Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Palestrina - Palestrina, Giovanni Pierluigi da - Palestro - Palet - Paletot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Castello San Pietro (det antikke Arx
Prænestina), forbundet med Byen med Mure.
C. A.
Palestrina, Giovanni Pierluigi da,
ital. Kirkekomponist, f. 1525, d. 2. Febr 1594 i
Rom, stammede fra den uden for Rom liggende
lille Bjergstad Palestrina, hvorfra han har sit
Navn. Sin
kunstneriske
Udvikling fik
han i Rom.
1544 fik P. sin
første
Ansættelse som
Sangmester og
Organist ved
Kirken i sin
Fødeby og giftede
sig senere med
sit Bysbarn
Lucrezia
de Goris.
En formaaende
Beskytter fandt
han i
Kardinalærkebiskoppen
af Palestrina,
den senere
Pave Julius III. Det skyldes vel denne, at P.
1551 blev kaldet som Sangmester (Magister
puerorum) med Titel af Kapelmester ved
Peterskirken i Rom og 1555 blev forfremmet til
Medlem af det pavelige Kapel, Cappella Sistina.
Kun ganske kort Tid nød P. imidlertid denne
Værdighed. Ved et ikke længe derefter
stedfundet Paveskifte, hvor den strenge Paul IV
besteg Tronen, blev alle gifte Medlemmer af det
pavelige Kapel afskedigede, derimellem ogsaa
P. Han blev da Kapelmester ved Laterankirken,
hvilken ringe aflønnede Stilling han beklædte i
6 Aar, forflyttedes derfra 1561 i samme
Egenskab til S. Maria Maggiore. Ved sine talrige
Kompositioner, sine Messer, Motetter og særlig
sine »Improperier« og »Lamentationer«, havde
P. henledt Opmærksomheden paa sig. Hans
musikalske Anseelse voksede yderligere, da det
blev ham overdraget at føre de af Konciliet i
Trident fattede Beslutninger om en
Simplificering af Kirkemusikken ud i Livet. Navnlig
hans Missa Papæ Marcelli (1565) blev her af
Betydning. Medens hans tidligere Messer
fortrinsvis hyldede den nedarvede »nederlandske«
Stil med dens indviklede Polyfoni, bragte den
nævnte Messe et nyt og simplere Stilprincip til
Anvendelse, det tematisk-deklamatoriske, der
fyldestgjorde Tidens Krav til større Simpelhed
og Klarhed i Tonebygningen. I Popularitet maa
dog denne Messe vige for den senere
saakaldte Missa brevis (1570), i Dybde for Messen
Maria assumpta est. Glans og Hæder kastede
disse Kompositioner over P.’s Navn. Havde han
før haft Modstandere og Misundere, lyste nu
hans Stjerne saa stærkt, at den fordunklede de
andre. Da Animuccia 1571 døde som
Kapelmester ved Peters-Kirken, fik P. denne sin gl.
Stilling tilbage. Hans Autoritet var nu saa
grundfæstet, at der blev overdraget ham en
kritisk Revision af de liturgiske Bøger, der
indeholdt Kirkens ældgamle »gregorianske Sang«,
en Opgave, han imidlertid ikke fik gjort stort
ved. Af Kompositionerne fra denne Tid skal
nævnes hans 26 »Gejstlige Madrigaler« (1981), hans
29 Motetter ex Cantico Canticorum, »Salomon’s
Højsang« (1584) med deres for ham saa
ejendommelig Udtryk for sværmerisk Andagt, og
endelig 5. Bog af hans Motetter med det
straalende Salve Regina. Pave Sixtus V vilde gøre
ham til Kapelmester ved Capella Sistina, men
maatte p. Gr. a. Modstand fra Kapellets
Medlemmer nøje sig med at give ham Titel af
»pavelig Komponist«. P.’s sidste Aar var stærkt
optagne af Arbejde, bl. a. af Udgivelsen af hans
Værker i Trykken. Han blev begravet i
Peters-Kirken (Koret), men hans Grav kan p. Gr. a.
Kirkens senere Ombygning ikke bestemt
paavises. — P.’s samtlige Værker er i vor Tid
udgivne i Partitur og omfatter i alt 33 Bd, deraf
af Messer alene 93, af Motetter 179, foruden en
tilsvarende Mængde andre kirkelige
Kompositioner, Offertorier, Hymner (deriblandt det
herlige Stabat mater), Lamentationer, Magnificat,
Litanier etc. samt to Bøger verdslige
Madrigaler. I sine Værker staar P. uovertruffen som
den katolske Kirkes klassiske Repræsentant —
Musicæ princeps kalder med Rette hans
Gravsten ham —, og alle Bestræbelser i vor Tid for
at føre den kirkelige Kunst i Musik tilbage til
dens fordums Adel og Højhed fører tillige
tilbage til ham og hans Stil. Som Komponist staar
P. paa »nederlandsk« Grund, men de gl.
Former fylder han med nyt Liv, præget af
Stilrenhed og ital. Skønhedsfylde. Hans hist. Bet.
ligger i den kunstneriske Fuldendelse af den
gl. vokale Polyfoni, der i P. naar sit
Højdepunkt. (Litt.: Baini, Memorie
storico-critiche della vita e dell’ opere di G. P. da P.
[I—II, 1828; tysk Udg. ved Kandler og Kiesewetter
1834]. Specialværker af Winterfeld [1832],
W. Bäumker [1877], Haberi [1892], S.
Galotti og A. Nasoni [1895, ital.], G.
Félix [1895, fransk], Knud Jeppesen,
»Palestrinastil« [Kbhvn 1923]).
A. H.
 |
| G. P. da Palestrina. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
