Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oblation - obligat - obligat (i Musikken) - obligat (bot.) - obligatio - Obligation - Obligationsret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Oblation (lat.), Tilbud. Der sondres her
mellem Verbal-O. (Tilbud i Ord) og Real-O.
(Tilbud i Gerning): For at en Skyldner skal blive
fri for Ansvar for Udeblivelse med sin Ydelse,
se Mora, maa han ved Handlingstiden have
gjort Kreditor lovligt Tilbud om at erlægge sin
Ydelse. Undertiden vil her Verbal-O. være nok,
f. Eks. en Opfordring om at hente Varen, der
holdes i Beredskab. Men gaar hans Pligt ud
paa umiddelbar Erlæggelse til
Fordringshaveren, maa han gøre realt Tilbud, d. v. s. tilbyde
selve den omkontraherede Præstation paa rette
Tid og Sted.
K. B.
obligat (lat.), forpligtet, uundværlig,
nødvendig.
obligat kaldes i Musikken en selvstændig
behandlet ledsagende Stemme, f. Eks. en
koncerterende Instrumentalstemme (Violin, Klarinet,
Obo o. s. v.), der ledsager en Sangstemme.
S. L.
obligat (bot.) anvendes i Mikrobiologien om
Snyltere (Parasitter), der er tvungne til at leve
som saadanne (f. Eks. Brand- og Rustsvampe),
ell. om Raadplanter (Saprofytter), der kun kan
trives som Raadplanter, ej leve snyltende (f. Eks.
Eddike- og Mælkesyrebakterier). O.
Anaërobionter er saadanne Mikroorganismer, som ikke kan
taale fri Ilt. (Smlg. fakultativ).
A. M.
obligatio (lat.) var i den rom. Ret et
Retsforhold mellem to Personer, ifølge hvilket den
ene (debitor sive reus debendi) var forpligtet
overfor den anden (creditor s. reus credendi)
til en vis bestemt Ydelse, saaledes at den sidste
havde en retsbeskyttet Fordring (actio, ogsaa
kaldet obligatio) overfor den første. — Ydelsen
maatte være mulig. En Pligt til det umulige
anerkendtes ikke (impossibilium nulla obligatio
est). Ydelsen kunde enten gaa ud paa et dare,
d. v. s. Overdragelse af Ejendomsret ell.
Stiftelse af en Servitut, ell. et tacere, d. v. s.
bestaa i en Handlen ell. Undladen. Man skelnede
imellem delelige og udelelige Ydelser. En
obligatio dandi var i Reglen delelig, en obligatio
taciendi udelelig. Efter som Ydelsens Genstand
paa Forhaand var fuldstændig bestemt (certum)
ell. først senere nærmere maatte bestemmes,
skelnedes mellem obligationes certæ og
obligationes incertæ. Ydelsen kunde endvidere enten
være individuelt ell. generisk (efter Art og
Maal) ell. alternativt bestemt, i hvilket Tilfælde
det, ligesom naar den var generisk bestemt, var
Skyldneren, der havde Valget, for saa vidt ikke
andet var aftalt. Foruden sin opr. og principale
Genstand kunde Ydelsen omfatte en Biydelse,
f. Eks. Renter (usuræ) af Kapitalen (sors, caput).
Ofte gik Obligationsforholdet ud paa en
Erstatning for en Skade (damnum), som Kreditor
havde lidt ved en vis Kendsgerning.
C. W. W.
Obligation (lat.), skriftligt Bevis for en Skyld,
Gældsforskrivning, særlig Bevisdokumentet for
længere varende, rentebærende Gæld, jfr.
Statsobligationer, Panteobligationer,
Kreditforeningsobligationer o. s. v. Se Obligationsret.
