Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pausanias (græsk Forfatter) - Pause - pausere - Pausias - Pausinger, Franz v. - Pauthier, Jean Pierre Guillaume - pauvre honteux - Pauwels, Wilhelm Ferdinand - Pavane - Pave
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
τῆς Ἑλλάδος) i 10 Bøger. Skr. ligner til en
vis Grad en Rejsehaandbog; dog giver det
ingen praktiske Oplysninger for de rejsende,
men derimod en topografisk Skildring af alle
de Bygninger, Mindesmærker og Kunstværker,
som kunde have Interesse for de rejsende, og
dertil hist. og mytol. Oplysninger om Forhold,
der staar i Forbindelse dermed, og det er
navnlig disse, som det har været Forfatteren
magtpaaliggende at give. I 1. Bog beskrives
Attike, dernæst de forsk. Landskaber paa
Peloponnes og endelig Boiotien og Fokis. Det er
muligt, at ogsaa andre Egne har været
beskrevne, da der er Tegn, der tyder paa, at
Værket er overleveret os i ufuldstændig
Skikkelse. P. havde selv berejst hele Ruten, men
hans Notitser er for en stor Del hentede fra
ældre Forfattere, hvilket maaske for en
væsentlig Del er Grunden til, at P. i overvejende Grad
skildrer Mindesmærker fra en ældre Tid. Til
Trods for mange Unøjagtigheder og
Ufuldstændigheder er P.’s Værk dog af meget stor Bet.
for os og giver os ofte værdifuldte Bidrag til
Tydningen af de endnu opbevarede
Mindesmærker. Det er udgivet af Siebelis (5 Bd,
Leipzig 1822—28), Schubart og Walz (3 Bd, Leipzig
1838—39), Spiro (3 Bd, Leipzig 1903) og med
udførlig Kommentar af Hitzig og Blümner (3
Bd, Berlin og Leipzig 1896—1910). Kommentar
findes ogsaa i Frazer’s eng. Oversættelse (6 Bd,
London 1898 (2. Opl. 1913). (Litt.: A.
Kalkmann, »P. der Perieget« [Berlin 1886]; C.
Robert, »P. als Schriftsteller« [Berlin 1909]).
H. H. R.
Pause (gr. παύσις, Ophør, Standsning, fr.
pause ell. silence, eng. rest), Hviletid,
Afbrydelse; i Musikken det Tidsrum, i hvilket en
enkelt ell. flere Stemmer i et Musikstykke tier,
pauserer; ogsaa Benævnelse for de i
Kodeskriften brugelige Tegn, der, svarende til de
forsk. Nodeværdier, angiver Tavshedens
Varighed (se Node). Tier samtlige istemmer i et
Musikstykke em hel Takt ell. mere, kaldes det
Generalpause.
S. L.
pausere [pa^u-] (lat.), hvile, holde inde,
standse (se Pause).
Pausias, oldgræsk Maler fra Sikyon, fra 4.
Aarh. f. Kr., samtidig med Apelles. Han
nævnes som den, der først ret anvendte den
enkaustiske Teknik (Voksfarver) og bragte den i Ry,
ligesom han først indførte Loftsmalerier med
Farver. Han gav sig navnlig af med
Genrebilleder (Børn) og Blomstermaleri. Lucullus gav
2 Talenter for en Kopi af et af P.’s Malerier.
H. A. K.
Pausinger [’pa^useŋər], Franz v., østerr.
Maler, f. 1839 i Salzburg. P., Elev af Wiens
Akademi, Schirmer i Karlsruhe, Koller i
Zürich, har gjort sig bekendt ved Fremstillinger
af skarp Iagttagelse fra Jagtvildtets Verden:
Gemser, Krondyr etc.; han ledsagede 1881
Kronprinsen af Østerrig paa en Orientrejse og
leverede talrige Illustrationer til Kronprinsens
herom 1884 udgivne Rejseskildring. Arbejder af
ham i Wiens Hofmuseum.
A. Hk.
Pauthier [po’tie], Jean Pierre
Guillaume, fr. Sinolog (1801—73), udgav
Oversættelser af forsk. kinesiske Digte o. a.
