophavet til den i Nabovidnerne.
Maaske er begge Opfattelser til en vis Grad
rigtige, den sidste m. H. t. de faste N. i Jylland
og adskillige N. i civile Sager, den første m. H.
t. Herredsnævningerne i Straffesager, især de
sjællandske og skaanske. Paa Overgangen
mellem N. og Mededsmænd staar disse N. endnu
i de ældste Bestemmelser, og en anden
Overgangsform foreligger i de saakaldte Kønsnævn
(s. d.). Visse N. i civile Sager, saaledes de, der
afgjorde Tvistighedert om Arv og Skifte og
Tvistigheder mellem Medlemmerne af et Ejerlag,
kan ogsaa have udviklet sig af Privatdomstole
inden for Slægterne ell. Landsbyerne ell. opr.
nærmest have været Voldgiftsmænd. N. af de
sidstnævnte Kategorier maa have deres Rødder
langt tilbage i Tiden,, men har næppe før
henimod Landskabslovene faaet den Karakter,
hvormed de fremtræder i disse. Det samme
gælder vistnok om de fleste af de andre N. og
ganske særlig om N. i Straffesager, hvor
Anvendelsen af N. i det hele er yngre end i civile
Sager. I de skaanske og sjællandske Kirkelove
fra c. 1170 forekommer N. i Sager om forsk.
Overtrædelser af disse Love, men i øvrigt er
N. i Straffesager vistnok hovedsagelig først
indførte under Valdemar Sejr, nærmest som en
Erstatning for Jernbyrd, der paa den Tid
afskaffedes. At Kongemagten og Kirken har
bidraget til Institutionens Udbredelse, er
utvivlsomt, men det er ikke dem, der har skabt den
ell. indført den fra Udlandet. Den maa
tværtimod i det hele antages at have udviklet sig
paa hjemlig Grund af de ovf. omtalte nationale
Institutioner.
Hvad N.’s senere Historie i Danmark angaar,
giver Lovgivningen ikke mange Oplysninger om
Udviklingen i de sidste Aarhundreder af
Middelalderen. Ved den nyere Tids Begyndelse
indskrænkes Anvendelsen af N. i civile Sager, idet
det siden Christian II i en Rk. Lovbestemmelser
slaas fast, at de ikke maa sværge i Sager af
denne Art undtagen i Sager om Markeskel.
Christian II vilde ogsaa afskaffe dem i
Straffesager, men de hertil sigtende Bestemmelser i
hans Love ophævedes igen efter hans
Fordrivelse, og i Straffesager forblev N. derfor ogsaa
i den flg. Tid i Brug og i det væsentlige i
samme Udstrækning som tidligere. Institutionen
skiftede imidlertid efterhaanden noget
Karakter. Skønt Nævningeudsagnet stadig beedigedes
og ogsaa regelmæssig kaldtes for Ed ell. Tog,
ikke for Dom, og dets opr. Karakter af Bevis
endnu paa mange Maader ytrede sig,
fremtraadte det dog nu overvejende som en Dom.
Ikke blot fandt der nu som oftest en
Bevisførelse Sted for N., hvilken dog som Regel
maatte foregaa paa Tinge, da kun Tingene
kunde tage Vidner i Ed, men deres Afgørelser,
som stadig ikke blot angik Faktum, men ogsaa
de retlige Følger af det, indankedes til sidst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
