Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pattedyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Elefanter. — Synet er knyttet til Øjet. Intet
P. mangler Øjne, selv de blinde som Blindmus
(Spalax) og Blindmuldvarp (Talpa coeca) har
saadanne, men de er meget smaa og skjulte
under Huden og delvis under dettes Haarlag.
Øjets Størrelse staar langtfra i Forhold til
Dyrets; Hvaler og Elefanter har saaledes
forholdsvis meget smaa Øjne, meget store findes navnlig
hos smaa Natdyr, ogsaa Sæler har paafaldende
store Øjeæbler. Kun hos Mennesket og Aberne
er Øjeakserne parallelle og rettede fremad, hos
de andre er de rettede hver til sin Side.
Øjeæblet er som Regel kuglerundt, men mere fladt
hos Hvaler og mange Hovdyr; Senehinden er
aldrig forbenet, blot brusket hos Kloakdyrene.
Hos mange P., f. Eks. hos Drøvtyggere og
Rovdyr, er Aarehinden (choroidea) bagest i Øjet
omdannet til det saakaldte »Spejl« (tapetum
lucidum), et hvidligt, grønligt ell. blaaligt
metalglinsende Lag, der er udviklet paa
Pigmentkornenes Plads og tilbagekaster Lyset, — naar
Kattens Øjne »lyser i Mørke«, skyldes det Lys
udefra, der kastes tilbage af »Spejlet«. Pupillen
er meget forsk. formet, snart rund som hos
Mennesket, snart en lodret Spalte som hos Kat
og Ræv, snart vandret som hos Drøvtyggerne,
Hest o. a. Linsen, der har faaet Navn efter den
Form, den hyppigst har, er hos Vanddyrene
kugleformig som Fiskenes. — Foruden de 3
Muskelpar, der bevæger Øjet hos Mennesket,
findes hos de fleste P. en Muskel (retractor
bulbi), der kan trække Øjet længere ind i sin
Hule. I Modsætning til Fugle og Krybdyr er hos
P. det øvre Øjelaag det største. Hos Søkøerne
og enkelte andre er Øjelaagene ikke delte, men
danner en ringformig Hud, der snører
Øjeaabningen sammen til et Punkt. En Blinkhinde som
Fuglenes, men langt mindre udviklet, findes hos
alle P. undtagen Hvalerne, den trækkes ikke
hen for Øjet ved særlige Muskler, men glider
hen over Øjet, naar dette trækkes tilbage i
Øjehulen; hos Mennesket og Aberne er den helt
rudimentær, danner kun den lille Fold (plica
semilunaris) i den indre Øjekrog. Taarekirtler
mangler hos Hvalerne.
Fordøjelsen. Hos P. er der i
Fordøjelseskanalen en skarpere Sondring mellem og en
mere forskelligartet Udvikling af dens enkelte
Afsnit, en større Rigdom paa Kirtler, i det hele
en højere Udvikling end hos de andre
Hvirveldyr. Forholdene er i alt væsentligt som hos
Mennesket (se Fordøjelse); men en Del
Forskelligheder kan dog paapeges, i første
Række rettende sig efter Føden. I Munden er
der størst Variation i Tandforholdene (se
Tænder); de vigtigste Typer af Kindtænder er den
knudrede hos de frugt- og altædende Former,
den savtakkede hos Kødæderne, den
spidstakkede hos de insektædende, den foldede hos dem,
der skal tygge sej Planteføde; stumpe Knuder
er de hos Havdyr, der lever af Skaldyr, en lang
Række Spidser hos dem, der æder Fisk.
Tænder er helt mistede hos Myreslugere, Skældyr,
Kloakdyr og Bardehvaler, ell. de er kun til
Stede i Fosterlivet uden nogen Sinde at bryde
frem. Alle de komplicerede Tandformer kan
afledes af en primitiv Tandform, nemlig den
simple kegleformede Tand, saaledes som den
findes hos Krybdyrene. Gangen i de
sammensatte Tænders Fremkomst er da den, at der
danner sig en supplerende Spids paa den
kegleformede Tands Forkant og en paa dens
Bagkant, saaledes at Tanden bliver trespidset. Paa
Indersiden af Overkæbens Kindtænder og paa
Ydersiden af Underkæbens danner der sig først
een, derefter fl. Hæle, og den mangespidsede
Tand fremkommer saaledes efterhaanden. Det
primitive blivende Tandsæt hos de placentrale
P. (altsaa blot med Undtagelse af Kloak- og
Pungdyr), saaledes som det findes hos de
laveststaaende Insektædere, er 3/3 Fortænder, der i
Overmunden sidder i Mellemkæben, 1/2
Hjørnetand, der i Overmunden er den forreste Tand i
Overkæben, i Undermunden den Tand, der
griber ind foran denne. Derefter følger 7
Kindtænder, af hvilke de 4 første kaldes Præmolarer
(Forkindtænder), de 3 bagre Molarer
(Bagkindtænder); denne fuldstændige Tandformel
betegnes da saaledes 3/3, 1/1, 4/4, 3/3. Mælketandsættet, det
første Tandsæt, P.-Ungen faar, bestaar af 8
Tænder i hver Kæbehalvdel, nemlig 3
Fortænder, 1 Hjørnetand og 4 Kindtænder; de sidste
sidder da paa de Pladser, der senere indtages
af Forkindtænderne, medens altsaa ingen
Tænder har siddet paa de senere frembrydende
Bagkindtænders Plads. Disse primitive Tandtal
reduceres dog som Regel mere ell. mindre hos
de højere P.; særlig gaar Reduktionen ud over
Kindtænderne, af hvilke de forreste og til Dels
de bageste navnlig forsvinder; ved
Sammenligninger er det som Regel ikke vanskeligt at
afgøre, hvilke Tænder man har for sig. Visse P.,
hvis Levevis er bleven en mere simpel,
saaledes at Tænderne kun bruges til at gribe
Føden med, som f. Eks. hos Tandhvalerne, er
Tændernes Antal atter steget, ofte endog meget
stærkt, og Tandformen vender da tilbage til den
primitive Kegleform. Hos Pungdyrene er
Tandtallet i det hele noget større. — Mens de fleste
P. er Difyodonter ɔ: har et, hos Pungdyrene til
1 Kindtand i hver Kæbehalvdel reduceret
Mælketandsæt, der senere afløses af et blivende Sæt,
er nogle faa, som Dovendyr og Tandhvaler,
Monofyodonter ɔ: Tandskifte mangler helt. — Kun
Næbdyr og Hvaler mangler bløde Læber. —
Ganens Slimhud har næsten altid Tværfolder,
der fortsætter sig ud paa den bløde Gane; denne
bærer hos Mennesket og nogle Aber paa Midten
den saakaldte Drøbel (se Svælg). Tungen er
af højst forsk. Form, lige fra Mureslugernes, der
er lang, ormformig og kan strækkes langt ud af
Munden, til Marsvinets (Phocæna), hvor den er
kort, siddende og næsten ubevægelig; den er
støttet af Tungebenet (hyoideum), hvis forreste
»Horn« fæster sig til Tindingebenets Fjelddel,
medens de bageste træder i Forbindelse med
Strubehovedet. Midtstykket (basihyale) er
hyppigst fladt, sjældnere sammentrykt; hos
Brølaberne er det kugleformigt og opsvulmet,
tyndvægget og luftfyldt, idet det tjener som
Resonanskasse for at forstærke Stemmen. — I de
muskuløse Kinder findes undertiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