Skrifter, der kritiseredes stærkt af Stanislas Julien
i flere Skr (1842 og 1846). P. svarede skarpt i
Vindiciæ sinicæ novæ: Abel Rémusat défendu
contre les imputations mensongères de St.
Julien (1872). P. gav sig ogsaa af med Ægyptisk
og anstillede sammenlignende Undersøgelser
mellem ægyptiske Hieroglyffer og kinesisk Skrift
(se hans Sinico-Ægyptiaca [1842]).
V. S.
pauvre honteux [’po.vr-å’tø] (fr.), ærekær
fattig, der skjuler sin Fattigdom og foretrækker
Armods Kaar fremfor at bede om Almisse.
Pauwels [’på^uvə£s], Wilhelm Ferdinand,
belg. Maler, f. 13. Apr. 1830 i Eckeren ved
Antwerpen, d. 26. Marts 1904 i Dresden. Uddannet
i Antwerpen under Dujardin og Wappers,
derefter paa en 4-aarig Italiens-Rejse fik han
Betydning dels gennem sin egen Kunst, der i
Farve, Emnevalg (Belgiens Historie) og Syn slutter
sig til Leys og Wappers og hører til de bedste
Ydelser af den historisk-realistiske belg. Skole,
dels gennem sin vidtstrakte Lærervirksomhed;
1862—72 var han Prof. i Weimar, fra 1876 til
1901 knyttet til Dresdens Akademi. Hans første
større Arbejde var »Balduin I’s Møde med
Datteren Johanna« (1851), 1852 kom »Coriolan foran
Rom«; Frugter af Studietiden i Italien er
»Deborah« og »Saul’s Hustru Rispa ved Sønnernes
Lig« (1856); i Antwerpen malede han »Jacob v.
Artevelde’s Enke« (1857, Mus. i Bryssel) og »De
af Alba landsforviste« (1861, Privateje i Berlin)
m. m. Derefter fulgte »Genterborgere for Filip
den Dristige (1865), det kolossale »Amerika
afskaffer Slaveriet« (Washington), »Protestanter
forfølges« (Königsbergs Mus.), »Ludvig XIV
modtager Republikken Genovas Deputation«
(Münchens Maximilaneum), 7 Vægbilleder
(Luther’s Historie) paa Wartburg, »Filip af Elsass
besøger Marie-Klosteret i Ypern« (1877,
Dresdens Gall., en formindsket Gengivelse fra
nedenn. Cyklus i Ypern), 6 hist. Vægbilleder i
Aulaen i Meissens Fyrsteskole og en Række
store Vægmalerier, der afsluttede den af de Groux
paabegyndte Cyklus i Yperns Tøjhalle.
A. Hk.
Pavane (Padovana, Paduana), en
gl Dans af ital. Oprindelse (fra Padova), i lige
Takt og langsomt, gravitetisk Tempo; den var
i 16. og 17. Aarh. Modedans ved Hofferne i hele
Europa, hos Katharina af Medici som hos
Dronning Elisabeth af England, og gik særlig under
Navnet den »store Dans«: (»Fyrsterne dansede
den i deres Fyrstekaaber, Ridderne med Kappe
og Kaarde, Øvrighedspersonerne i deres
folderige Rober, Damerne med lange Slæb«. Som
saa mange andre af Datidens Danseformer blev
den optagen i Instrumentalmusikken, oftest
efterfulgt af den livligere Gaillarde.
S. L.
Pave (lat. pápa, gr. pappas. Fader) kaldes
Biskoppen i Rom som den rom.-kat. Kirkes
synlige Overhoved og Kristi Statholder paa
Jorden. I Oldkirken brugtes P. ikke alene om alle
Bisper, men i hvert Fald i den østerlandske
Kirke om alle præsteviede; særlig blev det
dog bragt om Patriarkerne i Rom, Alexandria,
Antiocheia, Jerusalem og Konstantinopel Biskop
Avitus i Vienne (490—525) kaldte Patriarken i
Jerusalem for Pave og Kirkens Primas (Ep.
23, Migne, Patrol. LIX 239), og han jævnstiller
Paverne i Konstantinopel og Rom som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
