Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Opløsninger - Opløsningers Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mættet med vedk. Stof. Et Stofs
Opløselighed er Koncentrationen af den
mættede O.
I Reglen tiltager de faste Stoffers
Opløselighed med Temp. En ved højere Temp. mættet
O. af et fast Stof vil ved Afkøling udskille en
Del af dette; dog kan det for adskillige Saltes
Vedk. indtræffe, at en ved en bestemt Temp.
mættet O. kan afkøles betydelig under denne
Temp., uden at Stoffet udskilles, men tilsættes
blot en uhyre lille Krystalpartikel af vedk.
Stol, udskilles Overskudet straks af O. O., der
viser dette Forhold, kaldes overmættede
O.; en saadan kan let faas ved af opløse
Natriumsulfat (Glaubersalt) i Vand ved 33°, til O.
næsten er mættet, og derpaa afkøle.
O. af Salte og andre ikke flygtige Stoffer i
Vand har altid et højere Kogepunkt og et
lavere Frysepunkt end det rene Vand (se
Opløsningers Teori). Den sidste Gruppe O.,
faste Stoffer opløst i andre faste Stoffer,
kaldes ofte faste O. En Del Metaller er i
smeltet Tilstand opløselige i hinanden i alle
Forhold, f. Eks. Bly og Tin, og ved Størkning
af en saadan O. udskilles Blandingskrystaller
af de to Komponenter; saadanne
Blandingskrystaller, der hver for sig er homogene, maa
anses for en fast O. Ligeledes kan f. Eks. Jod
opløses i Benzol, ved Afkøling af denne O.
udskilles Benzolkrystaller, der indeholder Jod
opløst. Glas maa ligeledes betragtes som en fast O.
O.’s Koncentration kan angives paa
forsk. Maade, man kan angive, hvor mange g
opløst Stof der findes i 100 g af Opløsningen;
dette angiver Opløsningens Koncentration i %,
ell. man kan opgive, hvor mange g af det
opløste Stof der er opløst i 100 g
Opløsningsmiddel. For de luftformige Blandingers O. og for
O. af Vædske i Vædske angives Koncentrationen
i Rumfangsprocent
(Volumenprocent), der angiver, hvor mange Rumfang af
det opløste Stof der findes i 100 Rumfang af
Blandingen. I Kemien angives i Alm. O.’s
Koncentration ved at angive, hvor mange
Grammolekyler af det opløste Stof der findes i 1 l
Opløsning. En O., der indeholder 1
Grammolekyle opløst Stof pr l, kaldes da 1 molær. En
O.’s Koncentration kan ogsaa, særlig naar O.
skal anvendes i Titreranalysen (s. d.), angives
efter Normalitet. En 1 normal O.
indeholder 1 Gramækvivalent opløst Stof pr l. En
1 molær Natriumhydroxydopløsning indeholder
40 g NaOH pr l (NaOH=40), den er tillige
1 normal, da Natriumhydroxydets Ækvivalent
er = 40. En 1 molær Svovlsyre indeholder 98 g
H2SO4 pr l (H2SO4=98), men en 1 molær
Svovlsyre er 2 normal, da Svovlsyren er en tobasisk
Syre, saaledes at 2 Gramækvivalenter
Natriumhydroxyd er nødvendige til at neutralisere 1
Grammolekyle Svovlsyre (se Syrer).
M. M-r.
Opløsningers Teori. I Tidens Løb har der
været fremsat forsk. Anskuelser om
Opløsningers Natur; disse Teorier kan henføres til to
Retninger, en kemisk og en fysisk. I Beg.
af 19 Aarh. betegnede Berthollet i sin
Statique chimique en Opløsning som en kemisk
Forbindelse og udtaler den Anskuelse, at
Dannelsen af en Opløsning ofte kun beror paa
Dannelsen af en lidet bestandig Forbindelse, der
endnu tydelig viser det opløste Stofs
karakteristiske Egenskaber. Siden den Tid har det af
en Række Forskere været antaget, at det er
den kemiske Affinitet, der ligger til Grund for
Opløsningsfænomenerne. Saaledes gaar f. Eks.
Mendelejeff ud fra den Anskuelse, at de
kemiske Forbindelser kan deles i bestemte og
ubestemte, og han henregner Opløsningerne til
de sidste, idet han antager, at den dannede
primære Forbindelse mellem opløst Stof og
Opløsningsmiddel er saa lidet robust, at den
allerede ved alm. Temp. er delvis spaltet, saaledes
at det dannede homogene flydende System
foruden Forbindelsen tillige indeholder dens
Komponenter. Berthelot anser en Opløsning for
en Blanding af Opløsningsmiddel, og en
Forbindelse af Opløsningsmiddel med opløst Stof,
dannet efter Loven om de konstante Proportioner.
I Modsætning til disse Anskuelser hævdede
Dossios en rent fysisk Anskuelse, og
betragtede Opløsningsfænomenerne som en rent
mekanisk Proces.
De nyere Anskuelser om Opløsningers Natur
hviler ogsaa væsentlig paa en fysisk
Betragtningsmaade, idet de er bygget paa
Iagttagelserne af Opløsningers osmotiske Tryk, og deres
elektriske Ledningsevne. Ud fra osmotiske
Undersøgelser maa man tænke sig det opløste Stof
til Stede i Opløsningen i en Tilstand, der er
fuldstændig uafhængig af Opløsningsmidlet (se
dog senere), og som nærmest kan sammenlignes
med den Tilstand, hvori Stoffet vilde være, hvis
det i Dampform ved samme Temp. var
indesluttet i et lige saa stort Rum som det, der
indtages af Opløsningsmidlet. Det er et kendt
Fænomen, der kan iagttages, naar et Vandlag
anbringes oven paa en stærk Opløsning af et
farvet Salt, at hele Vædsken efterhaanden bliver
farvet; det opløste Stofs Molekyler vandrer —
imod Tyngdens Retning — fra de Steder, hvor
Koncentrationen er større, til de Steder, hvor
den er mindre, og denne Vandring hører først
op, naar Koncentrationen overalt i Vædsken er
den samme. Den Kraft, hvormed denne
Diffusion foregaar, svarer ganske til en Luftarts
Tryk, der vil faa denne til at indtage saa stort
et Rumfang som muligt. At der virker et
saadant Tryk under Diffusionsprocessen, kan man
vise ved mellem den koncentrerede Opløsning
og Vandet at indskyde en Hinde af den
Beskaffenhed, at den kun tillader Vandets, men ikke
det opløste Stofs, Molekyler at passere gennem
sig; en saadan Hinde kaldes
»halvgennemtrængelig« ell. »semipermeabel«. Bindes over Enden
af et Stykke vidt Glasrør med Krave lufttæt en
dyrisk Hinde (Blære), og fyldes derpaa Røret
med en koncentreret Sukkeropløsning, og
lukkes den anden Ende med en tætsluttende Prop,
hvorigennem er indsat et langt tyndt Glasrør,
saaledes at hele det vide Glasrør er fyldt med
Opløsning, og denne staar lidt op i det tynde,
vil man, naar Hinden sættes ned under Vand i
et Kar, lidt efter lidt se Vædskeoverfladen i
det tynde Rør stige, som Tegn paa, at der
trænger Vand ind gennem Hinden. Denne er
gennemtrængelig for Vandmolekylerne, men
næsten uigennemtrængelig for
Sukkermolekylerne. Fænomenet beror paa, at
Sukkermolekylerne vil søge at brede sig over saa stort et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
