Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pattedyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Elefanterne er der en yderst lille Hjerne i Forhold
til Legemet; unge Dyr har tillige en forholdsvis
større Hjerne end de voksne. — Intelligensen
er i endnu højere Grad afhængig af den
Mængde Furer og Folder, der findes paa
Storhjernens Overflade, end af Vægten. Naar de er
stærkt udviklede, bliver der stor Plads til den
graa Bark, Intelligensens Sæde, og til
Karhinden (pia mater), der sørger for Hjernens
Ernæring, saa at den bedre kan trænge ind til alle
Hjernens Dele. For at bedømme Forholdet
mellem Folderne og Intelligensen rigtigt, maa man
dog atter i høj Grad tage Hensyn til Individets
Størrelse; hos smaa Arter af alle Grupper, bl.
Aber som bl. Pungdyr, findes der glatte
Hjerner og hos store Former furede; nogle af de
mest ujævne Hjerneoverflader findes saaledes
hos de store Hvaler. — Ved at undersøge
Hjernekassen hos uddøde P. viser det sig, at
Hjernen baade i Størrelse og i Retning af Foldning
har udviklet sig stærkt gennem Tiderne,
Intelligensen rimeligvis da ogsaa. — Fra Hjernen
udgaar der som hos de fleste andre Hvirveldyr
12 Par Nerver, hvoraf dog det første Par,
Lugtenerverne, er rudimentære ell. manger hos
Tandhvalerne. Alle de andre Nerver udgaar fra
Rygmarven, der ligger i den af Hvirvelbuerne
dannede Kanal, saaledes at et Par udgaar fra hver
Hvirvel gennem Mellemrummene mellem
Buernes Grund; hver Nerve har en dobbelt Rod paa
dette Sted, den ene er Bevæge-, den anden
Følenerve, der herefter følges ad i samme Traad ud
i Legemet. De Partier af Rygmarven, der
afgiver Nerver til Lemmerne, er noget opsvulmede,
og hvor Baglemmernes Traade udgaar, opløses
den hele Marv gerne i Bundter af Nerver,
der grener sig vifteformet ud, den
saakaldte Bækkenfletning (cauda equina), saaledes at
den bageste Del af Rygmarvskanalen ingen Marv
indeholder. Det sympatiske Nervesystem, der
styrer det uvilkaarlige Livs Muskler
(Fordøjelseskanalens, Hjertets o. s. v.), er altid vel
udveklet, bygget som hos Mennesket (se
Sympathicus).
Sanserne. Følesansen har sit Sæde
overalt i Huden, men er finest enten i visse
særligt byggede nøgne Partier, der er stærkt
udstyrede med Følelegemer, saaledes i Menneskets
og Abernes Fingerspidser, paa Undersiden af
Brølabernes Følehale, i Flagermusenes
Flyvehud og Hududbredninger paa Hovedet, i
Spidsen af Elefantens Snabel o. l. ell. i de saakaldte
Knurhaar (vibrissæ), hvis Grund sidder i
blodrige Skeder, der er stærkt udstyrede med Grene
fra Ansigtets Følenerve. — Smagen har sit
Sæde i de saakaldte Smagsløg, Papiller af
ejendommelig Form paa den bageste Ende af
Tungeryggen. Hyppig findes kun en enkelt ell. et
Par saadanne Papiller, hvorfor man mener, at
Smagen kun er svagt udviklet hos P. Paa
Tungens øvrige Del findes som Regel Papiller af
anden Form, i hvilke en meget fin Følelse har sit
Sæde, naar de ikke som hos Kattene f. Eks. er
omdannede og ender med spidse Horntænder.
