Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ornitologi - ornitologiske Stationer - Ornum - Oro, Monte d' - Orobanche - Orobus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Eurylæmidæ; ved forsk. Ejendommeligheder i
Sangmusklernes Indretning skelnes en Del
sydamerikanske Fugle, hvoriblandt de to store
Familier Tyrannidæ og Formicariidæ, fra
Hovedmassen af de øvrige Spurvefugle, de egl.
Passeres ell. Oscines, fra hvilke kun
Lyrehalefamilien (Menuridæ) afviger ved deres faa
Sangmuskier, medens de øvrige, henved 9000
Arter, stemmer saa nær overens, at de godt
kunde regnes for een Familie. (Se i øvrigt
Fjer, Flugt, Fugle, Sang, Træk, Æg).
(Litt.: [foruden anførte]: Catalogue of the
Birds in the British Museum, I—XXVII [London
1874—98]; Giebel, Thesaurus Ornithologiæ
[Leipzig 1872—77]; B. Sharpe, A Handlist
of the genera and spec. of birds [London
1899—1902]; A. Newton, A Dictionary of birds
[London 1893—96]; A. Reichenow, »Die
Vögel« [Stuttgart 1913—14]; E. Hartert, »Die
Vögel der palæarktischen Fauna« [Berlin
1903—22]; A. Dubois, Synopsis avium [Bryssel
1899—1904]. — Under Udgivelse er to Værker,
omhandlende alle hidtil kendte Fugle: »Vögel« i
»Das Tierreich« [Berlin 1897; kun en ringe Del
af Fuglene er hidtil behandlet]; Genera avium
[Bryssel 1905]).
O. H.
ornitologiske Stationer kaldes Steder, hvor
der i videnskabeligt Øjemed gøres Iagttagelser
over Fuglenes Livsforhold, særlig saadanne, der
som f. Eks. Trækket, kun kan udredes ved
Iagttagelser paa mange forsk. Steder; som o.
S. kan bruges ethvert Sted, hvor der opholder
sig en Person med tilstrækkelig Lejlighed og
Kundskab til Iagttagelse af Fugle, selv om
Vedkommende ikke er videnskabelig uddannet; en
særlig Plads indtager Fyrtaarne og Fyrskibe,
der, ved at under Trækket talrige Fugle dræbes
ved at flyve mod Fyrlygten, frembyder sig som
naturlige o. S., hvortil de ogsaa i mange Lande
er benyttede (se Træk). De første o. S.
oprettedes i Belgien 1841 af de Selys-Longchamps;
senere er en stor Del Lande, saavel i Europa
som andetsteds, fulgte efter. Paa en ornitologisk
Kongres i Wien 1884 nedsattes en permanent
international Komité, der skulde søge at faa
oprettet Stationer, navnlig i Europa, og udgive
deres Beretninger i et særligt Tidsskrift — et
Foretagende, som dog i alt væsentligt blev
forfejlet. — Den berømteste o. S. er Helgoland
blevet ved de Iagttagelser, Gätke i over 50
Aar gjorde over det vidunderlig rige
Fugletræk, der gaar over Øen, et Arbejde, der senere
er fortsat af H. Weigold. 1893 oprettedes i
Budapest den kgl. ung. ornitologiske Central,
der anlagde o. S. rundt om i Ungarn og navnlig
har virket til Opklaring af Trækforholdene og
Beskyttelse af Fugle; dens Tidsskrift »Aquila«
har nu naaet sin 30. Aargang. En Station
udelukkende til Iagttagelse af Fugle er 1901
oprettet i Rossitten ved Kurische Nehrung, af
Tysklands ornitologiske Forening med Tilskud fra
den preuss. Regering. Arbejdet her er under J.
Thienemann’s energiske Ledelse stadig
vedligeholdt og udvidet trods Verdenskrigen og
de økonomiske Vanskeligheder. I Danmark
oprettedes 1883 under Ledelse af Prof. C.
Lütken en Række Stationer; fra 1885 begyndte
tillige under zool. Museums Ledelse Iagttagelser
fra Fyrene, hvilke senere er fortsatte og
Resultaterne aarlig samlede og bearbejdede af H.
