Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pascals Vaser - Pasch - Pascha (se Pasha) - Pascha (Flod) - Paschalis - Paschalov, Wjatschelav Viktorovitsch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rigtighed vises ved P. V., et Sæt forskellig
formede, bundløse Kar, som alle er lige store
forneden, og som derfor alle kan lukkes med een
og samme løse Rund, der presses op mod
Karrets nederste, planslebne Rand ved Hjælp af en
Vægtstang med paahængt Vægt. I alle Karrene
maa man hælde Vand til samme Højde for at
faa Runden til at vippe ned, uden Hensyn til
om Karret er vidt eller snævert foroven.
A. W. M.
Pasch [pa∫], sv. Kunstnerfam. 1) Lorens, den
Ældre (1702—66), Portrætmaler, Elev af D. v.
Krafft, 1721—28 i London, hvor han paavirkedes
bl. af Dahl; paa Vibyholm ses Grev K. Bonde i
Maskeradedragt; andre Arbejder: Fløjteblæser
(1734 Helsingfors), E. Brahe (Rjörksund) m. v.
2) Broderen Johan (1706—69),
Dekorationsmaler, studerede 1732—35 i Holland og Paris,
blev 1748 Hofmaler, fuldførte Taraval’s
Loftsbillede i Sthlm’s Slotskapel og malede mange
dekorative Arbejder paa Drottningholm, Sthlm’s
Slot etc. Stor Anseelse naaede L. P.’s Søn 3)
Lorens, f. i Sthlm 1733, d. smst. 1805. Han
studerede under Faderen, fra 1752 i Pilo’s
Atelier i Kbhvn, derefter paa Akademiet smst.
(under Preisler, Saly m. fl.) og vandt 1754 en 1.
Medaille. 1758 tog han til Paris for at lægge sig
efter Historiemaleri, arbejdede under Pierre,
Deshayes og Roucher, kastede sig dog snart, for
Eksistensens Skyld, over Portrætfaget, i hvilket
han her under Paavirkning fra Landsmanden
Roslin tilegnede sig den betydelige Virtuositet,
særlig i Behandlingen af Billedets Accessorier:
Fløjl, Kniplinger etc., der udmærker hans
Portrætter. Fra Paris rejste han 1764 over Holland
og Tyskland til Sthlm (hertil først 1766, opholdt
af Restillinger undervejs) og fik hurtig rig
Sysselsættelse og sikker Position. 1773 blev han
Prof., 1793 Direktør for Akademiet. Han malede
mange Billeder af de kongelige, ofte i hel Figur
og stor Maalestok: Adolf Fredrik (1769, bestilt
af det danske Hof), Billeder af denne Konge og
Lovisa Ulrika paa Gripsholm, Gustaf III
(Gripsholm, Sthlm’s Nationalmus. o. a. St.) etc.,
endvidere en lang Rk. Portrætter (nogle udførte
paa Grundlag af Kopier, af Landmarskaller for
Ridderhuset) o. m. a. Portrætter, der
gennemgaaende udmærker sig ved sikker Tegning,
dygtig Gengivelse af Dragternes Stoffer, god
Karakteristik og naturlig Opfattelse; Kunstakademiet
i Kbhvn ejer et Ungdomsarbejde af P. (Adzer);
paa den sv. Udstilling i Kbhvn 1921 var han
særdeles rigt og smukt repræsenteret. (Litt.:
S. Strömbom, »L. P. d. y.« [Sthlm 1915]). 4)
Ulrika Fredrika (1735—96), Søster til
foreg. L. P., Elev af Faderen, men særlig stærkt
paavirket af Broderen, malede talrige
Portrætter, bedst Kvinder; paa Udstillingen i Kbhvn
1921 saas Portr. af Baron Stjernfeld.
A. Hk.
Pascha [’pasja], se Pasha.
Pascha [’paska], Flod i det nordvestlige
Rusland, udspringer i Guv. Novgorod og falder efter
et 243 km langt Løb, af hvilket 45 km er
sejlbare, i Ladoga-Søen.
N. H. J.
Paschalis [pa’ska.lis], Navn paa 3 Paver.
