Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paskevitsch, Ivan Fedorovitsch - Paskvil - Pasman - Paso - Paso (se El Paso) - Paso de los Libres - Pasolini, Giuseppe - Paspalum - Pasqué, Ernst Heinrich Anton - Pasquier, Étienne - Pasquier, Étienne - Pasquil - Pasquinade - Pasquini, Bernardo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Schtscherbatow, »Der Generalfeldmarschal P.,
sein Leben und seine Thätigkeit« [russisk]
[Petrograd 1888—94]).
(B. P. B.). E. C.
Paskvil, af ital. pasquillo, et lille satirisk
Skrift, et »Skandskrift« (jfr Pasquino).
Pasman, Ø i Adriaterhavet, adskilles ved
Zara-Kanalen fra Dalmatien og har et
bjergfuldt Terrain (Kulminationspunkt 274 m); der
dyrkes Vin og Oliven. Arealet er 62 km2 og
Indbyggerantallet c. 3000. Hovedstaden P. paa
Østkysten har 900 Indb.
N. H. J.
Paso [’paså], sp., egl. Trin, Gennemgang,
kaldtes undertiden i det ældre sp. Drama —
Perioden før Lope de Vega — et ganske kort
Skuespil i Prosa, oftest muntert og let
moraliserende, omtr. som de senere Entremeses eller de
moderne Proverbes. Især Lope de Rueda’s P.,
af hvilke adskillige haves, var bekendte, for
deres Morsomhed, og f. Eks. »Las aceitunas«
fortjener i Virkeligheden al mulig Ros. De danner
undertiden Episoder i hans større Komedier, til
at tages ud af dem og flyttes andensteds hen.
E. G.
Paso [’paså], se El Paso.
Paso de los Libres [’paså-ðæ-lås-’libræs],
forhen Restauracion, By ved Rio Uruguay i
Argentina over for Uruguayana i Brasilien. I
Nærheden Jesuiterkolonien Santa Ana, hvor
den franske Naturforsker Bonpland døde 1857.
M. V.
Pasolini, Giuseppe, ital. Statsmand
(1815—76). Som Godsejer nær ved Imola (i Romagna)
blev han kendt med Biskop Ferretti, den senere
Pave Pius IX, og 1846 af ham udnævnt til
Medlem af det verdslige Statsraad. I Foraaret 1848
var han en kort Tid pavelig Minister, drog efter
Rossi’s Mord i Novbr s. A. til Toscana og kom
først 1855 tilbage til Romagna. 1860 var han
virksom for dette Landskabs Tilslutning til
Sardinien og blev derefter Senator; var Decbr
1862—Marts 1863 italiensk Udenrigsminister og drog
siden i diplomatisk Hverv til England og
Frankrig for at udvirke Venetiens Løsrivelse. Efter
Freden 1866 styrede han Venetien indtil dets
Indlemmelse i Italien og var i sit sidste
Leveaar Senatets Formand. 1880 udkom hans
Memorie (3. Udg. 1887).
E. E.
Paspalum L., Græsslægt af Hirsegruppen;
de enblomstrede Smaaaks, der til Forskel fra
Panicum kun har 2 Yderavner, er samlede i
ensidige Duske eller Aks, der enten sidder 2 —
flere fingerformet sammen eller er samlede
i Top, sjældnere enkeltvis; den tvekønnede
Blomsts Dækblad og Forblad bliver til sidst
haarde. Over 150 Arter, hvoraf mange danner
en vigtig Bestanddel af de varme Jordstrøgs
Steppeflora, især i Amerika; fl. Arter er gode
Fodergræsser, f. Eks. P. dilatatum; enkelte
Arter dyrkes som Brødplanter, saaledes f. Eks.
P. exile i Sierra Leone.
C. R.
Pasqué [pa’ske], Ernst Heinrich
Anton, tysk Forf. (1821—92), var Operasanger bl.
a. i Darmstadt og Sceneinstruktør i Weimar
1856—59. Han har bl. a. skrevet en Rk.
fornøjelige Fortællinger fra sin Fødeby, Köln, samt
den stadig værdifulde Bog: »Goethes
Theaterleitung in Weimar«.