Winge til 1910, senere af R. Hørring. Fra
samtlige danske Fyr indsendes til zool. Museum
de hver Nat ved Fyret faldne Fugle,
Meddelelser om Vejrforholdene, samt Iagttagelser af
Fugle, et Foretagende, der for en ringe, af
Staten bevilget Sum er ordnet paa
mønsterværdig Maade. Det Arbejde, den danske Forsker
H. Chr. C. Mortensen grundlagde med
Undersøgelse af Trækket ved at mærke et stort
Antal Fugle med en Ring om Foden, bragte
nyt Liv i de o. S., og i mange Landet blev
oprettet Ringmærkningsstationer, til Dels
knyttede til allerede eksisterende o. S. (se
Ringmærkning). (Litt.: Ornis [Wien 1885—91
og 1896. Heri Iagttagelser fra Danmark for
1883—87]; Gätke, »Die Vogelwarte Helgoland«
[Braunschweig 1891]; H. Winge,
»Meddelelser om danske Fugle«, i »Vidensk. Medd. fra
Naturh. Forening« [1889—1911]; R. Hørring
smst. [1912—22]; J. Thienemanm, I—XXI
»Jiahresbericht der Vogelwarte Rossitten« i
»Journal f. Ornithologie« [1902—23]).
O. H.
Ornum. Rent sprogligt er Ordet sammensat
af or »udaf, udenfor« og num af nemæ »tage«.
Det forklares alm. som »Undtagelse (fra
Rebning)«, men sammenligner man Ordet med det
tilsvarende sv. urfiælder (egl. »udenfor Marken«),
og med andre Ord der har samme Forstavelse,
ligger det maaske nærmere at tolke Ordet som
»hvad der ligger udenfor den alm. indttagne
Jord (Tægt, Indtægt, Fang)« ell. »hvad der er
indtaget udenfor (Vangen)«; jvf. enstækæ garth,
eenstige gaard, nu Enestegaand, en Enkeltmands
»Tægt« udenfor Byens Fang; Særmærke;
Enemærke; Endel — alle Betegnelser for et samlet
Areal af Særjord. Sagligt kan der næppe være
Tvivl om, at O. var et Enemærke, særskilt fra
det fælles Fang og unddraget Jordfællesskabet
(s. d.). O. var ofte særligt afmærket med Sten,
Stabel, Grøft, Pæle ell. lign., og i saa Fald
undtagne fra Rebning (s. d.), naar en saadan
fandt Sted paa Byens Marker (Jyske Lov 1, 46).
O. synes at være yngre end ell. højst samtidige
med de Landsbyer, de ligger ved, og Grunden
til deres privilegerede Stilling (dignitatis
privilegium hos Anders Sunesøn) maa vist være, at
de var en Art Hovmarker til Stormænds
Gaarde, muligvis skabt i Tiden c. 700—1000, da en
mere intensiv Godsdrift synes at have vundet
Indpas ved fl. af vore Landsbyer (s. d.). Mens
O. var et samlet Areal, kunde der i bolskiftede
Byer findes saakaldte Ornummebol, hvis Jord
oftest var spredt over fl. af Byens Aase og
Vange, dog tit saaledes, at de Orniummebolet
tilhørende Aase laa samlet indenfor hver Vang,
(Litt.: Johs. Steenstrup, »Studier over
Kong Valdemars Jordebog« S. 48 ff; Henrik
Larsen, »Nogle Oplysninger om danske
Landsbyer« [Aarh. f. n. Oldk. 1918, S. 249 ff.];
Samme, »Sjællands Landsbyer og Landsbynavne«
[Fortid og Nutid, 1923, IV, S. 134]).
Svend Aakjær.
Oro, Monte d’ [’monte-’d-åro], Bjerg paa
Øen Corsica, NØ. f. Ajaccio, 2302 m højt.
E. St.
Orobanche [oro’baŋke], se Gyvelkvæler.
Orobus [’o’-], se Lathyrus.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
