Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nævninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at de er Samfundet ansvarlige for, at
Retsbaaandhævelsen ikke svigter. Mangfoldige
Forhold vil herved spille en Rolle — Traditioner,
nationale Karakterejendommeligheder, kulturel
Udvikling, sociale Tilstande o. a., saaledes at
Resultatet kan stille sig meget forsk. rundt om
i Staterne. Derfor er Meningerne om
Nævningesystemets Værd heller ikke overalt de
samme, og Tilslutningen til Systemet er ingenlunde
saa ubetinget og enstemmig, som dets uafbrudte
politiske Fremgang kunde lade formode.
Nævningeinstitutionen er ikke den eneste
Form for Lægmænds Deltagelse i Retsplejen.
Andre Former er f. Eks. de saakaldte
Meddomsmænd, der sammen med den retslærde
Dommer danner et Kollegium, som i
Fællesskab afgør hele Sagen. Det særegne for N. er
derimod den skarpt afstukne Grænse, der
drages mellem dem og de retslærde Dommere;
saa længe Sagens mundtlige Forhandling
foregaar, samvirker vel begge Faktorer, men naar
Forhandlingen er sluttet, og Afgørelsen skal
træffes, deler de to Faktorer Stoffet mellem
sig, saaledes at hver afgør sin Del af Sagen.
Hvorledes denne Deling skal foretages ɔ:
hvilke Spørgsmaal der skal forelægges N. til
Afgørelse, er et af Hovedproblemerne i Emnet.
I alle Stater er Ordningen i Hovedtrækkene
den, at N. først besvarer Spørgsmaalet om den
Anklagedes Skyld, og at det derefter er
overladt de retslærde Dommere at afsige
Dommen, der skal være frifindende, naar N.’s Svar
er benægtende, medens det i modsat Fald
tilkommer Dommerne at fastsætte Straffen. Dette
har man ofte villet opfatte som en Sondring
mellem det faktiske og det juridiske, idet man
har hævdet, at N. blot har at besvare det
Spørgsmaal, hvorvidt visse Fakta kan anses
beviste, medens alle juridiske Konklusioner
bliver at henskyde til de retslærde Dommeres
Afgørelse. Denne Opfattelse er dog ikke
holdbar; hvis N. skal afgøre Skyldspørgsmaalet i
dets fulde Udstrækning, maa deres Svar
nødvendigvis omfatte visse Spørgsmaal af juridisk
Art. Naar man forelægger N. det Spørgsmaal,
om den Anklagede har begaaet en i
Straffeloven nærmere betegnet Forbrydelse, f. Eks.:
»Er N. N. skyldig i Bedrageri«, kan Svaret ikke
afgives, uden at N. tager Standpunkt til, hvad
Lovens Regler bestemmer ang. Gerninger af
den paagældende Art. I Danmark som i de
fleste andre Stater giver Proceslovgivningen
positive Regler om N.’s Kompetence. Her i
Landet tilkommer det N. at afgøre, hvorvidt
den Anklagede er skyldig i en nærmere
bestemt, ved Loven angivet Forbrydelse, samt om
der foreligger visse lovbestemte
Omstændigheder, som fører til Udelukkelse, Forhøjelse
ell. Nedsættelse af Straffen. Strafudmaalingen
og alle Formalitetsafgørelser træffes derimod
af de retslærde Dommere. Disse sidste
medvirker ved Formuleringen af de Spørgsmaal,
der forelægges N., og den af dem, der
præsiderer som Rettens Formand, giver endvidere
N. en Retsbelæring om de juridiske Regler, der
bliver at lægge til Grund ved Spørgsmaalenes
Besvarelse. Hermed ophører Samarbejdet
mellem Dommeren og N.; naar N., derefter
trækker sig tilbage for at besvare Spørgsmaalene,
tør ingen andre være til Stede. Ved denne
strenge Afsondring ønsker man at sikre de
borgerlige Lægdommere fuld Uafhængighed af
Juristerne. N. er nu eneraadige over
Spørgsmaalenes Afgørelse, men er paa den anden Side
strengt bundet til de stillede Spørgsmaal, som
de kun tør besvare med Ja ell. Nej.
Spørgsmaalene virker saaledes som et Enten—Eller,
og da dette undertiden kan falde N.
utilfredsstillende, idet de muligvis kunde ønske at gaa
en Mellemvej, f. Eks. ved at henføre
Forbrydelsen til en mildere Lovbestemmelse, hænder
det, at N. under Trykket af det stillede
Ultimatum vælger Frifindelse som det mindste
Onde. Af denne Grund vil det ofte, for at
forebygge urimelige Frifindelser, være tilraadeligt
at opstille subsidiære Spørgsmaal, som aabner
N. en større Valgmulighed. I England, hvor
Nævningesystemet er skolet gennem ældgamle
Traditioner og bæres oppe af den
retslærde Dommers store Autoritet, kommer man
uden om den skildrede Ulempe ved aldeles
at afse fra Brugen af slige stift formulerede
Spørgsmaal. — Den saaledes gennemførte
strenge Adskillelse mellem Dommere og N. er
ofte blevet kritiseret som kunstig og skadelig,
og det er fra flere Sider, dog overvejende med
ringe Held, foreslaaet at erstatte N. med
Meddomsmænd (s. d.); ogsaa andre Udveje er
forsøgt, saaledes i Kanton Genf, hvor
Retspræsidenten kan deltage i N.’s Raadslagnintg, og i
Italien, hvor Statsadvokaten og Anklagedes
Defensor er til Stede under Raadslagningen.
Et andet Hovedproblem ved
Nævningesystemets Ordning er Spørgsmaalet om N.’s
Udvælgelse. Valgmaaden er højst vekslende og hviler
ikke sjældent paa særdeles indviklede Systemer,
der bærer Præg af at være Kompromis mellem
stridende politiske Interesser. I Danmark sker
Udvælgelsen gennem 4 Stadier: Først
tilvejebringes paa Grundlag af Folketingsvalglisterne
den saakaldte Grundliste, hvorpaa opføres et
rigt Antal Personer, som anses egnede til
Nævningehvervet; heraf udtages ved Lodtrækning
et noget mindre Antal til den saakaldte
Aarsliste, hvoraf atter udtrækkes 30 Personer
(foruden Suppleanter) til hvert Nævningeting; bl.
de sidste vælges endelig ved Lodtrækning de
12 N., der skal fungere i den enkelte Sag. I
de fleste andre Stater kræves ligeledes i Alm.
12 N. til Paadømmelsen af en Sag. Afgørelsen
træffes næsten overalt ved kvalificeret
Stemmeflerhed, saaledes, at der kræves 8 Stemmer
til en for Anklagede fældende Kendelse. Kun i
England fastholdes Kravet om, at N.’s
Kendelse skal være enstemmig, og opnaas dette
ikke, maa Sagen forelægges en ny Jury; at
dette System, der skulde synes at maatte
berede mange Vanskeligheder, kan gennemføres,
beror paa de ovenfor antydede, i England
raadende Forhold, nemlig velskolede Traditioner
og tilstrækkelig Autoritet hos den, der leder
Retsforhandlingerne.
Den formelle Fremgangsmaade, hvorunder N.
virker, er uafhængig af de enkelte Staters
Proceslovgivning. I Danmark beklædes Retten i alle
Nævningesager af 3 retslærde Dommere, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