K. B.
Obligationsret, Læren om
Obligationsforholdene ell. de Retsforhold, hvis Særkende er,
at en Person, Fordringshaveren ell. Kreditor,
staar med en retsbeskyttet Fordring mod en
anden Person, Skyldneren ell. Debitor. Under O.
henregnes dog ikke alle Fordringsrettigheder,
men kun Formuefordringsrettigheder, ɔ: de
Fordringsrettigheder, der baade har Pengeværdi,
og for hvis retlige Ordning tillige de rent
formueretlige Hensyn spiller den væsentligste
Rolle. Adskillige Fordringsrettigheder af stor
økonomisk Værdi henregnes nemlig ikke i teknisk
Forstand til Formuefordringsrettighederne,
fordi de beherskes væsentlig af andre Hensyn;
dette gælder f. Eks. om Borgernes
Skatteforpligtelser, hvor Beskatningshensyn ell. statsretlige
Hensyn er de væsentligst bestemmende, Børns
Krav paa Underhold af deres Forældre, hvor
familieretlige Hensyn er de væsentligst
bestemmende, o. s. v. O. tager altsaa kun Sigte paa
Menneskene som Led af det store økonomisk
arbejdende og værdiombyttende Samfund.
Fordringsrettighedernes Indhold kan herefter
omfatte alle Ydelser af Pengeværdi, men
Retsordenen maa dog naturlig, hvor den ikke
anerkender Slaveri, sætte visse Grænser for, hvad
det ene Menneske bør kunne fordre af det
andet og eventuelt faa Statsmagtens Hjælp til
at gennemtvinge. Medens der i Tingsretten kun
kan sættes Grænser for den berettigedes Brug
ell. Misbrug af Tingene, hvor meget væsentlige
Samfundshensyn fordrer det, maa i O.
Fordringsrettighedernes Indhold helt igennem
præges af Hensynet til, at det er et andet
Menneske, Kreditor har sin Fordring mod og
eventuelt skal kunne rette sin Retsforfølgning mod.
Fordringsrettigheder kan derfor aldrig gaa ud
paa noget umuligt ell. usædeligt ell. lovforbudt,
og en vis Ret til mod Erstatning at løse sig af
vedvarende Arbejdskontraktsforhold vil ogsaa
ofte være den i Forholdet svagere stillede Part
aabnet.
I Henseende til Fordringsrettighedernes
Stiftelse skelnede Romerretten mellem obligationes
ex contractu ell. de ved Kontrakt stiftede
Fordringer, obligationes ex delicto ell. de af
Retsbrud udspringende Erstatningsfordringer, og
alle andre Fordringer (obligationes ex variis
causarum figuris). Praktisk vigtigt er det ogsaa
at fremhæve, at vel de allerfleste Fordringer
enten udspringer fra et kontraktmæssigt ell.
kvasikontraktmæssigt Forhold (se Kontrakt)
ell. skyldes et Retsbrud, der afføder Krav paa
Erstatning, men at der dog gives mange
Tilfælde, hvor en Person, der har lidt et Tab, kan
forlange det erstattet af en anden Person, skønt
denne hverken har lovet dette ell. paa
retsstridig tilregnelig Maade kan siges at have
forvoldt Tabet. Saaledes er f. Eks. Ejeren af Dyr
som Regel ansvarlig for den Skade, de gør,
selv om Ejeren ikke er i Brøde, ligesom den,
hvis Gods i Tilfælde af Groshaveri opofres for
at redde andet Gods, kan forlange sit Tab
dækket af det reddede Gods, jfr. ogsaa Reglerne
om Erstatning i Tilfælde af Ekspropriation fra
Statens Side. I nyere Tid er der overhovedet
Landene over en stigende Tilbøjelighed til at
anerkende, at visse farlige Handlinger kan
paadrage Ansvar for den derved forvoldte Skade,
uanset, at de maa anses for ganske retmæssige.
De obligationsretlige Grundsætninger er i det
væsentlige allerede i al deres Finhed udformede
af de rom. Jurister; kun de handelsretlige
Regler, om Veksler, Ihændehaver- og Ordrepapirer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
