Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Orla-Jensen, Sigurd - Orlamundt, Hans Christian Andreas - Orlamünde - Orlando Lasso - Orlando furioso - Orlean - Orléanais
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Talgsmelteri. 1896—99 studerede han
Mælkeribakteriologi, var 1899—1901 Assistent ved det
bakteriologiske Statslaboratorium i Bern,
1902—07 Forstander for den schweiziske
Mælkeriforsøgsanstalt i Bern, blev 1904 Dr. phil. ved
Kbhvn’s Univ. og ansattes 1908 som Professor i
bioteknisk Kemi ved Polyteknisk Læreanstalt i
Kbhvn. O. er Medlem af Statens Mejeriudvalg,
Formand for Fællesorganisationens Osteudvalg,
for internationalt Mælkeriforbunds danske
Afdeling og for Kemisk Forening, endvidere
Medlem af danske Kemiske Foreningers Fællesraad
for internationalt Samarbejde, Medlem af
danske Hygiejnikeres Fællesrepræsentation,
Formand for Meludvalgets Afdeling for Bageforsøg,
Medlem af det sv. Landbrugsakademi m. m.
Han har skrevet talrige Afh. i danske og tyske
Fagblade samt i Videnskabernes Selskabs Skr,
af størst Bet. er hans
Mælkeri-Bakteriologi (1912 og 1916) og The Lactic Acid
Bacteria (1919).
B. B.
Orlamundt, Hans Christian
Andreas, dansk Skuespiller, f. 6. Apr. 1837 i
Aalborg, d. 1. Juli 1912 i Espergærde. O. var Søn
af et rejsende Skuespillerpar, der i nogle Aar
var ansat ved »Casino«, hvor han optraadte
første Gang 31. Decbr 1850 som en Dreng i
»Nytaarsaften«; fra sin egl. Debut i 1856 var
han en af Provinsernes mest yndede
Skuespillere, og skønt han først 1883 kom til
Hovedstaden, hvor han i Perioder var knyttet til
Dagmarteatret, Folketeatret og Casino, vandt han
dog frem i første Række som en baade morsom
og diskret Farce- og Lystspilskuespiller.
Noblesse og en egen lun Hygge prægede O.’s
Personlighed. Megen Forvandlingsevne besad han
ikke, men hans Diktion var gennemarbejdet og
hans Blik udtryksfuldt. Blandt hans bedste
Skikkelser var Lensgreven i »Uden Midtpunkt«,
Kammerherrerne i »Sportsmænd« og i »En
Mindefest« samt Jouvenal i »En Hemmelighed, som
Alle véd«. Han optraadte sidste Gang 26. Marts
1911 paa Dagmarteatret som Postmesteren i
»Betroede Midler«. (Litt.: Robert
Neiiendam: Folketeatrets Historie 1857—1908« [Kbhvn
1919]).
R. N.
Orlamünde [årla’møndə], tysk By
(Hertugdømmet Sachsen-Altenburg), har en malerisk
Beliggenhed paa Toppen og ved Foden af
en stejl Klippe tæt ved Floderne Orlas og
Saales Sammenløb. Den lille Stad tæller kun ca.
1500 Indb. og har ingen synderlig Bet. i
Nutidens økonomiske Liv, men er ikke uden hist.
Interesse, idet dens Borg, hvoraf der endnu ses
Ruiner, i Middelalderen var Sæde for Greverne
af O., et Dynasti, der kun indtager en beskeden
Plads mellem Tysklands Fyrstehuse, men dog
af og til har spillet en Rolle i Thüringens
Historie. Udsprungen af en ældgammel sachsisk
Høvdingæt, ejede Slægten alt i 10. Aarh. Weimar
og O., men først i Beg. af 11. Aarh. nævnes en
Greve af O., Atto, efter hvis Død (1067) O.
gik over til det med ham beslægtede askaniske
Hus (se Askanien og Anhalt), der ogsaa
arvede Weimar (1112), hvorefter begge
Grevskaber 1140 tilfaldt Albrecht der Bär,
der desuden erhvervede Rudolstadt. Ved hans
Død (1170) blev hans tredie Søn, Hermann,
Greve af Weimar og O., medens den ældste
Søn, Otto, blev Markgreve af Brandenburg, den
næstældste, Bernhard, Hertug af Sachsen.
