Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Orléans - Orléans, Hertuger af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Armékorps samt Storhertugen af Mecklenburg med
1. bayerske Korps og 17. og 22. Infanteridivision
begyndte 3. Decbr en koncentrisk Fremrykning
mod O., der efter heftige Kampe 3. og 4.
besattes 5. Decbr. De fr. Tropper gik tilbage,
1. Loire-Hær under Bourbaki mod S. mod
Bourges og Nevers og 2. Loire-Hær under
Chanzy mod SV. til Beaugency.
Franskmændene mistede c. 18000 Fanger og 74 Kanoner,
medens det samlede tyske Tab i de 2 Dages
Kamp udgjorde knap 1800 Mand. Kampene
havde vist, at de mangelfuldt uddannede fr.
Tropper trods deres store Antal og megen
Tapperhed ikke kunde tage Kampen op med fuldt
uddannede Soldater. O. holdtes besat af
Tyskerne indtil Marts Maaned det flg. Aar og
dannede Støttepunktet for de videre
Operationer mod den franske 2. Loire-Hær.
(B. P. B.). E. C.
Orléans [årle’ã], Hertuger af, Prinser af
det fr. Kongehus, der ejede Hertugdømmet O.
som arveligt Apanagelen ell. (efter
Revolutionen) beholdt Titlen. Efter at Hertugdømmet
siden Capetingernes Tronbestigelse (987) havde
været forenet med Kronen, gav Kong Filip VI
det 1344 til sin Søn Filip (1336—75), og
herefter blev det Skik, at Kongernes næstældste
Sønner ell. de af dem stiftede Linier var
Indehavere af Hertugværdigheden, hvortil
efterhaanden fl. nye Forleninger knyttedes, f. Eks.
Hertugdømmet Chartres, efter hvilket
Hertugerne af O.’s ældste Sønner førte Titel, saa
længe Faderen levede. Da ovennævnte Hertug
Filip ikke efterlod sig ægtefødte Arvinger, gik
O. efter hans Enkes Død (1392) over til Karl
VI’s yngre Broder Ludvig (1371—1407), der
blev Stamfader for det andet Hus O. Han var
en smuk, tapper og velbegavet Mand, men hans
Letsindighed, Ødselhed og tøjlesløse
Usædelighed gjorde ham kun lidet skikket til under
Kongens Sindssygdom at staa i Spidsen for
Regeringen som Rigsforstander, hvilken Stilling
han opnaaede ved sit Venskab med
Dronningen; men Hertug Johan den Uforfærdede af
Burgund, der stræbte efter samme Værdighed,
gjorde sig nu til Talsmand for den alm.
Misfornøjelse med Ludvig’s slette Styrelse og truede
med Oprør, og da Rigsforstanderen var
ubesindig nok til at lade sig forlyde med, at
Johan’s Ægtefælle havde været hans Elskerinde,
blev han ved Nattetid myrdet i en af Paris’
Gader af burgundiske Partigængere. Ludvig
efterlod sig foruden en uægte Søn, den berømte
Riddersmand Dunois, »Bastarden af O.«, af sit
Ægteskab med Valentine Visconti, Datter af
Hertug Johan Galeazzo Visconti af Milano, bl.
fl. to Sønner, Karl af O. og Johan, Greve af
Angoulême (Farfader til Frants I). Karl
(1391—1465), der efter sin Fader blev Hertug af O.,
var i nogle Aar den nominelle Chef for det
armagnac’ske Parti, hvis forbitrede Kamp med
Burgunderne gjorde Frankrig til et let Bytte
for Englænderne, men fik ikke nogen Del i
Fredsslutningen, da han i Slaget ved
Azincourt (1415) haardt saaret faldt i Englændernes
Hænder, hvorefter han maatte tilbringe 25 Aar
som Fange i England. Efter sin Tilbagekomst
til Frankrig tog han kun i ringe Grad Del i det
offentlige Liv, men opholdt sig for det meste
som Privatmand paa sit Slot ved Blois, hvor
han samlede et lille Hof af Digtere om sig.
