Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pattedyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Moskuskirtel o. fl. Mælkekirtlerne er omdannede
Svedkirtler, hvilket ses tydeligt hos de i mange Forhold
saa primitive Kloakdyr (Monotremata). — Hvad
Farven angaar, mangler P. næsten altid de
skinnende, klare Toner, der er saa hyppige hos
Fuglene; nogen Metalglans findes kun hos visse
Insektædere (Guldmuldvarpen). Rene
Undtagelser er det skinnende røde og blaa paa forsk.
Bavianers Kinder og Sædepuder og det
karmoisinrøde Ansigt hos dem jap. Makak (Macacus
speciosus); ligeledes, naar adskillige Egernarter
er rødbrune med Overgange til skarpt rødt og
orange. Nuancer af graat, brunt og brungult,
overensstemmende med Jordbundens og det
visne Løvs Farve, er det almindeligste; helt
sorte P. er ikke sjældne, grønne Haar findes
derimod kun sjældent hos P. Undersiden er
næsten altid lysere end Oversiden, hyppig helt
hvid; dette gør Dyret mindre synligt i
Landskabet, medens en Bug af Oversidens Farve,
beskygget af Kroppen, bliver mørk og derved
synlig i større Afstand. Sort Bug findes mest hos
Former som Ilder, Grævling, Hamster, der bor
i Huler, og hvem et hvidt Bryst snart vilde
røbe, naar de listede sig frem fra deres mørke
Smuthuller. Helt hvide P. findes næsten kun i
Polarlandes Is- og Snemarker; dog findes bl. a.
en hvid Flagermus (Diclidurus albus) i
Sydamerika. Pletter og Striber, navnlig Tværstriber,
er hyppige, hvilket dog langtfra gør Dyret
iøjnefaldende; saaledes falder Tigerens Striber netop
stærkt sammen med Djunglens Virvar af
Plantestængler, der tegner sig mod Jordbundens visne
Blade, og selv Zebraens sort og hvidt smelter i
nogen Afstand sammen til et graat, der næppe
kan skelnes fra Steppen; i varme fugtige
Lande bliver Farverne gerne mørkere og varmere,
medens de samme Arter i tørre og køligere
Egne bliver lysere og mere afblegede. Hos
Ørkendyr kan Farven blive ganske sandfarvet.
Kort sagt, jo mere man iagttager P. i deres
naturlige Omgivelser, des mere slaaende er
Overensstemmelsen mellem deres Dragt og
Omgivelserne.
Skelettet hos P. er i alt væsentligt
bygget som hos Mennesket (se Skelet); kun de
mest afvigende Bygningsforhold skal derfor
omtales her. — Hos alle P. er der vel udviklede
Hvirvler. Hvirvellegemet har for hver Ende en
flad Skive (Epifyse), der blot mangler hos
Kloakdyrene, men alle disse Dele smelter med
Alderen sammen. Hvirvlerne er forbundne med
elastiske Skiver af fibrøst Bindevæv, der tillader
en vis Bevægelighed i Hvirvelsøjlen. Fra
Legemet og Buen udgaar der flg. Udvækster
(Processer, Apofyser), der som Regel er exogene ɔ:
forbener fra Hvirvelen. 1) Torntappen
(Neurapofysen) fra Buens Top, 2)
Tværtappene (Parapofyser) rettede til Siden fra Buens
nederste ell. Legemets øverste Del; af og til
optræder der 2 over hinanden, den øvre kaldes
da Diapofyse. 3) Ledtappene (Zygapofyser),
dels fremad rettede med opad- og indadvendte
Ledflader, dels bagudrettede med Flader, der
vender nedad og udad; alle articulerende med
den nærmestsiddende Hvirvels Ledtappe; de
udspringer fra Buens øverste Del. 4) Foruden
disse findes hyppig, navnlig i Lænderegionen,
nogle smaa Tappe, der udspringer fra Buens
Sider; rettede fremad og udad, sidder højt oppe
paa Buen de svære, afrundede Vortetappe
(Melapofyser), lavere nede og rettede bagud
de tynde Bitappe (Anapofyser). 5) Midt paa
Hvirvellegemets underste Side kan der, som paa
Harens Lændehvirvler, vokse en slank Tap
frem, ell. der kan her danne sig en skarp Kam,
saaledes paa mange Hovdyrs Halshvirvler, ell.
