Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ormepadder - Ormepølse - Ormesby - Orme's Head - Ormeslanger - Ormesnegl - Ormesukker - Ormesygdom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er sikkert partiel, og Larven besidder i sine
yngre Stadier en anselig Blommesæk.
Fremdeles udmærker den sig ved at være forsynet
med 3 Par fjerformede, af det indeholdte Blod
smukt røde Gæller; ved den bageste af disse
optræder en Gællespalte. Gællerne tabes, naar
Ungerne forlader Æggeskallen for at søge hen
i det ferske Vand, hvori de tilbringer en Tid;
de svømmer livligt rundt, hjulpne af en
Finnebræmme om Halespidsen. Senere forsvinder
Gællespalten, og Dyret gaar paa Land, hvor
navnlig Flodbreddernes fugtige Bund synes at
være et kært Opholdssted for det; her fører
det en skjult Tilværelse, ivrigt efterstræbende
Orme og andre sammesteds levende Dyr. Det
voksne Dyr, der naar en Størrelse af omtr.
40 cm med en samtidig Tykkelse af 14 mm, er
af Farve brunt paa Ryggen, graat under Bugen
og har en gul Stribe ned af Siden. Om en
anden, venezuelansk, Form vides, at den føder
levende Unger, som, medens de endnu er
indesluttede i Moderen, paa hver Side af Halsen
bærer et stort tyndt Hudblad, der maa anses
for en omdannet Gælle; dette omhyller delvis
Ungen og tjener utvivlsomt dens Respiration.
Alle O. ligner i det ydre hinanden; de største
naar henved 1 m’s Længde; man kender omtr.
35 Arter fordelte i 11 Slægter, som
karakteriseres af, hvorvidt Huden mangler ell. besidder
Skæl, Øjnene er mere ell. mindre skjulte o. l.
De tilhører tropiske, skovklædte Egne af Asien,
Afrika og Amerika. (Litt.: Catalogue of
Batrach. gradientia and apoda in the Brit. Mus.
[London 1883]; P. og F. Sarasin, »Ergebnisse
naturwiss. Forsch. auf Ceylon«, 2 Bd
[Wiesbaden 1887—93]; A. Brauer,
»Entwickelungsgeschichte und Anatomie der Gymnophionen«.
Zool. Jahrbüch, X, 1897, XII, 1899).
R. H. S.
Ormepølse, se Søpølser.
Ormesby [’å.əmzbi], By i det nordlige
England, Yorkshire, 2 km SØ. f. Middlesborough,
med (1921) 13029 Indb.
G. G.
Orme’s Head [’å.əmz-’hed], Forbjerg paa
Nordkysten af Wales, har en Højde af 230 m
og er forsynet med et Fyrtaarn. I Nærheden
findes det bekendte Badested Llandudno.
(M. Kr.). G. G.
Ormeslanger. En Gruppe af Slanger, som
har faaet sit Navn dels af den smækre, overalt
næsten lige tykke Krop, der gaar ganske jævnt
over i det lille Hoved og i den ganske korte
Hale, dels af den underjordiske, rodende
Levevis. Munden er af ubetydelig Størrelse (O. hører
til de smaamundede Slanger, se Slanger) og
sidder næsten paa Undersiden af Hovedet. Hos
visse Slægter (Typhlops) findes kun Tænder i
Overkæben, hos andre (Glauconia) derimod kun
i Underkæben. Hovedet er beklædt med
Skjolde, bl. hvilke et saakaldt Næseskjold ofte er
særlig fremtrædende ved sin anselige Størrelse;
i øvrigt er Legemet dækket af alm. taglagte
Skæl. Øjnene er kun lidet udviklede og skjulte
under Skjoldene. Angaaende Skelettet mærkes,
at Rester af Bækkenpartiet findes i større ell.