Karl selv har vundet sig et anset Navn i den
fr. Litt., idet han er Forf. til en Mængde Digte
(over 600), der i Forhold til den Periode, hvori
de er fremkomne, er mærkværdig
formfuldendte. Datidens politiske Begivenheder omtales
kun sjælden, idet Digteren sædvanligvis henter
sine Motiver fra almenmenneskelige Følelser
og Stemninger, der ofte giver sig Udtryk i
elegante og yndefulde Strofer, hvori baade Ord
og Vendinger har et saa moderne Præg, at man
maa gaa frem til Beg. af 16. Aarh. for at finde
Sidestykker til dem. (Litt.:
Champollion-Figeac, Louis et Charles, ducs d’O. [Paris
1844 I—II]; Jarry, La vie politique de Louis
de France, duc d’O. [Orléans 1889];
Beaufils, Étude sur Charles, duc d’O. [Paris 1861];
Udgaver af Digtene er leverede af Guichard
[Paris 1842], Champollion [Paris 1842] og
Héricault [Paris 1875]).
Efter Karl fulgte hans Søn Ludvig som
Hertug af O., men da denne 1498 som Ludvig
XII besteg den fr. Trone, der nu indtil 1589
beklædtes af den orléanske Linie af Huset
Valois, blev Hertugdømmet forenet med Kronen.
Frants I gav det til sin næstældste Søn
Henrik (den senere Henrik II), og i den flg. Tid
skænkedes det stadig til Kongens næstældste
Søn ell. ældste Broder. Saaledes tilfaldt det
1626 Ludvig XIII’s Broder, Johan
Baptiste Gaston (25. Apr. 1608—2. Febr 1660).
Han fik en daarlig Opdragelse, og senere blev
hans af Naturen ret gode Evner og Anlæg ikke
udviklede og benyttede, da hans Broder,
Ludvig XIII, og Richelieu holdt ham borte fra
Statstjenesten, hvorfor den ærgerrige, men
forfængelige og ganske karakterløse Prins, der i
lange Tider var præsumtiv Tronarving, var
yderst fjendtlig stemt mod Hoffet og
Kardinalen. Denne har sagt om ham, at han idelig
blandede sig i Statssagerne, fordi han ikke
kunde modstaa dem, der vilde benytte ham som
Redskab, og at han altid trak sig tilbage med
Skam og Skændsel, fordi han manglede Mod og
Udholdenhed. Denne Udtalelse karakteriserer
træffende Gaston, hvis Vankelmod og
jammerlige Fejhed under hans stadig gentagne, men
frugtesløse Forsøg paa at styrte Richelieu med
Rette har skaffet ham et lidet hæderligt
Eftermæle. S. A. han blev Hertug af O. (1626),
deltog han i Chalais’ Komplot mod Richelieu, men
slap med Livet mod at ægte Marie af
Montpelier, hvad der var saa meget mere
ydmygende for ham, som han netop for at undgaa
dette Ægteskab havde indladt sig i
Sammensværgelsen. Da han efter hendes Død Aaret
efter nægtede at indgaa Ægteskab med den af
Kongen udpegede florentinske Prinsesse og
derved paa ny var kommen i Fjendskab med
Hoffet, indlod han sig i nye Rænker og flygtede
omsider til Lothringen, hvor han hemmelig
giftede sig med Hertug Karl IV’s Søster
Margrethe (1631). Fra nu af deltog han i alle
Sammensværgelser mod Richelieu, ja sluttede sig
en Tid til Spanierne imod Frankrig; men hver
Gang hans Anslag var slaaet til Jorden, købte
han sig Tilgivelse ved at lade sine Fæller og
medsammensvorne i Stikken. Efter Cinq-Mars’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
