Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Okser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Burma og paa Malakka; man har søgt at dele
Arten i 2 Racer, nemlig Bjerggaur’en og
Sumpgaur’en, af hvilke den sidste skulde være større
og sværere bygget. Den færdes snart i
Smaaselskaber, snart i Flokke paa op til 30—40 Stkr;
den er som Regel meget sky og flygter, naar
den vejrer Mennesker: de enkeltgaaende gl.
Tyre skal dog foraarsage mange Ulykkestilfælde,
idet de forskrækkede ell. saarede pludselig
angriber den intetanende Jæger. Gaur’en kendes
ikke i tæmmet Tilstand, skønt det ikke har
manglet paa Forsøg: paa at gøre dem til Husdyr.
Drægtighedstiden er som Tamkvægets, og dens
Kalv skal paafaldende ligne dettes. Gaur’en er
Genstand for en ivrig, men meget vanskelig
Jagt. Gayal’en (B. frontalis) er sværere og
kraftigere bygget og mere lavbenet; dens korte
Hoved er ganske paafaldende bredpandet;
Hornene, der er hvidgraa med sort Spids, er tykke
og kegleformede, rettede lige ud til Siden og
kun svagt opadbøjede. Dyrets Totallængde er
3,6, Skulderhøjden højst 1,6 m. Pelsen er sort,
blot er Panden graa, Hagen, Læberne og
Fødderne hvide. Denne Art lever i Egnene Ø. f.
Brahmaputra og træffes helt ind i Burma; den
lever udelukkende i Bjergene, hvor den klatrer
med stor Lethed; af Naturel er den meget
godmodigere og fredeligere end Gaur’en og angriber
aldrig Mennesket. I meget stor Udstrækning
lever denne Art i halvtæmmet Tilstand, idet de
Indfødte ved Hjælp af Salt lokker Flokkene nær
til deres Landsbyer og vænner dem til at
komme til deres Boliger om Aftenen for atter hen
paa Morgenen at søge til Skoven; deres Kød og
Skind bruges da i udstrakt Grad, medens deres
Mælk skal være mindre benyttet; flytter de
Indfødte fra deres Landsby, maa Gayalerne
efterlades, hvilket viser deres lave
Tæmningsgrad. Endelig er Banteng’en (B. banteng)
den mindste Art inden for Gruppen, naar kun
en Totallængde paa 2,9 m; dens Pande er ikke
særlig bred, derimod indbuet paa Midten som
hos Tamoksen. Hornene, der er lidt ringede
ved Roden, bøjer sig først udad, derpaa lidt
bagud, opad og fremad; de naar en Længde
paa 40—50 cm, og hos de voksne Tyre
forhorner Huden paa Panden mellem Hornenes Grund.
Det korte, tætte Haarlag er mørkt graabrunt,
faldende noget i det rødlige; Læberne og et
bredt Spejl under Halen hvide. Denne Art lever
paa Java, Borneo, det østlige Sumatra, Bali,
paa Malakka, i Siam og Kotschinkina,
udformet i mange ret forsk. Underarter, der baade
veksler i Farver og Hornform; den lever dels paa
Lavland, dels i Bjergegne, ofte i fugtige Skove.
Færdes i smaa ell. større Flokke paa op til 30
Stkr; en sky og vild Art, der jages med Iver af
de Indfødte; indfangne Kalve lader sig let
tæmme, og Arten træffes derfor mange Steder som
Husdyr. — Tamkvæget (Bos, Taurina) har
lang, flad oftest lidt indbuet Pande; hertil hører
de to, nu overalt tæmmede Former, vor alm.
Tamokse (B. taurus) og Zebu- ell.
Pukkelokse (B. indicus); andre uddøde vilde og
tamme Racer fra Europa er B. longifrons og B.
frontosus; se ang. disse Art. Kvæg og
Kvægracer. Til denne Gruppe hører ogsaa den
for længst uddøde Kæmpe- ell. Urokse
(Bos primigenius ell. B. taurus urus), der
særlig nævnes mellem sort Tamkvægs mulige
Forfædre, hvilket for saa vidt er meget
sandsynligt, som den i Skeletbygning stemmer saa godt
som ganske overens med dette. Uroksen var
vidt udbredt som vildtlevende over Vestasien
og over Europa, lige fra Sydsverig til Alperne;
den fandtes endnu her i historisk Tid som et
højt skattet, ædelt Jagtvildt, bl. a. omtalt af
Cæsar, der nævner, at Urokserne (»Urus«) i
den hercyniske Skov var »i Størrelse lidet mindre
end Elefanter«; ogsaa Nibelungsangens »Ur« er
denne Okseart. Endnu i 1550 fandtes den
levende i en Dyrehave i Polen; efter Jarocki’s
Lustrationsprotokoller døde den sidste Urokse,
en Ko, i Hertugdømmet Masovien saa sent som
i 1627; herved har det heldigvis været muligt
at bevare skriftlige Overleveringer ang. dens
Levevis og Ydre, og endog ganske gode Billeder
kendes af dette prægtige Dyr. Foruden
Jagtscener paa gammelassyrisk-babyloniske
Relieffer med Billeder af Urokser kan fra 16.
Aarh. navnlig fremhæves Herberstains Tegning
af den polske »Thur« og Nürnbergeren Hans
Sibmacher’s Kobberstik fra 1596 forestillende en
Uroksejagt; det bedste Billede fandt den eng.
Naturforsker H. Smith dog i Augsburg, nemlig
en smuk Tegning efter et ældre Maleri; han
offentliggjorde det 1827, Originalen er senere
gaaet tabt. Af disse Kilder samt af talrige
Skeletfund fremgaar det, at Uroksen naaede en
Længde paa 4 m og en Skulderhøjde paa 2 m.
Ryggen var lige uden nogen Pukkel; Halens
Kvast naaede til lidt under Hælen. Hornene
naaede en Længde af over 1 m og var rettede
udad, fremad og opad. Skindet var sort, blot
var Hagen og en Stribe hen ad Ryggen
hvidlige. I Danmark var Uroksen i forhistorisk Tid
overordentlig alm., og dens Knoglerester er
fundne i næsten enhver større Mosestrækning
i Landet; den synes at have levet her særlig i
Fyrretræperioden, ind i Stenalderen synes den
at være uddød, idet dens Rester kun findes i
den ældre Stenalders Køkkenmøddinger. —
Nærmest til Tamkvæget slutter Jak- eller
Grynteoksen (Poephagus ell. B. grunniens)
sig; ved sin ret høje Hals- og Skulderkam samt
i Hornenes Form minder den dog en Del om
Pukkelkvæget. Panden er bred og lidt hvælvet,
Kroppen lang og kraftig, Benene paafaldende
lave med store brede Klove. Ejendommeligst er
dog dens Haarklædning; hos den vildtlevende
Form, der lever bl. a. i det nordlige Tibet, og
som vi har lært at kende i nyere Tid gennem
Prschewalsky’s Undersøgelser, er Haarklædning
fra Snude til Hale ret lang, blød og kruset,
særlig paa Panden; Haarklædningen paa Bovene,
Bug, Bryst og Laarene samt paa Halen er
derimod meget lang og naar ofte helt ned til
Jorden; hele Dyrets Farve er jævn
brunsort, kun er Mulens Haar graalige og en
Stribe hen ad Ryggen sølvgraa. Tyren naar en
Længde af 4,25 m, heraf er Halen uden Kvast
0,75 cm; Skulderhøjden er 1,9 m, Vægten, op til
720 kg; Koen er meget mindre. De
tæmmede Jakokser, der ses i Europas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