mindre Udstrækning, stundom endog et
Rudiment af Laaret. O. naar kun en ringe Størrelse;
de anseligste bliver noget over 0,5 m lange, men
som Regel er de langt mindre. Det er ganske
uskadelige Dyr, hvis Næring udgøres af Orme,
Insekter o. l. I Alm. lever de nedgravede i
Jorden, paa hvis Overflade de kun sjælden viser
sig, undtagen efter Regn. Af Farve er de brune
og, ligesom andre paa samme Maade levende
Dyr, kun lidet iøjnefaldende. Deres Udbredelse
strækker sig over de varme Egne af alle
Verdensdele, og allerede i Sydøsteuropa har den
mest bekendte og største Slægt Typhlops, der
omfatter omtr. 100 Arter, en Repræsentant, den
allerede i Oldtiden bekendte T. vermicularis.
(Litt.: G. A. Boulenger, Catalogue of
Snakes in the Brit. Mus. I [London 1893]).
R. H. S.
Ormesnegl (Vermetus). Denne Slægt af
prosolbranche Snegle staar Taarnsneglen
(Turritella) nær, men er let kendelig, idet Skallens
Omvrid, paa de ældste nær, ikke lægger sig op
til hinanden, men er indbyrdes fri og ofte ret
uregelmæssigt snoede. Den kredsrunde
Skalmund kam være hel ell. forsynet med em Spalte
i den ene Side og lukkes af et hornagtigt Laag.
Disse Skaller viser saa stor Lighed med
Ormerør, at de ofte er blevne forvekslede dermed;
imidlertid lader de sig let adskille fra saadanne
ved den spiralsnoede ældste Del, ved den
tydelige Længdestribning og ved deres, som Regel
brunlige Farve. Dyret selv viser den typiske
Sneglebygning og er, som spæd Unge, en
sværmende Larve. Snart fæster denne sig imidlertid
med Spidsen af Skallen til Sten, Koraller ell.
lign. Genstande paa Havbunden; ofte optræder
de selskabeligt og danner ved Væksten forvirret
sammenslyngede Nøgler; enkelte Former træffes
omvoksede af Svampe. Deres Næring bestaar
af alle Haande smaa Organismer, der bliver
hangende i en ejendommelig sløragtig
Slimmasse, som afsondres af en Kirtel i Foden og
holdes udbredt i Vandet; Slimen og de deri
fangne Dyr fortæres af Sneglen. I de tropiske
og tempererede Have findes en Del Arter af O.;
som fossile kendes de muligvis allerede fra
Kultiden. (Litt.: H. de Lacaze-Duthiers,
Mém. sur l’anatomie et l’embryogénie des
Vermets [Ann. sc. nat. IV, 13. Bd 1860]).
(R. H. S.). C. M. S.
Ormesukker, se Ormefrø.
Ormesygdom, Helminthiasis, kaldes
de ved de saakaldte Indvoldsorme (Helminthæ),
hvortil i Reglen regnes de i Menneskets Tarm
forekommende Bændelorme, Spolorme,
Børneorme, Piskeorme og Anchylostoma samt enkelte
sjældnere Former, foraarsagede Affektioner.
Disse er af noget forsk. Art, i Alm. ikke af
videre Bet., men kan dog under visse
Omstændigheder være alvorlige nok. Bændelormen
(Tænia, Bothriocephalus) foraarsager i
mange Tilfælde kun ringe Forstyrrelse, og de
Smerter, den Appetitmangel eller Sult, som
Patienten, der huser en saadan Indvoldsorm,
ofte klager over, skyldes ikke altid Ormens
Tilstedeværelse. I andre Tilfælde kan der
imidlertid fremkaldes ret betydelige Forstyrrelser.
Saaledes kan Bothriocephalus have betydelig Anæmi
til Følge, og alvorlige Tilstande kan ogsaa
fremkaldes paa anden Maade, saaledes i de ganske
vist sjældne Tilfælde, hvor Patienten har faaet
Bændelormæg ind i sin Ventrikel, og hvor den
af disse udviklede Tinte vandrer ud i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
