Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paludina - Paludisme - Palus Mæotis - Palæ - palæarktisk Region - Palæmon - Palæmon - Palæo - palæoasiatiske Folk - Palæobotanik - Palæofytologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
afstumpet i Spidsen og bærer den hanlige
Kønsaabning. Hunnen, der kan blive betydelig
større end Hannen, føder Unger, idet Æggene,
hvoraf hvert ligger omgivet af sin særlige
Æggehvidemasse, kommer til Udvikling i
Æggelederen; Ungerne forlader først denne, naar de
har naaet en Ærts Størrelse; deres Skal bærer
da en Besætning af 3 Længderækker af
Børster. Sumpsneglen er i Skandinavien, hvor den
findes saavel i Danmark som i Sverige,
ingenlunde et særlig hjyppigt Dyr; den synes at
være knyttet til større Vandsamlinger og er et
trægt Dyr, der oftest ses siddende stille paa
Bundens Stene. Den anden, sjældnere Art (P.
fasciata Müll), der har fladere, mindre stærkt
hvælvede Vindinger, findes i rindende Vand
(Gudenaa). Slægten tæller omtr. 400 nulevende
Arter, der væsentligst er udbredte over den
nordlige Halvkugle; i Tertiærtiden optraadte
den i rig Udvikling, navnlig i Sydøsteuropa,
hvor der mangesteds findes hele Paludina-Lag;
de deri forekommende Arter udmærker sig ved en
ganske overordentlig Variationsevne; saaledes
lader der sig f. Eks. opstille fuldstændige
Overgangsrækker mellem Former, der er aldeles
glatte, og andre, der er prydede med tydelige
Længdekøle. (Litt.: Martini-Chemnitz,
»Conchylien-Cabinet«, Bd I Abt. 21 [1852 og
1909].
(R. H. S.). C. M. S.
Paludisme, Sumpfeber, Sumpsygdom, smlg.
Malaria.
H. I. B.
Palus Mæotis, se Mæotis palus.
Palæ (fr. palais, ital. palasso), af lat.
palatium, opr. Navnet paa en af Rom’s 7 Høje,
Palatinerbjærget, hvor Cæsarernes pragtfulde Slot
blev opført. I Middelalderen betegnedes som
Palatium (Palas) de store, fyrstlige Borges
herskabelige Vaaningshus eller Festsalbygning, og
ogsaa selve Festsalen kunde kaldes P. I Italien,
hvor Adelen boede i Byerne, knyttedes Ordet
især til de fæstningsagtige, monumentale Borge
og Slotte i Byerne og kom saaledes
efterhaanden til at betyde en monumental
Beboelsesbygning eller Administrationsbygning (Palazzo
communale, Raadhus). Paa Renaissancetiden
byggedes talrige ital. P., tilhørende rige
Privatmænd. I ital. Bet. optoges Ordet i Frankrig, og
fra Frankrig naaede det i 18. Aarh. til
Danmark, hvor det først brugtes om fornemme
Stormænds Hovedstadsboliger (Palæerne paa
Amalienborg) og, især i 19. Aarh., om mindre
kongelige Slotte. Det er betegnende for Ordets
Historie, at ingen af Christian 4’s Bygninger
lige saa lidt som Christiansborg og
Frederiksborg betegnes som Palæ.
C. A. J.
palæarktisk Region, se Dyregeografi.
Palæmon, se Palaimon.
Palæmon, se Rejer.
Palæo (gr.), i Sammensætninger: gammel.
palæoasiatiske Folk, Fællesbetegnelse for
en Del smaa Folkeslag i det nordlige Asien,
som tidligere synes at have haft større
Udbredelse, men er sprængt fra hverandre ved
senere indtrængte Folkeslag af de finske,
tyrkiske og tungusiske Sprogætter. Til P. hører
Jenissej-Ostjaker, Jukagirer, Tshuktsher,
Koriaker, Kamtshadaler, Giljaker og Ainoer. De
nyere Undersøgelser har konstateret et fjernt
Slægtskab mellem Tshuktshernes, Koriakernes
og Kamtshadalernes Sprog, saaledes at disse
kan henregnes til samme Sprogæt, medens de
øvrige p. F. hver staar som Repræsentant for
sin Sprogæt. Fælles for de p. F. er deres i
Forhold; til de andre nordasiatiske Folk
primitive Kulturstandpunkt. De fleste lever som
Jægere med Hunden som Transportdyr. Kun hos
enkelte har Rensdyravl faaet Indpas. De p. F.
hører til Racer af den mongoloide Gruppe. Hos
Ainoerne er der dog stærke Spor af Blanding
med et andet Raceelement, som minder om den
indo australske Racegruppe.
M. V.
Palæobotanik, se Palæofytologi.
Palæofytologi (gr.) (Fytopalæontologi,
Palæobotanik) kaldes den Videnskab, der
behandler Fortidens Planter; som selvstændig
Videnskab er den ganske ung, et Barn af 19.
Aarh. Allerede i 13. Aarh. omtaler Albertus
Magnus forstenet Træ, men først 1699
beskriver Lhwyd Bladaftryk (fra Englands
Stenkullag) og sammenligner dem med Nutidens
Bregneblade. Fra Beg. af 18. Aarh. maa
nævnes Scheuchzer (der først slog fast, at
»Dendritter« er af rent uorganisk Natur),
Volkmann, Jussieu og Em.
Swedenborg.
Om egl. videnskabelig Behandling, af fossile
Planter kan man dog først tale fra Beg. af 19.
Aarh., da Mænd som v. Schlotheim, v.
Sternberg og Ad. Brongniart
offentliggjorde deres grundige og grundlæggende
Arbejder. Størst Bet. fik Brongniart’s store Værk
Histoire des végétaux fossiles (1828—47); man
var da naaet saa vidt, at de fossile Planter
indordnedes i det alm. botaniske System,
ligesom de forstenede Stammers Anatomi
undersøgtes ved Hjælp af Mikroskopet. Af senere,
sammenfattende systematiske Arbejder maa
nævnes Schimper’s Traité de paléontologie
végétale (1869—74), Schimper-Schenk’s
Behandling af P. i Zittel’s store »Handbuch
der Paläontologie«, H. Potonié’s »Lehrbuch
der Paläobotanik« (2. Opl., ombearbejdet ved
W. Gothan, Berlin 1921) og A. C. Seward’s
Fossil Plants (I—IV, Cambridge 1898—1919).
Men desuden foreligger naturligvis talrige
Monografier over forsk. Landes og Lokaliteters
fossile Floraer og sammenfattende Oversigter
over de forsk. geol. Systemers Floraer. Blandt
nordiske Forskere, der har dyrket P., maa især
nævnes A. G. Nathorst. Schweizeren Heer
har i Flora fossilis arctica bl. a. bearbejdet
Grønlands og Islands fossile Planteverden. C.
T. Bartholin og A. Hjorth har
beskrevet Bornholms fossile Planter. Bortset fra
Bornholm og Bilandene er Danmark et fattigt Land
paa fossile Planter fra ældre Jordperioder; fra
Tentiærperioden kendes dog enkelte
Planterester fra Cementsten i Moler paa Mors samt
en meget rig Flora af Bregner, Naaletræer og
tokimbladede Planter fra Brunkullejerne i
Jylland. De danske Aflejringer fra
Kvartærperioden er meget rige paa Planterester, der er
blevne bearbejdede af Jap. Steenstrup,
Vaupell, Hartz o. fl.
Medens de lavere Planter, Alger, Svampe,
Laver og Mosser, kun er lidet kendte i fossil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