Er Smagen ikke fin hos P., er til Gengæld
Lugten meget skarp hos de fleste. Lugteorganet
dannes af Forgreninger af Lugtenerven i den
foldede Slimhinde, der breder sig i den øverste
og bageste Del af Næsehulen (se Næse)
nærmest ved Sibenets Tværplade; her findes
Lugtecellerne samlede, medens saadanne derimod ikke
findes paa de store Slimhindeflader, der dækker
Muslingebenene. Disse er tynde, skøre, stærkt
foldede og sammenrullede Benlameller, der dels
udgaar fra Sibenet, dels er særskilte Knogler,
som fæster sig til Overkæbebenene; de tjener til
at gøre Næsehulens Overflade stor, og deres
fugtige, blodrige Slimhinde varmer og renser
Luften, der skal gaa ned i Lungerne. I Reglen
findes der i Pande-, Kile- og Overkæbeben
Huler, der staar i Forbindelse med Næsehulen og
er beklædt med en lgn. Slimhinde som denne;
kun Hvalerne mangler saadanne Huler; disses
Lugtesans er i øvrigt svag, og Lugteorganer
mangler ganske hos Tandhvaler. Lugtesansen er
hos mange P. mærkelig specialiseret, saa at nogle
er i Stand til at opfange Lugte, som andre ikke
kan opfatte, og omvendt; navnlig er Sansen
udviklet i Retning af af advare dem mod deres
Fjender, i at opspore deres Føde og i at
opdage Individer af samme Art. Der er ogsaa en
tydelig Forbindelse mellem denne Evne og
Udviklingen af Hudkirtler som Rovdyrenes
Analkirtler, Drøvtyggernes Klovkirtler o. l. — I
Bunden af Næsehulen, hyppig indlejret i
Næseskillevæggen, ligger hos mange P. det saakaldte
Jacobson’ske Organ (s. d.), der staar i Forbindelse
med de oftest af Slimhinde lukkede Gange, som
gaar gennem Hullerne i Mellemkæbebenets
Ganedel (foramina incisiva); kun hos Hovdyrene
staar Næse- og Mundhule her i Forbindelse med
hinanden. — Næsen bruges foruden til Lugte-
ogsaa ofte til Roderedskab, den bliver en Tryne,
ofte afstivet med en særlig Tryneknogle,
saaledes hos Svin, Muldvarpe o. fl. De Eustachiske
Gange munder hver for sig i Svælget; hos visse
Hovdyr (Hest og Tapir) har de hver en stor
sækformet Udvidelse. — Hørelsens Sæde er
Øret, der i alt væsentligt er bygget som hos
Mennesket; kun Kloakdyrene afviger i et
væsentligt Punkt, idet Sneglegangen her ikke er
rullet op i en Spiral, men som hos Fugle og
Krybdyr kun danner en svagt krummet, lukket
Gang. De 3 Høreknogler findes hos alle, men er
forsk. formede; hos Søkøer, Hvaler og Sæler
er de særlig massive, navnlig hos Søkøerne
større end hos alle andre P. Stigbøjlen er hos
de fleste gennemboret, men hos Gumlere,
Pungdyr og Kloakdyr er Benene i Bøjlen
sammenvoksede, hele Knoglen kan blive en Stav med
et bredere Fodstykke, og navnlig i sidstnævnte
Gruppe ligner den meget Fuglenes eneste
Øreknogle (columella). — I Pattedyrfostret ligger
Trommehinden i Niveau med Kraniets
Overflade, saaledes hele Livet hos Vestaberne, men
hos de fleste danner der sig en lang, benet
Øregang, ved hvis inderste Ende den ligger; hos
Hvalerne indsnævres Øregangen meget stærkt
af Fedtvæv, og bliver hos de største Hvaler saa
tynd, at en Tændstik knap kan føres gennem
den. Hos disse som hos en Del andre Vanddyr
og gravende Dyr mangler der et ydre Øre, der
ellers altid findes, støttet af et senet Bruskvæv
og hyppig udstyret med Muskler til at bevæge
det med. Sin største Udvikling naar det ydre
Øre hos Flagermus, visse Halvaber samt hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
