Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ollier, Leopold Louis Xavier Edouard - Óllila, Yrjö - Ollioules - Ollivier, Emile
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
reproducere Benvæv. Dette udnyttede han dels
i Behandlingen af Bruddene, dels ved Ostiter
og Osteomyeliter, hvor han udførte
subperiostale Resektioner og aabnede bredt for at
fjerne de afdøde Knoglestykker, stolende paa, at
Benhinden nok skulde gendanne Benvævet.
Denne Art Resektioner udvidede O. senere til
ogsaa at omfatte Leddene. Hans Anskuelser og
Metoder beskrev han i fl. store Arbejder, f.
Eks. Traité expérimental et clinique de la
régénération des os (2 Bd, 1867), der belønnedes
med en meget stor Præmie. Forud for dette
Arbejde gik Recherches expériment. sur la
Production artificielle des os, au mouen de la
transplantation du périoste et sur la
régénération des os après les résections et les ablations
complètes (1859). O.’s Operationsmetoder findes
i Des résections des grandes articulations
(1870); Traité des réséctions et des opérations
conservatrices (1885—91) og i Des moyens
chirurgicaux de favoriser la reproduction des os
apres les réséctions (1895). O. var tillige den
første, der paaviste Epifysebruskens Bet. for
Knoglens Længdevækst. Som den fremragende
Kirurg, han var, var det naturligt, at han
tilkaldtes til S. Carnot, da denne havde været
Genstand for et Mordforsøg i Lyon. O. udførte
dog ikke Operationen selv, men ledede den.
J. S. J.
Óllila, Yrjö, finsk Maler, f. 1887. O., der
har udstillet i Kunstnergruppen »Septem«, er
bosat i Paris. Paa den finske Udstilling i Kbhvn
1919 udstillede O. en Del Billeder af ypperlig
Farvevirkning, det store »Drikkende Hest«
(1919), Skovinteriøret med det brune Vand,
»Elskende Par« etc. En Rk. Værker paa
Göteborg-Udstillingen 1923 viste yderligere O.’s
koloristiske Evner, Malerier i dybe mættede
Farver og med udpræget fr. Paavirkning: A.
Corrot (1901), »Gammal parisiska« (1921),
»Pærer«, »Tag og Skorstene« m. v.
A. Hk.
Ollioules [å’liul], By i det sydøstlige
Frankrig, Dept Var, 7 km V. f. Toulon ved
Indgangen til en trang Klippedal (Georges d’O.), har
(1921) 4060 Indb. O. har betydelig Frugt- og
Haveavl, særlig af Sydfrugter.
E. St.
Ollivier [åli’vie], Emile, fr. Statsmand, f.
2. Juli 1825, d. 20. Aug. 1913. Hans Fader
Demosthénes O. (1799—1884) var Købmand i
Marseille og en ivrig Republikaner, Medlem af
Nationalforsamlingen 1848—49 og Flygtning i
Udlandet 1852—60. O. blev 1847 Sagfører i Paris
og udnævntes allerede Marts n. A. af Ledru
Rollin, der var Faderens Ven, til
Regeringskommissær i Marseille, hvor han i Juni
undertrykte Arbejderuroligheder. 1849 kom han
tilbage til Paris, vandt Ry som Forsvarer i fl.
politiske Sager og var 1856 Medstifter og senere
en frugtbar Medarbejder af Revue pratique de
droit française. 1857 valgtes han i Paris til
den lovgivende Forsamling og udmærkede sig
som en af de »fem« Oppositionsmænd, særlig
i Forhandlingerne om Sikkerhedslovene 1858,
om Krigen i Italien 1859 og om Pressens Stilling
1860. Efter Genvalget 1863 opgav han den
skarpe Opposition mod Regeringen, valgtes derfor
ogsaa 1864 til Ordfører for Loven om
Koalitionsfrihed (d. v. s. Arbejdernes Ret til at stifte
Fagforeninger) og forsvarede Kejserdømmets
Udenrigspolitik over for Thiers, særlig Italiens
— 1867 ogsaa Tysklands — Enhed, samt
Frihandelssystemet. Derimod rettede han skarpe
Angreb paa
Rouher, hvem
han betegnede
som
»Vicekejser«, og søgte at
lede
Udviklingen ind i et
friere Spor, bl.
a. ved et
Flyveskrift 1869, der
udviklede
Muligheden af at
forsone
Kejserdømmet med
politisk Frihed.
Ved Valgene s.
A. blev han
derfor vraget af
Republikanerne,
men opnaaede
Valg i Departementet Var og sluttede sig nu
til Mellempartiet. Inden Aarets Udgang fik han
det Hverv at danne et nyt Ministerium, der
skulde indlede en parlamentarisk Styrelse, og
blev selv 2. Jan. 1870 Første- og Justitsminister.
Med dristig Selvtillid gav han sig i Lag med
denne Opgave, udfoldede stor Virksomhed og
især en glimrende Veltalenhed. Det lykkedes
ham ogsaa at overvinde de første
Vanskeligheder, men han havde ikke Fasthed nok til at
modsætte sig de Indflydelser, der gjorde sig
gældende fra Hoffets og de gl. kejserlige
Statsmænds Side, og saa ikke, at han stundom kun
blev Redskab, hvor han troede selv at have
Ledelsen. Ej heller kunde han undgaa
Svingninger midt mellem de to Ydersider i den
lovgivende Forsamling, den ultranapoleonistiske
Gruppe og den republikanske Opposition, der
begge bekæmpede ham med samme Bitterhed.
Tilsyneladende vandt han en stor Sejr ved at
gennemføre den ny Forfatning og faa et stærkt
Flertal ved Folkeafstemningen i Maj, men hans
Indflydelse var i Virkeligheden kun svag.
Skønt han mod sin Villie og uden at ane det
førtes ind i den skæbnesvangre Udenrigspolitik
— endnu 30. Juni udtalte han, at Freden aldrig
havde været saa sikret, og 12. Juli troede han,
at Krigsfaren var fjernet — overtog han dog,
som han selv sagde, »med let Hjerte« Ansvaret
for Krigserklæringen faa Dage senere. Efter
Krigens første Nederlag blev han 9. Aug.
styrtet ved en Mistillidserklæring af den lovgivende
Forsamling og drog smart efter til Italien, hvor
han forblev indtil 1873. Han kom aldrig senere
til at spille nogen politisk Rolle og søgte
1876—85 3 Gange forgæves Valg til Deputeretkamret.
Ogsaa kom han et Par Gange i aaben Strid
med Flertallet i Académie française, hvoraf han
Apr. 1870 var blevet Medlem, fordi han i
Taler, han skulde holde om Lamartine (1874) og
Thiers (1880) groft krænkede dets politiske
Opfattelse. Hvor nøje han havde sluttet sig til
Napoleon III, fremgik tydeligt af hans
omfattende og indholdsrige Skr.: L’empire
 |
| E. Ollivier. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
