Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nævninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Portugal (1832), Italien (1850);, senere Spanien
(1872). (Rusland antog Systemet 1864. Norge
1887). Ogsaa i Tyskland opstod der allerede i
Beg. af 19. Aarh. en stærk Bevægelse til Gunst
for N.-Systemet, og efter de politiske
Omvæltninger 1848 trængte Princippet hurtig igennem
saaledes at det fra, 1848—50 fik Lovgyldighed i
de fleste daværende tyske Stater; da senere
den for hele det tyske Rige fælles
Procesordning, som er haseret paa N.-Systemet,
gennemførtes 1877, havde Systemet altsaa længe været
udbredt i Rigets enkelte Dele. Dog var
Udviklingen i Tyskland ingenlunde foregaaet uden en
til Tider betydelig Modstand, saaledes som
ogsaa i Østerrig, der indførte N. 1848, men kort
efter afskaffede dem i nogen Tid, for senere
paa ny at genindføre dem. I Danmark
paabød Grl. af 1849 § 79, at N. skulde indføres i
Misgerningssager og i Sager ang. politiske
Lovovertrædelser, men uagtet man allerede faa
Aar efter indledte de første Skridt til
Opfyldelse af denne Bestemmelse og derefter
gennem en Række af Kommissioner udarbejdede
talrige Forslag, der alle tilsigtede N.-Systemets
Gennemførelse, varede det dog 70 Aar, inden
Grundlovens Forskrift blev til Virkelighed, idet
Nævningeinstitutionen først fik endelig
Gyldighed her i Landet ved den i 1916 vedtagne
Procesreform, der traadte i Kraft 1. Oktbr 1919.
Danmark er saaledes den Stat, der senest har
sluttet sig til den ovenfor skildrede europæiske
Udvikling. En Særstilling indtager fremdeles
Sverige, hvor N. kun spiller en stærkt
begrænset Rolle (se ovf. under I), og Holland,
som har anvendt N. en kortere Tid i Beg. af
19. Aarh., nemlig indtil 1814, men derefter har
forladt Systemet. — Bl. Staterne uden for
Europa har Nordamerika og de til det britiske
Imperium hørende Lande bevaret N. i en
Form, der i det væsentlige svarer til det eng.
Jurysystem.
Nævningeinstitutionens niverselle Udbredelse
skyldes den politiske Udvikling i 19. Aarh. Det
er ikke juridiske Overvejelser, men politiske
Ideer, som har været det afgørende Motiv, og
et varigt Minde herom haves i de mange
Statsforfatninger (som f. Eks. den danske
Grundlov), ved hvilke Nævningesystemet tilsikres
Borgerne som en politisk Rettighed.
Nævningehvervet er en Refleks af Folkets Selvstyre;
ligesom Folket gennem den almindelige
Valgret har Andel i Lovgivningsmagt og
Regeringsmagt, saaledes opnaar det gennem N.
Andel i Domsmagten. Man plejer i denne
Sammenhæng ogsaa at fremhæve Nævningehvervets
folkeopdragende Bet., men denne Betragtning
har dog kun Vægt under den Forudsætning,
at N. kan antages at afgive en lige saa
betryggende Ordning af Retsvæsenet som de
retslærde Domstole; under modsat Forudsætning har
Betragtningen ingen Gyldighed, da det er
indlysende, at Folkeopdragelsen ikke tør
foregaa paa Retssikkerhedens Bekostning. Hvis
man ser bort fra de politiske Synspunkter og
vurderer Nævningeinstitutionen ud fra en ren
faglig Bedømmelse af Retsplejens eget Tarv,
maa man indrømme, at N. bringer Retsvæsenet
visse Fordele. Naar Straffesager henskydes til
Nævningers Dom, vil Afgørelsen af den ofte
saa tvivlsomme Grænse mellem det lovlige og
det strafbare blive bygget, ikke paa juridiske
Doktriner, men paa det almene borgerlige
Omdømme, og Nævningeinstitutionen byder
saaledes den særlige Garanti for Anklagede, at han
kun domfældes, saafremt en Kreds af uhildede
Lægmænd kan overbevises om hans Strafskyld.
Endvidere opnaar man ved at lægge
Domsmyndigheden i Hænderne paa de folkelige N. at
befri Statens Embedsmænd for den Atmosfære af
Uvillie ell. Had, som ofte kan omgive den
straffende Retshaandhævelse, og
Nævningedomstolene kan paa denne Maade bidrage til at
skabe gunstigere Kaar for Retsplejens Virken
i det moderne Samfund. Paa den anden Side
rummer Nævningesystemet en Fare for
Vilkaarlighed i Retsanvendelsen; dels kan det hænde,
at N. trods al Vejledning ikke formaar
tilstrækkelig at tilegne sig de Lovregler, som i den
paagældende Sag skal bringes til Anvendelse,
dels kan det indtræffe, at N. bevidst fraviger
Lovens Regler. I den Henseende frembyder N.
en større Risiko end de faste Embedsdommere,
thi disse kan i Kraft af deres Embedsstilling
underkastes Ansvar for deres Afgørelse,
medens N. dømmer ansvarsfrit. Paa dette Punkt
ligger utvivlsomt Nævningesystemets største
Mangel, og en anden Ordning, der underkaster
N. et lign. Ansvar som Embedsmændene, kan af
mange Grunde næppe tænkes gennemført. Ud
fra den formelle Ansvarsfrihed, hvorunder N.
virker, opstaar undertiden den Forestilling, at
N. er stillet suverænt i Forhold til Loven,
saaledes at de skulde være beføjede til at følge
deres egen Overbevisning som Rettesnor i St
f. Lovens Regel. Dette er en Anskuelse, der til
Tider baade praktiseres og doceres trods dens
aabenbare Fejlagtighed. De Borgere, der ved
Lodtrækning udtages til N., bliver derved ikke
hævede over Loven det, de derved opnaar er
kun en Andel i den offentlige Autoritet. Men
alle Statens Autoriteter er forpligtede til at
respektere Statens Love; og at navnlig de, der
sættes til Doms over andres Lovovertrædelser,
selv frem for nogen er forpligtet til at følge
Loven, burde ikke kunne være Tvivl
underkastet. Ikke desmindre møder man, som nævnt,
ikke sjælden den modsatte Opfattelse, hvis
praktiske Udslag oftest er i Disfavør af
Samfundsmagten. Under Trykket af det moralske
Ansvar, man bærer ved, at sidde til Doms over
andres Skæbne, vil N. nemlig ofte i
tvivlraadige Øjeblikke være tilbøjelige til at lempe
deres Afgørelse til Gunst for den Anklagede.
Deraf opstaar den Følge, at medens
Nævningeinstitutionen vel indeholder en særlig Garanti
for den Anklagedes Tarv, byder den ingenlunde
altid den samme Garanti for Opfyldelsen af
Samfundets Krav om en sikker
Retshaandhævelse. Dommen over Nævninge systemets
Tjenlighed vil i det væsentlige bero paa, hvorvidt
det igennem Tiderne evner at forlige disse
modstridende Hensyn, saaledes at de
Lægdommere, der udtages til N., raader over den
dobbelte Ansvarsfølelse, der paa den ene Side
byder, at Individets retfærdige Krav ikke maa
prisgives, og paa den anden Side lærer dem,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
