Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - orientalsk Arkæologi - orientalske Duer - orientalske Krig - orientalske Region - orientalske Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Chypre, IV, Judée V, Perse [Paris 1884—90];
Délégation en Perse, Mémoires etc. 1900—21, Bd
I—XVI; H. R. Hall, Ancient history of the
near East, 5. Udg. 1920).
H. A. K.
orientalske Duer, se Duer, S. 493.
orientalske Krig, d. s. s. Krim-Krigen.
orientalske Region, se Dyregeografi.
orientalske Sprog kalder man de
Tungemaal, der tales i Orienten, i den opgaaende
Sols Lande, d. e. i de Ø. f. Europa liggende
Lande, i Asien og i Nil-Landene. I
Middelalderen var Interessen for o. S. meget lidet
udviklet i Europa. Dog var der enkelte
videbegærlige, som gik til Spanien og her lærte Arabisk
for at nytte Undervisningen i de mauriske
Skoler. I disse stiftede de Kristne Bekendtskab
med den næsten ukendte Aristoteles, hvis Skr
hjembragtes og tillige med enkelte andre
oversattes fra Arabisk til Latin. Ved Korstogene
kom man i Vesterlandene i Berøring med Folk,
der talte o. S., men man synes dog kun i ringe
Grad at have bekymret sig om at lære deres
Sprog. Enkelte Paver o. a. høje Gejstlige havde
imidlertid et vist Blik for Vigtigheden af de
o. S. De mente saaledes, at der burde gives
Studerende Lejlighed til at lære Arabisk og vel
ogsaa andre semitiske Sprog. Innocens IV
forordnede, at der ved Paris-Universitetet skulde
være en Lærestol i Arabisk, og
Kirkeforsamlingen i Vienne 1311 udtalte sig for Oprettelsen af
lgn. ved fl. andre Universiteter; men Frugterne
heraf blev ikke store. Mangelen paa Indsigt og
Kendskab til o. S. gik i Middelalderen endog
saa vidt i Europa, at man i Vesten ikke engang
havde Kendskab til Græsk, et Sprog, der
vistnok for en Del tilhører Østen, men som dog
har sin væsentligste Hjemstavn i selve Europa,
om end i de østligste Dele. Omtr. de eneste af
Europas Beboere, der i Middelalderen gav sig
af med o. S., var lærde Jøder. Af disse var der
ikke faa, som ikke blot forstod Hebraisk, men
affattede deres lærde Skr i dette Sprog, om end
i et fra det gl. noget afvigende Sprog
(Ny-Hebraisk). For omtr. alle Kristne var derimod
det gl. Test. i Grundsproget en hel lukket Bog,
ja det samme var ogsaa Tilfældet med det gr.
Ny Test. Ved Renaissancen genoplivedes
Interessen for den gl. gr. Litteratur og for det
gr. Sprog. Man fremdrog det gr. Ny Test.; det
blev ikke blot trykt og udbredt, men ogsaa
Genstand for grundigt Studium, hvad der gav
Beformatorerne et mægtigt Vaaben i Hænde i
deres Kamp mod den kat. Kirke. Ikke mindre
Interesse havde Reformatorerne for det gl.