der kan endelig paa Halehvirvlerne paa dette
Sted danne sig en nedre Torntap med
dobbelt Grund (Hypapofyse). Endelig findes hos
P., særlig hos saadanne der har meget kraftig
Hale, gaffelformede nedre Buer og Torntappe
(Hæmapofyser), oftest siddende paa Halen paa
Forbindelsesstederne mellem Hvirvlerne. —
Hvirvlernes Antal varierer ikke lidt.
Halshvirvlernes er dog næsten altid konstant 7,
kun har et tofingret Dovendyr (Choloepus
hofmanni) og Manaterne 6 og det trefingrede
Dovendyr (Bradypus) 9. Halsens forsk. Længde
beror kun paa de enkelte Hvirvlers forsk.
Udvikling; hos de fleste Hovdyr, der som
Slettedyr er gode Løbere med lange Ben og samtidig
Græsædere, der skal naa Jorden, er Halsen,
altsaa ogsaa de enkelte Hvirvler, meget lang; da
tilmed Hvirveltappene er korte, og der er en
virkelig Ledforbindelse mellem de enkelte
opistocoele Hvirvellegemer, er her en langt friere
bevægelig Hals end hos andre P. Allermindst
bevægelig er den hos Hvalerne, der er meget
korthalsede, idet de enkelte Hvirvler er tynde
Skiver, der hyppigst er voksede sammen i
større ell. mindre Partier. Hos Kloakdyrene findes
tydelige Halsribben, og Spor af saadanne, men
sammenvoksede med Hvirvlerne, findes hos de
øvrige P. Brysthvirvlerne har ikke
lange Legemer; de bærer udviklede Ribben,
Tværtappene er korte. Torntappene er navnlig fortil,
hvor Halsens og Forlemmernes Muskler fæster
sig, meget lange, især dog hos de langhalsede
Hovdyr; de aftager i Længde bagtil, og mens
de forreste er rettede bagud, bliver de længere
tilbage stadig mere opadrettede, til sidst endog
rettede lidt fremad. For det meste er der 12—13
Hvirvler i dette Parti; nogle Flagermus har kun
11, nogle Hvaler helt ned indtil 9 (Døglingen).
Adskillige har over 15, de perissodaktyle
Hovdyr og Elefanten 18—20, Søkøerne 17—19, adL
skillige Insektædere et lgn. Tal, Kloakdyrene
16—17, Dovendyrene helt op til 24. Hyppigst er
der kun 6—7 Lændehvirvler, 9 findes kun
hos Slanklorien (Stenops gracilis), 4—5 ret
jævnlig, 2—3 hos Myreslugere, de fleste Bæltedyr
(Slægten Tatusia 5) og Kloakdyrene. Det højeste
Antal Bryst- og Lændehvirvler has
Klippegrævlingen (Hyrax), hvor disse tilsammen naar op
til 30. Lændehvirvlerne er de største af alle
Hvirvlerne med store, til Dels af
Ribbensrudimenter dannede, autogene Tværtappe, hvilket
staar i Forbindelse med, at dette er Ryggens
mest bevægelige Parti, udrustet med kraftige
Muskler. Bækkenhvirvlerne smelter
sammen til et ubevægeligt Hele. Hyppigst er der
3—4; hos mange Pungdyr og enkelte andre er
der dog kun 2, og disse er da de egl. ægte
Bækkenhvirvler, forbundne med Hoftebenet; de
øvrige (pseudosakrale) er egl. Halehvirvler, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
