Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paarl - Paasche, Hermann - Paasche, Johan Frederik - Paaske - Paaskelillie - Paaskeøen - Paastand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
betydelige Vindyrkning. P. er et søgt
Sommeropholdssted for Kapstadens Beboere.
C. A.
Paasche [’pa.∫ə], Hermann, tysk
Nationaløkonom og Politiker, f. 24. Febr 1851 i Burg
ved Magdeburg, blev 1879 Prof. i Rostock, 1884
i Marburg, 1897—1906 ved Berlins tekniske
Højskole. 1881—1884 og siden 1893 har han været
Medlem af den tyske Rigsdag, siden 1893 ogsaa
af den preussiske Landdag, tilhører det
nationalliberale Parti. P. er en første Rangs
Autoritet i alle Spørgsmaal vedrørende
Sukkerindustrien, som han har studeret under udstrakte
Rejser i Europa og Amerika, og som han har
gjort til Genstand for videnskabelig Behandling,
foruden i forsk. Tidsskriftafhandlinger, i
»Zuckerindustrie u. Zuckerhandel der Welt« (1891),
»Die Zuckerproduktion der Welt« (1905). Ellers
har han i en Rk. Skr studeret Pengevæsenets
Teori og forsk. sociale og praktisk-økonomiske
Spørgsmaal samt offentliggjort sine Iagttagelser
og Indtryk i »Kultur- u. Reiseskizzen aus
Nord- u. Mittelamerika« (1894).
(K. V. H.). Sv. N.
Paasche, Johan Frederik, norsk
Litteraturhistoriker, f. i Bindal 3. Febr 1886, Student
1903, cand. mag. 1910, Universitetsstipendiat
1911, Dr. phil. 1915, Docent i tysk Litteratur
1917, Prof. i europæisk Litteratur 1920. P., der
1911 vandt Kongens Guldmedaille for
Afhandlingen »Ibsen’s forhold til norrøne kilder«, har
desuden bl. a. udgivet »Gildet paa Solhaug.
Ibsen’s nationalromantiske digtning« (1908),
»Kristendom og kvad. En studie i norrøn
middelalder« (1914, Doktorafhandling), »Lilja. Et
kvad om Guds moder«, Oversættelse af Eystein
Aasgrimssøn’s Digt (1915), »Luther« (1917),
»Goethe« (1918), »Kong Sverre« (1920), »Olav
den hellige« (1921), »Snorre Sturlason og
Sturlungerne« og en Oversættelse af Njaals Saga
(begge 1922). Efteraaret 1923 begyndte han
sammen med Prof. Francis Bull at udgive en stor
norsk Litteraturhistorie, beregnet til 5 Bd, og
hvori han foruden Middelalderens Litteratur
skal behandle Wergelandstiden og det
nationale Gennembrud i 19. Aarh. P.’s Styrke som
Forsker beror paa den sjældne Evne, som et
følsomt og udpræget religiøst Gemyt giver ham
til Indlevelse i særlig middelalderligt norsk
Aandsliv. Han indtager i denne Henseende en
Særstilling inden for norsk Litteraturforskning.
Den arkaiserende Sprogform, hvori han har
søgt at gendigte ældre Litteraturværker for et
moderne Publikum, vidner derimod efter
manges Mening ikke om en saa fremragende
Stilsans som den der fra Anmelderhold er blevet
tillagt ham.
Wt. K.
Paaske, Festen til Minde om Jesu Kristi
Død og Opstandelse. Allerede Jøderne havde en
Paaskefest, som de ogsaa nu stadig fejrer (se
ang. denne: Fester, jødiske); men da Jesus
Kristus led Døden under denne Fest, maatte
P. naturligt ogsaa for den kristne Menighed
blive en Højtid, om end med et andet Indhold,
jfr allerede 1. Kor. 5, 7 og Joh. 19, 36. Den
hellige Nadver blev ogsaa indstiftet i Tilknytning
til det jødiske Paaskemaaltid. P. blev da ogsaa
tidlig fejret af den kristne Menighed. Vi sporer
den i hvert Fald i 2. Aarh., men — saa vidt
man kan skønne — opr. vistnok kun som en
Fest til Minde om Herrens Død. Festens
Varighed var i Beg. forsk. paa de forsk. Steder. I
den gl. Kirke var der ogsaa Uenighed m. H. t.
