Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pauperisme - Paupertet - Paur, Emil - Pausanias - Pausanias (spartansk Konge) - Pausanias (græsk Forfatter)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pauperisme [pa^u-] er Betegnelsen for
Fattigdom som Massearmod, altsaa som social
Foreteelse i Modsætning til den blot individuelle
Armod. Under P. vil en forholdsvis betydelig
Del af et Lands Befolkning lide Mangel paa de
mest elementære Livsfornødenheder. P. virker
herigennem naturligvis fys. nedbrydende, men
efterhaanden følger moralsk Svækkelse efter.
De ramte Befolkningslag ødelægges af
Alkoholisme og bliver en Kilde til Prostitutionen og
Forbryderverdenen, de opgiver Kampen for
Tilværelsen og bliver uimodtagelige for moralsk
og kulturel Paavirkning. P. giver derfor ikke
blot et Billede paa en forfærdende Tilværelse
for Mennesker, men den bliver gennem sin
Udbredelse og sine Virkninger en betydelig Fare
for vedkommende Samfunds Udvikling. Man har
derfor til alle Tider søgt at tage Kampen op
mod den.
P. optraadte allerede i Oldtiden, navnlig i
Byerne; i Middelalderen viste den sig vel
fortrinsvis ved de til Tider talløse Vagabonder.
Som Nutidsfænomen er P. knyttet til
Storbyerne og Industrien. Ikke mindst den moderne
Industris Gennembrud skabte for store Dele af
Landenes Befolkning elendige Forhold, navnlig
i England i Aarene omkring 1800 (den
industrielle Revolution). Storindustriens Maskinteknik
gjorde her den faglærte Arbejder eksistensløs,
og ved at benytte Kvinders og Børns
Arbejdskraft, en Arbejdskraft, der blev rovdrevet og
underbetalt, trykkedes store Dele af den eng.
Arbejderklasse ned i elendige Forhold. I
Nutiden har P. vel ikke en saa omfattende
Karakter som den Gang, men den med
Konjunktursvingningerne i Industrien følgende
Arbejdsledighed er dog en i denne Forbindelse meget
betydende Faktor. Store Resultater i Kampen
mod P. er naaet gennem Fagforeningerne, men
Staterne øver dog utvivlsomt stadig en
betydelig Indsats gennem hele den moderne
Sociallovgivning ikke mindst gennem
Arbejdsløshedsforsikringen. Selv om denne mere tager Sigte paa
at hævde det Niveau, Arbejderklassen en Gang
har naaet, end paa at hjælpe
Befolkningsmasser ud af P., saa danner den formentlig dog det
mest betryggende Værn mod en Nedsynken i
den absolutte Fattigdom. En lgn. Bet. maa
tillægges Syge-, Ulykkes-, Invaliditets- og
Alderdomsforsikring (-forsørgelse), samt Lovene om
offentlig Støtte til Oprettelse af mindre
Landbrug o. l. Det egl. Fattigvæsen har til Opgave,
dels at hjælpe de Personer, der med ell. uden
egen Skyld er sunket ned i P. ell. staar i Fare
for at synke ned, dels — gennem de
ubehagelige Virkninger, der er knyttet til Modtagelsen
af Fattighjælp (Tab af Valgret, Begrænsning i
Selvbestemmelsesret m. v.) — saa at sige at
tvinge Folk til at kæmpe til det yderste mod
at synke ned i P. Derimod har
Nødhjælpsarbejderne, d. v. s., Arbejder, der iværksættes
af Stat ell. Kommune til Afhjælpning af
Arbejdsløshed, i hvert Fald hidtil ikke haft større
Bet. Alt dette er dog mere præventive Midler,
repressive Midler er p. Gr. a. P.’s
Ødelæggelser, navnlig de moralske, vanskeligere at
anvende. Af stor Bet. er her den Omsorg, der fra
Samfundets Side vises overfor Børn og unge
Personer, der i deres Hjem og Omgivelser er
udsat for legemlig og aandelig Vanrøgt.
