Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne / 647 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Osiris - Osjek - Oskaloosa - Oskar I, Josef Frans

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Horos. O. er ikke blot Hersker i de dødes Rige,
han er tillige en Typus paa Menneskeslægten,
Forbillede for hvert enkelt Menneske. Som
ægte Menneske maatte O. være Døden
underkastet. Den kan fra onde Magters Side. Som
disses fornemste Repræsentant nævnedes hans
egen Broder Set, hvem Grækerne kalder Tyfon.
Efter hvad der fortælles, rigtignok i sildige
Skr. lokkede Set O. til at lægge sig i en
pragtfuldt udstyret Kiste. Den sluttedes tid og
stødtes ned i Nilen, hvorfra den af Strømmen
førtes ud paa Middelhavet. Hans trofaste Hustru
Isis søgte alle Vegne efter sin forsvundne
Ægtefælle. Hun fandt hans Legeme i Byblos
paa Syriens Kyst og bragte det atter hjem til
Ægypten, men Set opdagede det og huggede
det i mange, der siges 14, Stykker, hvilke han
spredte over hele Ægypten. Isis vandrede atter
rundt for at samle de spredte Lemmer. Ved
Hjælp af Sønnen Horos, der var vokset op i
Buto i Deltaet, lykkedes det atter at faa
Legemet samlet og nyt Liv indblæst i det, saaledes
at O. atter kaldtes tilbage til Livet. Horos med
sine Hjælpere begyndte nu en Krig imod Set,
som blev helt overvunden. Paa alle de Steder,
hvor Isis fandt et af Lemmerne af O., opførtes
en Helligdom; disse kaldtes senere Serapeier.
Efter Døden bliver ethvert Menneske til en ny
O.; ja til O. selv. Hans Søstre Isis og Neftys
klager over hans Død og beskytter ham mod de
ondes Angreb. Sønnen Horos tager sig ligeledes
af enhver afdøde der jo i sin Egenskab af at
være O. er Fader til Horos.
I Virkeligheden haabede alle
Ægyptere, at de, ligesom
fordum Guden O., engang atter
skulde faa Liv igen. O.
afbildes ofte, snart siddende, snart
staaende. Paa Hovedet har
han en Hjelm med to Fjedre,
en paa hver Side (se Fig.),
stundom bærer han en mere
sammensat Hovedprydelse. I
sine Hænder holder han
Krumstaven og Svøben. Hans Ben
er indviklede i et Hylster som
en Mumie, for at antyde, at
han er de dødes Gud og
Repræsentant. Han afbildes
uendelig ofte paa Mumiekister o.
s. v., men man har ogsaa
talløse Statuetter af ham,
særlig af Bronze. De bares som
Amulet, medgaves de døde i Graven og
opstilledes i Husene. To Symboler bruges ogsaa ofte
til at fremstille O.; det ene hørte hjemme i det
Landskab, hvor Abydos laa, det andet i
Busiris. Om O. haves et græsk Skrift, der næppe
med Rette antages for skrevet af Plutark (»De
Iside et Osiride«), (Litt.: E. Lefébure, Le
Mythe Osirien [Paris 1873—74]).
V. S.



Osjek, det officielle Navn paa den nu til
Jugoslavien hørende By Esseg (s. d.).

Oskaloosa [’åsk_ə£u.s_ə], By i U. S. A., Stat
Iowa, ligger ved Des Moines og har Kornmøller
samt Kul- og Jerngruber, (1910) 9466 Indb.
G. Ht.

Oskar I, Josef Frans, Konge af Sverige
og Norge, f. 4. Juli 1799 i Paris, d. 8. Juli 1859
i Sthlm, var en Søn af den daværende fr.
General Jean Baptiste Bernadotte (senere Karl XIV
Johan) og hans
Hustru Eugénie
Désirée Clary
(senere
Dronning Desideria).
Navnet O.,
hvormed han altid
benævnedes i
sin
Familiekreds, og som
derved blev hans
Hovednavn,
skønt han var
opkaldt efter
sin Moders
Svoger, Josef
Bonaparte, stammer
fra Ossian’s
Digte, der hørte til
Tidens
Yndlingslekture.
Sine tidlige Barndomsaar tilbragte O. i Frankrig
under Moderens Tilsyn, medens Krigstjenesten som
oftest holdt Faderen borte fra Hjemmet; men
da Bernadotte i August 1810 blev valgt til
Tronfølger i Sverige, forlod Moder og Søn Paris og
ankom til Sthlm (Jan. 1811), hvor den smukke
Dreng, hvis Portræt paa Valgrigsdagen i
Örebro skal have bidraget ikke saa lidt til at samle
Stemmerne om hans Faders Kandidatur, blev
modtagen med hjertelig Glæde af Hoffet og
Befolkningen. Af Karl XIII fik han Titel Hertug
af Södermanland og fandt sig snart til Rette i
sit ny Hjemland; medens Karl Johan egl.
vedblev at være fremmed mellem Svenskerne, hvis
Sprog han aldrig lærte at tale, kunde
Sønnen allerede efter et Aars Forløb uden
Vanskelighed udtrykke sig paa Svensk, og alt
som han voksede til, voksede ogsaa hans
Popularitet, saa at han, da han havde naaet
Manddomsaarene, var Nationens Yndling, blev
besungen af Digterne og hilset med Jubel af høje
og lave, hvor han, kom hen. Det var den unge
Fyrstes elskværdige og livlige Væsen, der vandt
den store Mængde for ham, medens hans
Intelligens og alvorlige, ihærdige Arbejde paa at
forberede sig til sit høje Kald vakte Beundring
og Agtelse for ham bl. de højere Samfundslag.
En lignende Stemning lykkedes det ham
efterhaanden ogsaa i nogen Grad at skabe for sig i
Norge, hvor han første Gang opholdt sig en
kort Tid i 1814 og bl. a. var til Stede i
Stortinget 10. Novbr, da hans Fader overleverede
Karl XIII’s skriftlige Ed til Konstitutionen.
Ogsaa det flg. Aar var han med sin Fader i Norge,
hvor de besøgte Trondhjem, Drammen,
Tønsberg og Larvik. Som voksen fungerede han to
Gange som Vicekonge i Norge. Prinsens Studie-
og Udviklingsaar hengik i øvrigt i Sverige, hvor
hans Undervisning lededes saa godt som
udelukkende af sv. Lærere, hvem Prinsens
ypperlige Evner og store Flid gjorde Arbejdet let, saa
at O. efterhaanden kom til at beherske et

Oskar I.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>