Valget af Dag, og det gav Anledning til
gentagne og voldsomme Stridigheder. I Lilleasien
fejrede man nemlig Jesu Dødsdag paa den
Dato, da Jesus døde, nemlig 14. Nisan
(Lilleasiaterne og deres senere Meningsfæller fik
derfor Navnet Quartodeciman er), medens
man andensteds fejrede Festen paa den
Ugedag, da han døde, nemlig Fredagen. Ind i
disse Stridigheder indvikledes ogsaa
Forhandlingen om, hvorvidt Jesus var død 14. Nisan
(hvad Johannes Evang. synes at mene) ell. den
15. (hvad de tre første Evang. synes at mene).
Tre Gange blussede disse Stridigheder op: 160
mellem Polykarp og Anicet af Rom, 170 mellem
Lilleasiaterne indbyrdes og 190 mellem
Polykrates og Victor af Rom. Kirkemødet i Nikæa
325 tog Sagen op til Forhandling og bestemte,
at P. skal falde paa første Søndag efter
Fuldmaane paa ell. nærmest efter 21. Marts (falder
Fuldmaanen paa en Søndag, kommer P. først
Søndagen efter); Lilleasiaterne bøjede sig for
Rom, men endnu helt op i 6. Aarh. forekom der
enkelte Quartodecimaner. P. omfatter nu i alle
Kirkeafdelinger to hellige Uger, Passionsugen og
Opstandelsesugen, og de store Minder, som
knytter sig til de forsk. enkelte Dage, har naturligt
medført isærlig højtidelig Gudstjeneste. De to
katolske Kirkeafdelinger har navnlig meget
udførlige Liturgier. M. H. t. Beregning af P., hvad
enten man benytter Gyldental og Epakter ell.
den af Gauss givne Regel, se
Søndagsbogstav (smlg. ogsaa Kronologi).
A. Th. J.
Paaskelillie, se Narcissus.
Paaskeøen (Rapanui), chilensk Ø i det
stille Ocean, 118 km2 med (1914) 250 Indb. Øen
er opbygget af Trakyt, har flere Kratere og
Lavamarker, Dalene er derimod frugtbare. Det
højeste Punkt naar 615 m o. H. Sumpe og
Damme med fersk Vand er ikke sjældne,
derimod mangler rindende Vand. Plantevæksten
er meget fattig og bestaar foruden af dyrkede
Planter næsten kun af Græsser, Halvgræsser og
Bregner. Landdyrene er indskrænkede til nogle
faa Insekter samt Rotter og Husdyr.
Mærkværdige er de flere Steder forekommende ca. 5 m
høje Billeder af Sten, dækkede med Skrifttegn.
P. opdagedes 1721 af Roggeveen. 1870 skal Øen
have haft omtr. 3000 Indb., men kort efter
bortførtes største Delen af Befolkningen af
peruanske Menneskejægere til Guanominerne paa
Chincha-Øerne. Tilbagevendte Øboere
indslæbte Epidemier, saa Indbyggerantallet gik ned til
ca. 900. Af disse udvandrede omtrent 400 som
Plantagearbejdere til Tahiti, medens lige saa
mange af jesuitiske Missionærer overflyttedes
til Gambier-Øerne. Den tilbageblevne
Befolkning, forstærket med Indvandrere fra Tahiti,
lever af at dyrke Taro, Bananer, Batater,
Sukker, Ananas o. s. v. samt af Fiskeri og
Skildpaddefangst. 1875 tog Chile Øen i Besiddelse
i den Hensigt at benytte den til
Deportationskoloni. Planen blev dog ikke realiseret. Senere
forpagtedes Øen til et Aktieselskab, som driver
Avl af Hornkvæg og Faar.
M. V.
Paastand (jur.). Efter processuel Sprogbrug
gøres der en formel Sondring mellem en Parts
P. og hans øvrige Anbringender for Retten. P.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