Sv. N.
Paupertet [pa^u-] (lat.), Armod, Usselhed.
Paur [pa^ur], Emil, østerr. Musiker, f. 29.
Aug. 1855 i Czernowitz og Elev af
Konservatoriet i Wien. P. har gjort sig bekendt som
fortræffelig Pianist og ved sit betydelige
Dirigenttalent. Han blev 1880 Kapelmester i Mannheim,
1891 Dirigent ved Stadtteatret i Leipzig og 1893
Nikisch’s Efterfølger som Leder af
Symfonikoncerterne i Boston. 1898 blev P. Direktør for
Konservatoriet i New York, men vendte siden
tilbage til Europa, en Tid lang i Madrid, siden i
Berlin, 1912—13 som Kapelmester ved Operaen
dér; han har bl. a. komponeret en Symfoni og
en Klaverkoncert.
W. B.
Pausanias [pa^u-], en Spartaner af kgl. Slægt,
Søn af Kleombrotos, blev 479 f. Kr. efter
Kleombrotos’ Død Formynder for den unge Kong
Pleistarchos, Søn af hans Farbroder Leonidas. I
denne Egenskab ledede han i flere Aar Sparta’s.
Politik og anførte den samlede gr. Hær ved
Plataiai (479). Næste Aar bevægede han i
Spidsen for en gr. Flaade flere af Øerne ved
Lilleasien til at falde fra Perserne og erobrede
Byzantion. Men da de asiatiske Ionere, som var
misfornøjede med P.’s hovmodige Optræden,
gjorde Mytteri, maatte P. overlade Anførselen
til Athenerne og vendte tilbage til Sparta, hvor
han blev anklaget baade for sin Adfærd over
for Forbundsfællerne og for at have spillet
under Dække med Perserne, men han blev
frikendt. Senere vendte han atter tilbage til
Byzantion, men denne Gang ganske paa egen
Haand. Han søgte nu at skabe sig en
selvstændig Magtstilling her, men hverken Spartanerne
ell. de andre Grækere vilde tillade dette.
Athenerne fordrev ham fra Byzantion, og
Spartanerne kaldte ham hjem og rejste paa ny
Beskyldninger mod ham for at have staaet i
forræderisk Forbindelse med Perserne. P., hvis Skyld
næppe har ladet sig bevise, indlod sig
imidlertid i Forbindelser med Heloterne for ved deres
Hjælp at faa Magten i Sparta; men da Eforerne
gik energisk til Værks mod ham, flygtede han
til Athena’s Tempel og blev her indespærret og,
som det hedder, sultet til Døde (omtr. 470).
H. H. R.
Pausanias [pa^u-], spartansk Konge, Søn af
Pleistoanax, regerede 408—394. Han deltog i
den peloponnesiske Krig og var med til
Belejringen af Athen (404). Efter Krigen, da
Lysandros havde faaet indsat de saakaldte 30
Tyranner i Athen, hjalp P. med til Genoprettelsen
af det atheniske Demokrati, da han frygtede
Lysandros’ Overmagt. 396; sendtes han med en
spartansk Hær til Boiotiien; men da Lysandros,
som uden at afvente hans Ankomst havde
indladt sig i Slag, var bleven slaaet ved Haliartos,
maatte P. med uforrettet Sag vendte hjem. Som
Følge heraf blev han forjaget fra Sparta og
flygtede til Tegea, hvor han endnu levede nogle
Aar.
H. H. R.
Pausanias [pa^u-], gr. Forf. i Slutn. af 2.
Aarh. e. Kr., synes at have hørt hjemme i
Lilleasien (Lydien), men hans personlige
Forhold er os ellers ukendte. Vi har af ham en
udførlig Beskrivelse af Grækenland (Περιήγησις
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