Test. i Grundsproget. Man søgte stundom Hjælp
hos lærde Jøder, men arbejdede snart
selvstændigt videre, og saaledes blev Hebraisk det
første o. S., som dyrkedes i Europa. Snart kom
Aramaisk til, da en Del af det gl. Test. som
bekendt er skrevet paa Aramaisk. Et væsentligt
Skridt videre skyldes Piaverne, som grundede
Missionskollegier i Rom, hvor man studerede
andre o. S., saaledes Syrisk, Arabisk, siden
ogsaa Koptisk, Armenisk og Ætiopisk. Urban VIII
grundede i Rom 1627 Collegium pro Fide
propaganda. Her dyrkedes fl. o. S., vistnok
nærmest for Missionens Skyld. Samtidig samlede
Paverne paa østerlandske Haandskrifter, for at
man kunde have rigelige Materialer til
videnskabelig Granskning. Protestanterne blev ikke
helt tilbage. Bibelstudiet viste snart, hvilken
Bet. de gl. Bibeloversættelser havde, og der
udgaves derfor i London en Polyglot-Bibel,
hvori Oversættelser af Bibelen i fl. o. S. var
udgivne i Trykken. En lgn. Polyglot udkom i
Paris. Studiet af o. S. var saaledes nøje knyttet
til Teologien, et Forhold der vedblev indtil ind
i 19. Aarh., da de o. S. efterhaanden begyndte
at faa en selvstændig Stilling med
Universitetets Lærestole under det filosofiske Fakultet. I
Beg. var Opmærksomheden kun rettet imod de
Sprog, der hørte hjemme i de Dele af
Orienten, hvor Kristendommen fordum havde
hersket, og som havde en egen gl. Litteratur.
Efterhaanden udvidedes dog Blikket ogsaa imod
andre Egne, særlig imod Syd- og Østasien, i
hvilke mange kat. Missionærer søgte at virke
for Kristendommens Udbredelse. Disse Mænd
var selvfølgelig nødt til at sætte sig ind i
Sprogene i de Egne, hvor de optraadte. I
Virkeligheden har fl. af dem efterladt sig Optegnelser,
hvoraf en Del er udkomne i Trykken, hvorved
de vakte nogen Opmærksomhed i Europa for
de i disse fjerne Lande hjemmehørende Sprog.
Det var især portugisiske, spanske og franske
Gejstlige og Munke, der her brød Banen, ved at
pege hen paa den Bet., som særlig Kinas,
Indiens og Japans Litteratur og Historie havde
for videnskabelig Granskning. Men medens disse
Bestræbelser kun var rent sporadiske Forsøg,
der ikke bragte videre Frugter, fik et andet
Arbejde i det fjerne Asien vidtrækkende Bet.
Det var Anquetil Duperron’s Rejse til Indien.
Hvad denne Gransker søgte i Indien, var ikke
den gammel-indiske Kultur og dens litterære
Frembringelser, men det gl. Persiens hellige
Bøger, den saakaldte Zendavesta, og her brød
han en ny Bane, ad hvilken andre snart efter
skulde trænge videre. Det varede dog ikke
længe, før en anden Videnskabsmand skulde
begynde at oplukke selve det gl. Indiens litterære
Skatte for Europa. Denne Mand var Sir
William Jones, der i Kalkutta fik stiftet Asiatic
Society, som snart kom til at virke meget for
at vække Sans i England og paa Fastlandet for
Indiens gl. Sprog og Litteratur. Efter Persien
og Indien kom Turen til Ægypten. Foreløbig
maatte man lade sig nøje med den yngste Form
af Landets Oldsprog, med Koptisk, der fandt
udmærkede Dyrkere særlig i England og
Italien. Her var det ikke blot Italienere, der
bragte Videnskaben fremad, men særlig
adskillige Danske, fremfor alle Georg Zoega, efter
hvem vi maa nævne Biskop Münter og
Engelbreth. Fra Italien bredte Interessen for Koptisk
sig til Frankrig og vandt her dygtige Kræfter,
bl. a. Champollion le Jeune, der ved sine
koptiske Studier lagde den Grundvold, paa hvilken
han snart efter skulde opbygge en hel ny
Videnskab, Ægyptologien, der paa een Gang
rullede Tæppet op for det næsten helt forglemte
gl. Ægyptens mærkelige Oldtid. Omtr. samtidig
med Champoillion levede i Paris Silvestre de
Sacy, sin Tids Orientalisters ypperste, om hvis
Lærestol, særlig i Arabisk, Disciple fra alle
Lande flokkedes. Ny Baner brødes af den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