1) P. I (817—24) var Abbed i den hellige
Stefan’s Kloster i Rom, inden han blev valgt til
Pave. 823 kronede P. Lothar i Rom til Kejser,
men kort efter opstod der en alvorlig Tvist
mellem Paven og Kejserhuset. P. støttede Ebbo af
Reims i hans Planer om at bringe Evangeliet til
Danmark. P. byggede ell. omhyggede fl.
Kirker i Rom. Han er senere bleven gjort til
Helgen. (Litt.: Gregorovius, »Geschichte der
Stadt Rom« 3. Bd [Stuttgart 1876]).
2) P. II (1099—1118) var, saa vidt man kan
skønne, oprindelig Cluniacenser. Da han blev
valgt til Kirkens Overhoved, havde han en
Modpave, Clemens III, der allerede i 20 Aar havde
voldet hans Forgængere megen Fortræd,
eftersom Henrik IV og Tyskland støttede ham, men
Clemens døde 1100, og det lykkedes P. at faa
Bugt med senere valgte Modpaver. Ogsaa
Henrik IV fik P. besejret, Bandet over ham blev
fornyet 1102, og Paven fik dannet en hel
Fyrstesammensværgelse mod ham, ja løste endog
Henrik’s Søn, den senere Henrik V, fra hans
Troskabsed mod Faderen. Henrik IV døde 1106;
men Stridighederne mellem Pave og Kejser
endte ikke dermed, thi Henrik V viste snart, at
ban heller ikke vilde føje sig efter Paven. Det
var Investiturspørgsmaalene, som Striden gjaldt.
Da Henrik V 1110 rykkede frem mod Rom,
søgte P. imidlertid at naa en Overenskomst, og i
Konkordatet af 1111 i Sutri tilbød han at
formaa Bisperne til at opgive alle Regalier,
saafremt Kongen vilde give Afkald paa
Investituren. Henrik gik ind herpaa, men P. saa for
ideelt paa Forholdene; thi Bisperne var ikke
til Sinds at opgive deres verdslige Magt, og de
tyske gejstlige Fyrster rejste sig mod Paven.
Denne maatte da søge Hjælp hos Henrik, men
fik den kun mod at opgive Investituren, og
Resultatet blev, at P. kronede Henrik V til rom.
Kejser og overdrog ham Investiturprivilegiet.
Efter Kejserens Bortrejse vendte Kirkens Mænd,
og fortrinsvis Gregorianerne, sig imidlertid mod
P., og en Lateransynode 1112 erklærede uden
videre Indrømmelsen til Kejseren for ugyldig,
ja en Synode i Vienne s. A. satte Kejseren i
Band. P. blev tvungen til at stadfæste denne
Synodes Beslutning og til at forny de ældre
Forbud mod Investitur. Kejseren drog atter
mod Rom, og P. maatte flygte. Det lykkedes
ham heller ikke at hindre, at Henrik efter
Markgrevinde Mathilde’s Død 1115 inddrog alle
hendes Godser, skønt en Del var testamenterede
Pavestolen. Kort efter, at Kejseren havde
forladt Rom, og P. var vendt tilbage, døde den
vankelmodige og svage Pave. For Norden har P.
haft Bet. derved, at han løste de skandinaviske
Lande fra Hamburgs Ærkebispestol og oprettede
Erkebispedømmet i Lund 1104. (Litt.:
Gregorovius, »Geschichte der Stadt Rom« 4.
Bd [Stuttgart 1877]; Fr. Nielsen,
»Haandbog i Kirkens Historie« [II, Middelalderen,
1897]).
3) P. III (1164—68), Modpave mod Alexander
III.
A. Th. J.
Paschalov [pa’∫a£åf], Wjatschelav
Viktorovitsch, russ. Musikforf., f. 1. Maj
1873, har navnlig studeret Folkemusik og
udgivet, af ham harmoniserede, russ. Folkeviser
samt »Chopin og den polske Folkemusik«
foruden talrige mindre Afh. af mus.-etnogr. Art.
Han er Musikbibliotekar i Moskva.
W. B.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
