Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paul (Paver) - Paul I Petrovitsch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og hans Sjæl blev indsmeltet i Retsformler.
Han begyndte sin Løbebane i det pavelige
Kancelli, blev Kardinal og til sidst Pave. Jesuitterne
og Dominikanerne laa i voldsom Strid om Guds
Naade og den fri Villie, Dominikanerne syntes
at skulle sejre, men saa befalede P., at Striden
skulde høre op, det var til Gunst for
Jesuitterne. Han kom i Strid med Venedig, han lagde
Interdikt over Byen; men Interdiktet, der her
blev brugt for sidste Gang, var uden Virkning,
og P. maatte give efter for Venedig.
Servitmunken Paolo Sarpi førte Republikkens Sag. Som
et Minde om P.’s Nepotisme staar Palazzo
Borghese i Rom, men hans Navn nævnes med
Hæder i Roms Historie som Fremmer af Kunst
og Videnskab. (Litt.: Ranke, »Die röm.
Päpste« II).
L. M.
Paul I Petrovitsch, russ. Kejser, f. 1.
Oktbr 1754, d. 23. Marts 1801, Søn af daværende
Storfyrsttronfølger Karl Peter Ulrik (Peter III)
og hans Hustru Katharina (senere Katharina II).
Paa det
Tidspunkt, P. kom
til Verden, var
Samlivet
mellem hans
Forældre saa godt
som ophørt, og
ingen af dem
synes at have
haft noget til
overs for den
nyfødte Prins,
i alt Fald ikke
Storfyrsten,
der ikke kunde
være uvidende
om, at Rygtet
med god Grund
udpegede en
anden (Grev
Soltikov) som den virkelige Fader; hvis
Katharina har følt nogen Glæde over at være
bleven Moder, var det, fordi hun derved
undgik den truende Fare for en Skilsmisse, der
allerede var stillet hende i Udsigt af Kejserinde
Elisabeth p. Gr. a. hendes hidtidige Barnløshed.
Da Karl Peter Ulrik var bleven Kejser (Jan.
1762), skal han endogsaa have haft i Sinde at
udelukke P. fra Tronfølgen til Fordel for den
fangne Ivan VI, men Kejserens Afsættelse og
Mord (Juli 1762) tilintetgjorde denne Plan, hvis
den ellers har været andet end et flygtigt
Indfald. Faderens Død gjorde dog ikke P.’s
Barndomsdage lykkeligere, da Katharina II aldrig
kem til at nære hjertelige Følelser for sin Søn;
Forholdet mellem dem vedblev at være koldt og
forværredes med Aarene, fordi Kejserinden,
mistroisk mod P. i Følelsen af den Uret, hun
havde tilføjet ham ved sin Usurpation af
Tronen, systematisk udelukkede ham fra enhver
Andel i Statsstyrelsen og aldrig, uden paa
Papiret, betroede ham nogen militær Myndighed.
Harmen over denne tvungne, men uforskyldte
Uvirksomhed, den stadige Frygt for ny
Krænkelser og Tilsidesættelser, den bitre Følelse af
alle Vegne at være omgiven af Spioner og den
magtesløse, stedse voksende Uvilje over det
skamløse Favorituvæsen havde en højst uheldig
Indflydelse paa den rettænkende og i Grunden
godmodige Fyrstes Karakter og gjorde ham til
en indesluttet, mistroisk, pirrelig og
uberegnelig Mand, haard og ufølsom efter den alm. Tro.
Følgen af hans mangeaarige Isolation blev en
fuldkommen Mangel paa Kendskab til al
Regeringspraksis, og han var derfor yderlig slet
forberedt til det store Kald, der ventede ham,
endog saa uskikket dertil efter Moderens Mening,
at hun i Slutningen af sit Liv tænkte paa med
Forbigaaelse af P. at erklære hans ældste Søn,
Alexander, for Tronfølger, men Kejserindens
uventede Død (17. Novbr 1796) sparede dog P.
for denne Ydmygelse. Den ny Kejser var ikke
blottet for Evner og Kundskaber og har sikkert
nok, da han besteg Tronen, været besjælet af
Pligtfølelse og oprigtig Iver for sit Folks Vel,
og dog blev han med sit Snæversyn, sit i
højeste Grad nervøse og stemningsbevægede
Temperament, sine overspændte Forestillinger om
den Ærefrygt og Lydighed, der skyldtes en
Selvhersker, en udpræget Despot, hvis Herredømme
i Længden maatte blive uudholdeligt, fordi hans
smaatskaarne Personlighed manglede alle de
Egenskaber, der saa ofte før havde bragt
Russerne til at bøje sig for en tyrannisk Tsar. I
Begyndelsen af hans Regimente var hans
Optræden dog moderat, f. Eks. mod Polakkerne,
hvis Førere han behandlede med
Hensynsfuldhed (ogsaa senere kan der paavises spredte
Træk af brav og retfærdig Tænkemaade hos
ham), men meget snart fik de uheldige Sider af
hans Karakter Overhaand, og nu blev hans
skiftende Stemninger i Virkeligheden den eneste
Rettesnor for hans Handlinger. Hvad der især
satte hans Sind i Bevægelse og derved fik den
største Indflydelse paa hans indre og ydre
Politik i den længste Del af hans kortvarige
Regeringstid, var hans Had til den fr. Revolution og
dens Ideer, hvis Udbredelse han ansaa det for
sin Opgave at hindre, da han i dem saa en
overhængende Fare for Europas Fred og Lykke.
Derfor modtog han Ludvig XVIII og
Emigranterne med Velvilje og gjorde sit Rige til et
Fristed for Malteserridderne, for hvem han fra
tidligere Tid havde en mærkelig Forkærlighed,
idet han vistnok betragtede dem som en Støtte
for de konservative Interesser i Vesteuropa; til
Forbavselse for Alverden lod han sig endog af
de i Rusland tilstedeværende Riddere vælge til
Ordenens Stormester trods Pavens Protest. For
at skærme Rusland mod Smittefare fra det
ugudelige Frankrig blev Indførsel af fr. Bøger og
Aviser forbudt, den strengeste Censur
anordnedes (ogsaa Danmark kom til at lide under P.’s
Frygt for Jakobinismen, idet Presseloven af
1799 blev til væsentlig af Hensyn til ham), en
ulidelig Pastvang paabødes, ja selv Brugen af
fr. Moder (lange Benklæder, kort afklippet
Haar, rund Hat o. s. v.) straffedes; Spioner og
hemmeligt Politi vaagede over, at ingen
overtraadte de kejserlige Forordninger, hvad der
gav Anledning til talrige Forvisninger til
Sibirien, ligesom Hæren, der bevarede de
gammeldags Uniformer med Pudder og Haarpiske,
skulde holdes til Lydighed ved de strengeste
Disciplinærstraffe. Direkte Krig mod Frankrig
 |
| Paul I. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
