Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nævninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ligefrem for Landstingene som de alm.
Overdomstole. Paa denne Maade mistede
Nævningeinstitutionen imidlertid efterhaanden sin
Eksistensberettigelse. Den var opstaaet, fordi
Tingene i deres opr. Form ikke havde magtet at
foretage en virkelig Bevisprøvelse ell.
selvstændig Undersøgelse af Sagen, men dette var nu
ikke længere Tilfældet. Den dømmende Magt
paa Tingene var gledet over til kgl.
Embedsmænd, der lige saa godt kunde løse den Opgave,
der var stillet N., og som sammenlignede med
disse frembød den Fordel, at hele deres
Behandling af Sagen foregik paa Tinge i de der
anvendte betryggende Former, medens N.’s
Oplysningsvirksomhed stadig var mere ell. mindre
formløs og ukontrolleret. I 17. Aarh. nød
Nævningeinstitutionen ikke længere nogen synderlig
Anseelse, og den indskrænkedes da ogsaa
betydeligt ved D. L., der imidlertid endnu ikke
helt ophævede den. Iflg. D. L. 1—16 skulde
tvivlsomme Drabssager, hvor der ikke forelaa klare
Vidnesbyrd ell. andet Bevis, samt
Markeskelstrætter stadig henvises til Afgørelse ved N.,
hvilke Loven kalder Sandemænd og ogsaa i det
væsentlige organiserer som de tidligere faste
jyske Nævn af dette Navn. I denne Form
holder Institutionen sig baade i Jylland og paa
Øerne indtil nær op imod 1800, men forsvinder
til sidst igennem Retsbrugen uden formelig at
blive ophævet, i Markeskelstrætterne ved, at
disse Trætter efter Jordfællesskabets Ophør
bliver upraktiske, i Drabssagerne ved, at
Dommeren nu ogsaa selv helt overtog de
tvivlsomme Sager. Allerede, forinden var sman i øvrigt
i Strid med Lovens Tanke naaet til det
Resultat, at Sandemændenes Ed maatte bekræftes ved
Dom, og at den kun virkede, som skabende en
Formodning mod den Anklagede, hvilken
Dommeren ikke behøvede at lægge til Grund for sin
Dom. — Ang. enkelte Arter af N. henvises endnu
til flg. Specialartikler:
Biskopsnævninger, Herredsnævninger,
Ransnævninger, Sandemænd,
Skursnævninger.
2) Den ældre sv. Ret kendte en
Nævningeinstitution af samme Art og rimeligvis ogsaa af
samme Oprindelse som den danske. Denne
Institution forekommer i de middelalderlige Love
i en Mængde forsk. Former baade ved
Herredsting, Landsting og Kongens Ting, opr.
vistnok altid saaledes, at N., hvis Antal i Alm. var
12, udpegedes for den enkelte Sag, hvorved
Parterne normalt havde Ret til at vælge hver
Halvdelen ell. dog til at samtykke i Dommerens
Valg, senere saaledes, at Beskikkelsen gjaldt for
et helt Ting ell. for endnu, længere Tid, og at
Parterne var uden Indflydelse paa den. Udsagn
af N. var ogsaa i Sverige fra først af et
Bevismiddel, der nærmest, om ikke udelukkende,
sigtede til at oplyse Sagens Faktum, men ogsaa
her skete der i Tidens Løb en Forskydning,
saaledes at N. blev Dommere, der som
saadanne havde at udtale sig om Sagen i hele
dens Omfang, derunder ogsaa om
Retsspørgsmaalet. I denne Skikkelse er de indtil Nutiden
bevarede i Herredsretterne, men ikke i de
øvrige Domstole. I de sv. Herredsretter
udøves for Tiden den dømmende Myndighed saavel
i civile Sager som i Straffesager af
Herredshøvdingen i Forbindelse med en Nämnd,
bestaaende af 12 Nämndarmän, der vælges af de
kommunale Vælgere inden for Herredet. M. H.
t. Forholdet mellem Dommer og N. er den fra
Lovbogen af 1734 stammende Regel den, at N.,
naar de er enige, kan overstemme Dommeren,
medens det ellers er hans Mening, der gælder
som Dom. Nogen synderlig Betydning har
Institutionen baade som Følge heraf og af forsk.
andre Grunde ikke.
Ogsaa den isl. Ret kendte i Middelalderen en
Nævningeinstitution, der kaldtes for kviðr (egl.
Udsagn) og klart fremtraadte som et
Bevismiddel, parallelt med Vidnebeviset. Derimod
gjorde den norske Ret kun i ringe Udstrækning
Anvendelse af N., og det har endog været
omtvistet, om de i Lovene omtalte Institutioner,
som man har villet opfatte som saadanne,
virkelig fortjener Navnet.
3) Hvad Forholdene uden for Norden angaar,
maa først bemærkes, at man ikke her træffer
Ordet N. ell. tilsvarende Udtryk, men møder
helt andre Betegnelser for, hvad der i Danmark
og Sverige kaldtes saaledes. De i Udlandet
benyttede Udtryk peger i Reglen ikke hen paa
Udnævnelsesmaaden, men har som oftest
Hensyn enten til de Spørgsmaal, der forelægges N.
til Besvarelse (jfr saaledes lat. inquisitio, fr.
enquête), eller til N.’s Egenskab af Edsvorne
(Iat. jurati). Det er ogsaa denne Egenskab, der
i England har givet hele Institutionen Navnet
Jury, hvilket i nyere Tid er blevet en paa
mange Steder brugt Benævnelse for den.
Det var uden for Norden kun i England, at
Nævningeinstitutionen naaede til fuld
Udvikling, men ogsaa paa Fastlandet der var Tilløb
til den, og det er overvejende sandsynligt, at
det i Virkeligheden var herfra, at den
overførtes til England. I sit Værk; »Die Entstehung
der Schwurgerichte« har H. Brunner saaledes
vist, at der i Frankerriget under Karolingerne
var udviklet Institutioner, som indeholder
Begyndelsen til en Jury, og som med Normandiet
som Mellemled kan have dannet Udspringet for
Juryen i England. For det første forekom ved
de kgl. Domstole et Bevismiddel, som kaldtes
inquisitio, og som bestod i et under Ed afgivet
Udsagn af et Antal af Dommeren blandt den
stedlige Befolkning udmeldte Mænd, der paa
Dommerens Spørgsmaal udtalte sig om faktiske
Forhold, som havde Betydning for Sagen, og
om hvilke de i Kraft af deres Hjemmehøren
paa det paagældende Sted maatte forudsættes
at have Kundskab. Anvendelsen af dette
Bevismiddel var en Forret for den kgl. Fiskus,
der kunde gøre Brug af det for at hævde sine
Rettigheder m. H. t. Skatter og Afgifter, fast
Ejendom o. l., men det forekom, at Kongen ved
Privilegier gav andre, navnlig Kirker og
Klostre, en lgn. Ret. Den heromtalte inquisitio
hørte hjemme i Civilprocessen, og man kendte
ikke i Straffeprocessen noget tilsvarende
Bevismiddel, hvorimod de kgl. Embedsmænd her
kunde faa Ret til af et af dem udpeget Udvalg
af den stedlige Befolkning, der forinden toges i
Ed, at kræve Svar paa forelagte Spørgsmaal
om, hvorvidt der inden for det paagældende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