C. B-s.
Pasquier [pa’skie], Étienne, fr. Lærd,
f. i Paris 7. Apr. 1529, d. smst. 31. Aug. 1615,
studerede under Lærere som Hotman og Cujas,
Alciat og Socin, blev 1549 Advokat ved
Parlamentet i Paris, hvor bl. a. hans tapre og skarpe
Plaidoyer for Universitetet mod Jesuiterne
(1565) skaffede ham Ry som en af Samtidens
mest glimrende Advokater, men samtidig,
ligesom hans Catéchisme des Jésuites (1602),
paadrog ham disses uforsonlige Had. 1585
Generaladvokat ved Regnskabskammeret. Politisk set
var P. paa én Gang knyttet til Henrik III og
Guiserne, han var en Modstander af
Borgerkrigen, hans Hustru blev fængslet af Ligaen, og
han kunde først vende tilbage til Paris med
Henrik IV. Han var et ægte Barn af sin Tid,
Humanist, Jurist og Digter. Hans berømte
Recherches de la France (1560 ff.) og Lettres
(1586 ff.) indeholder en broget Samling af
historiske, arkæologiske, litteraturhistoriske og
sproglige Afhandlinger. P.’s Œuvres complètes
(I—II) udkom 1723 i Amsterdam; hans
L’interprétation des Institutes de Justinian udgaves
først 1847 af Kansleren Hertug Pasquier med en
Indledning og Anmærkninger af Ch. Giraud.
(Litt.: Ch. Giraud i ovenanførte Værk, S.
I—CVIII; Léon Feugère, Notice et
bibliographie des œuvres choisies d’É. P. [I—II, Paris
[1849]; P. Dupont, De Stepkani Pasquierii
latinis carminibus [Paris 1898]).
Fz. D.
Pasquier [paskie], Étienne, fr. Statsmand
(1767—1862), var Søn af en Parlamentsraad og
fik 1787 selv den samme Stilling; Faderen
henrettedes 1794, og kun Robespierre’s Fald friede
ham fra at lide samme Skæbne. 1804 blev han
ansat i Statsraadet, 1809 ophøjet til Baron og
1810 Politipræfekt i Paris; skønt han 1812 lod
sig overraske af General Malet’s
Sammensværgelse og selv toges til Fange, beholdt han dog
sit Embede indtil 1814. Han sluttede sig straks
til Bourbon’erne, tog intet Embede i de 100
Dage og blev derefter Justits- og Indenrigsminister
under Talleyrand; om end udpræget Royalist
misbilligede han dog »den hvide Terrorisme« og
dens Udskejelser. 1816 var han Formand for
Deputeretkammeret, Jan. 1817—Decbr 1818
Justitsminister under Richelieu, og Novbr 1819
Udenrigsminister under Decazes, men forblev i
Embedet efter hans Fald indtil Decbr 1821. Kort
forinden var han bleven Pair. Under Karl X
deltog han i Oppositionen med Villèle, men
afslog 1828 den Plads, der tilbødes ham i
Ministeriet Martignac. Derimod sluttede han sig 1830
straks til Julikongedømmet og var siden Kong
Ludvig Filip’s fortrolige Raadgiver. Han var
Formand for Pairskammeret lige indtil 1848 og
ledede som saadan de mange politiske
Retssager; fik 1837 Kansler- og 1844 Hertugtitelen.
Hans Discours et opinions udkom 1842 i 4 Bd,
s. A. blev han som Taler Medlem af det fr.
Akademi. Hertugtitelen gik i Arv til en Slægtning
(se Audiffret-P.). Hans Memoirer (Hist. de
mon temps) udgaves af denne i 6 Bd (1893—95).
(Litt.: Favre, E. P. Chancelier de France
[Paris 1870]).
E. E.
Pasquil [pa’skvil’], d. s. s. Paskvil.
Pasquinade [fr. paski’nad], (fr.), en Satire
af den Art, som Pasquino (s. d.) bragte til Torvs.
Pasquini [pa’skwini], Bernardo, ital.
Orgelmester (1637—1710), Organist ved S. Maria
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
