Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Pauer, Ernst og Max
- Pauillac
- Pauke
- Paul (Paver)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Klaverspiller og Lærer, særlig skattet som
Kammermusikspiller, Direktør for Leipzigs
Konservatorium.
W. B.
Pauillac [po’jak], By i det sydvestlige
Frankrig, Dep. Gironde, paa venstre Side af Gironde,
6000 Indb. P. har stor Vinavl, Stenbrud,
Skibsværfter og Handel med Vin; Forhavn til
Bordeaux.
(M. Kr.). E. St.
Pauke (bruges i Reglen i Flertalsformen
Pauker, ital. timpani, fr. timbales, eng.
kettledrums, da den i Orkestret altid anvendes i et
Antal af to, i den nyere Musik undertiden tre
ell. flere), et
Slaginstrument, der
bestaar af en
halvkugleformet
Kobberkedel, hvorover
der i en Jernring
er spændt et
garvet Kalve- eller
Æselskind: ved
Hjælp af Skruer,
der er anbragte i
Randen af Kedlen,
kan Skindet
spændes strammere
eller slappere,
hvorved
Tonehøjden reguleres; P.
er altsaa i
Modsætning til
Trommen i Besiddelse
af bestemt afstemte Toner. Ved P. af
nyere Konstruktion, de saakaldte
Maskinpauker, findes en Mekanisme, hvorved man
kan stramme Skindet over det hele paa een
Gang, uden at dreje paa de enkelte Skruer;
Omstemningen gøres derved betydelig hurtigere
og lettere. Man anvender P. i to Størrelser;
den store kan stemmes i et Omfang fra store F
til lille c, den lille fra store B til lille f,
saaledes at de tilsammen spænder over en Oktav;
som oftest er de stemte i Tonica og Dominant,
men i nyere Musik fordres de ofte stemte i alle
mulige andre Intervaller. P. slaas med to
Stokke, hvis Hoveder er beklædte med Læder ell.
Filt. I Militærmusikken anvendes P. endnu hist
og her i Kavaleriet; før dens Indførelse i
Orkesteret spillede den en stor Rolle ved de
gamle Trompeterkorps, hvor den repræsenterede
Grund- ell. Basstemmen.
S. L.
|
Pauke |
Paul, Navn paa fem Paver.
1) Paul I (757—767) var Romer og Broder
til sin Forgænger Stefan II; han søgte Værn
hos Pepin den Lille mod den gr. Kejser og
Longobarderne.
2) Paul II (1464—71) hed Pietro Barbo og
var f. 1418 i Venedig. Han vilde være Købmand;
men da hans Morbroder blev Pave under Navn
af Eugen IV 1431, valgte han den gejstlige
Løbebane, og han gik fra Arkidiakonat til Episkopat
for 1440 at faa Kardinalhatten. Han forstod at
vinde alle, og 1464 valgte Kardinalerne ham
enstemmig til Pave, efter at han havde udstedt en
streng Haandfæstning. Straks da han blev Pave,
ændrede han Haandfæstningen og gav til
Gengæld Kardinalerne Lov til at bære
Purpurkapper; han herskede enevældig og lagde sig ud
med Humanisterne i det pavelige Kancelli, men
de maatte bøje sig; han omgav sig med stor
Pragt, men styrede Kirkestaten godt. Af Kirken
søgte han at pine flere Penge ud, han
bandsatte Georg Podiebrad og pudsede Ungarerne
paa ham, hvorved Tyrkerne fik Tid til at brede
sig endnu mere. Han bestemte, at der skulde
holdes Jubelaar hvert 25. Aar. (Litt.: Pastor,
»Geschichte der Päpste« II [Freiburg 1904]).
3) Paul III (1534—49) hed Alessandro
Farnese og var f. i Carino 1468, paa mødrene Side
var han af samme Slægt som Bonifacius VIII.
Han var humanistisk opdraget, kom ind i det
pavelige Kancelli, og under Alexander VI, der
stod i Forhold til hans Søster Julie Farnese,
steg han til Skatmester, Biskop og Kardinal
(»Skørtekardinalen«); under de flg. Paver
havde han ogsaa Fremgang, og 1521 manglede han
kun to Stemmer i at blive Pave. Ved sine
glimrende Evner til at forstille sig kunde han
bevæge sig og opnaa Fordele hos alle Partier, og 1534
lykkedes det ham endelig at blive Pave. S. A.
udnævnte han sin 14-aarige Sønnesøn
Alessandro Farnese og sin 16-aarige Dattersøn Guido
Ascanio Sforza til Kardinaler. Aaret efter gav
han Kardinalhatten til flere af de kat.
Reformvenner, og han havde den bedste Villie til med
deres Hjælp at reformere Kirken. Han nedsatte
en Kommission til Kirkens Forbedring, haft
sendte Legater til Samtaler med Protestanterne,
og han arbejdede paa at faa en Kirkeforsamling
sammenkaldt; 1545 sammentraadte den i Trient,
men da havde han allerede 1542 paa Kardinal
Caraffa’s Raad oprettet Inkvisitionen til
Undertrykkelse af Protestantismen, og
Jesuiterordenen, som han stadfæstede 1540, havde taget
Ledelsen. 1545 gjorde han sin Søn Pier Luigi til
Hertug af Parma og Piacenza, sin Sønnesøn
Ottavio fik han gift med Karl V’s Datter
Margrete. Nepotisme var den herskende Evne hos
ham, der havde saa fin en Smag for Kunst og
saa glimrende Evner som Diplomat og Villie
til at reformere, og det var medvirkende Grund
til, at han i afgørende Øjeblikke ikke kunde
beslutte sig. (Litt.: Ranke, »Geschichte der
röm. Päpste in den letzten vier Jahrh.« I [6.
Opl., Leipzig 1874]; Pastor, »Geschichte der
Päpste« V).
4) Paul IV (1555—59) hed Giovanni Pietro
Caraffa og var f. Capriglio 1476. Sammen med
Cajetanus stiftede han Teatinerordenen for med
den at forny den kat. Kirke, og efter at han
1536 var bleven Kardinal, var han utrættelig i
Arbejdet derfor. Han var en kraftig, retlinet
Natur, der foretrak Dominikanerne for
Jesuitterne, skrappe Midler som Inkvisitionen for
List og Krogveje. 79 Aar gl blev han Pave, og
som saadan gik han sine gl Veje med
Inkvisitionen udadtil og Reformer indadtil, men under
næsten hele sit Papat laa han i Strid med
Kejseren og med Spanien og fik Tid til at sørge
fyrsteligt for sin Familie. (Litt.: O. Jensen,
»Giovanni Pietro Caraffa og de religiøse
Strømninger i Italien paa hans Tid« [Kjøbenhavn
1880]; Pastor, »Geschichte der Päpste« VI
[1913]).
5) Paul V (1605—21) hed Camillo Borghese
og var f. i Rom 1552. Han var jur. opdraget,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 20 20:00:50 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/18/1037.html