Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - ostindiske Kompagnier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
trængte saa haardt ind paa de engelske
Rivaler, at Kompagniet 1753 saa sig tvunget til at
bede om Bistand fra Hjemlandet. Imidlertid
indtraadte der en Vending i de indiske Forhold:
Franskmændene havde fundet deres
jævnbyrdige Modstander i Oberst Clive, som mere end
nogen anden af det indiske Kaos skabte det
britisk-ostindiske Vælde. Denne Militærpolitik
endte altsaa med store Resultater, men den var
ingenlunde til Fremme for Kompagniets
kommercielle Interesser. Tiden mellem 1720 og 1770
udviste derfor stærkt synkende Dividender trods
øget Omsætning. 1773 oprettedes ved den
saakaldte Regulating Act en af en Generalguvernør
ledet Centralregering i Kalkutta for de britiske
Besiddelser i Indien. Hermed begynder et nyt
Afsnit i o. K.’s Historie, idet det fra nu af
kom under Statens Kontrol, om end dets ydre
Uafhængighed fremdeles blev uantastet. Aarh.’s
sidste Menneskealder bragte paa ny
Kompagniets Forretninger i Vejret, idet Europas
Teforbrug gik stærkt fremad. Men ogsaa i dette
o. K. indsneg der sig i denne Tid megen
Korruption og grove Misbrug. Funktionærernes
Grusomhed mod de Indfødte fremkaldte
oprørske Bevægelser bl. disse, og Franskmændene
pustede til Ilden. En Rejsning fremkaldtes af
den muhammedanske Usurpator i Mysore
Hyder Ali. Endnu farligere blev hans Søn Tippu
Sahib, som først efter mange og blodige
Kampe blev besejret og tvunget til Afstaaelse af sit
halve Rige (1791). Engelskmændenes Førere i
disse Krige var Hastings, Indiens første
Generalguvernør (1773—85), og hans Efterfølger Lord
Cornwallis (1786—93), der indførte
gennemgribende Reformer i Indiens civile Administration.
Da Tippu Sahib indlod sig i en ny Krig med
Engelskmændene (1796—99), endte det med, at
han mistede Livet og Resten af sit Rige. 1801
maatte Nabob’en af Karnatik afstaa sit Land,
og 1804 erobredes en stor Del af Mahratternes
Rige. Den britiske Magtudvidelse paa Halvøen
lod sig ikke længere standse; den blev en
militærpolitisk Nødvendighed. Men den krævede
store Ofre af Blod og Penge. Intet Under
derfor, at Kompagniets Handel forkrøbledes under
Byrderne, og at Monopolet søgtes begrænset.
Allerede 1793 blev Eksporten til Indien helt
frigivet. Til dette ydre Slag for Kompagniet kom
indre Svækkelse. Dets Kapital, ved
Aarhundredskiftet stor 6 Mill. £., var paa langt nær
tilstrækkelig og umulig at faa udvidet.
Kompagniet havde da begyndt at laane, og 1809 var
Gælden oppe i 31 Mill. £. 1814 blev ogsaa
Udførselshandelen fra Indien givet fri, og dermed
var Kompagniets Skæbne som merkantilt
Foretagende beseglet. 1833 blev det Kompagniet
ligefrem forbudt at drive Handel. Det var
reduceret til at forvalte sine Besiddelser, en Ret,
der blev tilstaaet det indtil 30. Apr. 1854. Endnu
Aaret før havde Regeringen tiltaget sig at øve
den bestemmende Indflydelse inden for dets
Direktion. Hermed var den sidste Rest af
Selvbestemmelsesret ophævet, og da det store
Sepoysoprør udbrød 1857, medførte dette med
Nødvendighed, at Staten maatte overtage
Indiens Forvaltning i dens Helhed, og 2. August
1858 ophørte det o. K. at være til. Dets hist.
Bet. er navnlig af politisk Art. Den beror paa,
at Kompagniet til Trods for, at dets
merkantile Interesser herved blev satte paa Spil, ikke
veg tilbage for at optage Kampen om Indien.
Derved blev det en vigtig Faktor i britisk
Statssystem og Politik. Da sluttelig dets
Kræfter ikke længere strakte til for at mestre den
kolossale Opgave, blev den eng. Nations
Interesser ikke derved kompromitterede; thi
Moderlandet havde da vokset sig saa stærkt, at det
uden Fare kunde tage den store Arv i
Besiddelse som en moden Frugt, der faldt i dets
Skød.
I Frankrig dannedes et o. K. 1601 i
Blavet, Bretagne; det bestod kun i kort Tid. Et
andet Selskab 1604 gik det ikke bedre, og et
Kompagni, der oprettedes 1615 i Rouen,
forøgede kun Tallet af de uheldige Forsøg. Først
1642 kom der, efter Richelieu’s Tilskyndelse, et
o. K. i Stand, der i alt Fald for nogen Tid
fik fast Fod i Indien, men for øvrigt fristede en
saa kummerfuld Tilværelse, at det efter 30
Aars Forløb maatte indstille sin Virksomhed.
Endelig lykkedes det Colbert 1664 at
grundlægge et, efter eng. og holl. Mønster priviligeret,
af Kongemagten støttet, større Compagnie des
Indes orientales, hvis Sæde blev Lorient.
Kapitalen var 6 Mill. Livres. Stabelpladser blev
anlagte i For- og Bagindien, paa Ceylon og paa
Madagaskar. Men Handelen gik kun trevent,
fraset en Blomstringsperiode 1687—91, da c. 30
% Dividende aarlig kunde uddeles. Senere laa
Kompagniet i Dødvande, og 1712 opgav det
saavel Handel som Besiddelser undtagen
Pondichéry, der sammen med dets Rettigheder og
øvrige Efterladenskaber Maj 1719 flød ind i det
kæmpemæssig planlagte, af John Law stiftede
Compagnie des Indes. Dette overlevede bans
»Systems« Sammenbrud, udsondredes af de
finansielle Foretagender, hvormed det var
blevet sammenfiltret, og forvandledes til et alm.,
priviligeret Handelsselskab med en
Aktiekapital paa 112 Mill. Livres. Saaledes fornyet blev
dets Udvikling baade rask og glimrende,
takket være de to indbyrdes rivaliserende
Feltherrer La Bourdonnais og Dupleix. Navnlig
Dupleix forstod med smaa Midler at udrette det
utrolige; for hans geniale Blik blev det opladt,
at Indien maatte erobres ved Indierne selv,
ved at udnytte deres Splidagtighed — et
Princip, Engelskmændene optog efter ham. Han
var godt paa Vej til at skabe et stort
fransk-indisk Rige, men blev svigtet af sit Fædreland.
Samme Skæbne ramte ogsaa hans Efterfølger,
den tapre Lally-Tollendal, der 1761 maatte
udlevere Pondichéry til Engelskmændene. Det fr.
o. K.’s Rolle var dermed udspillet. 1769
ophævedes dets Monopol, hvorpaa det Aaret efter
blev opløst. De fr. o. K. havde deres Rod i
merkantilistisk Administrationspolitik, ikke i
kommerciel Udvidelsestrang, kunde derfor
ingen Levedygtighed faa.
Danmarks o. K. Christian IV, hvis
Styrelse afgiver et typisk Eksempel paa
Merkantilismens økonomiske Politik, var bl. Samtidens
Fyrster en af de første, der optog Tanken om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