Hermann’s Sønnesøn er den i Danmarks Historie
velkendte Albert af O. 1248 skiltes de to
Grevskaber atter ifølge Arvedeling, og O. og
Weimar havde nu i lang Tid hver for sig sine
egne Grever, bl. hvilke Otto III (d. 1293) efter
Sagnet (der imidlertid er ganske grundløst)
skal have været gift med »Agnes af O.« (se
Agnes af Meran), en af de »hvide Damer«,
der spøger i tyske Fyrsteslotte. Ny
Arvedelinger i Beg. af 14. Aarh. svækkede i høj Grad
O.’s Anseelse, og 1344 maatte Grev Henrik
IV af O. mod en Livrente afstaa sine
Besiddelser til Landgrev Frederik af Thüringen. Men
herimod rejste andre Linier af Huset O.,
Weimar, Schwarzburg og Schaumforst, Indsigelse,
og den saakaldte Grevekrig begyndte. Efter en
toaarig, forbitret Kamp sejrede Landgreven
(1346); han beholdt O. og fik Lenshøjhed over
Schwarzburg og Weimar, hvis Grevestamme
uddøde 1376, hvorefter dens Land indlemmedes
i Thüringen. Den sidste Linie af Huset O.,
Lauenstein, udslukkedes 1486, efter alt tidligere
at have solgt de fleste af sine Besiddelser. 1603
forenedes O. med Altenburg ved Delingen af de
ernestimske Lande. (Litt.: Lommer, »O.«
[O. 1878]; Michelsen, »Urkundlicher
Ausgang der Grafschaft O.« [Jena 1856];
Reitzenstein, »Regesten der Grafen v. O.«
[Baireuth 1871]; Jovias, »Chronik der Grafen v.
O.« [Leipzig 1886]; Kraussold, »Die weisze
Frau und der Orlamünder Kindermord«
[Erlangen 1866]).
(C. F.). H. J-n.
Orlando Lasso, se Lassus.
Orlando furioso [furi’ozo], se Ariosto.
Orlean, Anatto, Arnotto, Achioti,
Ruku, er et rødt Farvestof, der faas af
Frugtmiarven af Bixa orellana (se Bixa), idet
man lader Frugterne undergaa en svag Gæring,
efter at de er knuste og udrørte med Vand,
hvorefter Frøene og Kapslerne fjernes ved
Frasigtning. Den Farvestoffet indeholdende Rest
kom tidligere alm. i Handelen i Form af
indtørrede Kager, ofte indpakkede i Palmeblade
ell. Kurve og benyttedes i Tøjfarveriet. Nu er
den til dette Brug helt fortrængt af
Tjærefarvestoffer, men finder udstrakt Anvendelse til
Fremstilling af Smørfarve og
Ostefarve, idet man dog hertil sædvanlig ikke indfører
Farvestoffet, men selve Frøene med
paasiddende Farve. Denne indeholder dels et i Vand og
Alkohol, men ikke i Æter opløseligt gult
Farvestof, Orellin, dels et rødt, i Vand
uopløseligt, men i Alkohol opløseligt Farvestof Bixin.
Begge disse opløser sig i fede Olier og Alkalier,
og det er den førstnævnte af disse Opløsninger,
der benyttes til Farvning af Smør og
Margarine, den sidstnævnte, der benyttes til
Farvning af Ost. Frøene kommer navnlig fra
Vestindien og den nordlige Del af Sydamerika.
K. M.
Orléanais [årlea’næ], tidligere Prov. i det
nordlige Frankrig, med Hovedstaden Orléans;
det omfattede Landskaberne Orléanais,
Gâtenais, Blaisois, Sologne og Beauce og svarer
omtrent til de nuværende Dept. Loiret,
Loir-et-Cher og Eure-et-Loire.
(M. Kr.). E. St.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
