Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pave
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Medens Germanerne ellers havde taget den
arianske Kristendom, havde det førende Folk bl.
dem, Frankerne, med Chlodovech skuttet sig til
den romerske Kirke, og Gregor tog sig med
Forkærlighed af dem og arbejdede paa at føre
Langobarderne til Rom; 596 sendte han
Benediktinermunke til England, og de vandt
Amgelsachserne for Romerkirken og med dem hele
den germanske Verden. Hermed var
Romerbispens øverste Myndighed i Vesten fastslaaet,
og fra nu af har P. en staaende Hær i Munkene,
der var Bærere af Middelalderens kraftigste
religiøse Liv; de vilde unddrage sig det
besværlige Tilsyn af den Bisp, i hvis Stift Klosteret
laa, og gav sig derfor umiddelbart ind under
Paven.
I 8. Aarh. stillede »Tysklands Apostel«,
Bonifacius, hele sit store Arbejde i Pavens
Tjeneste. 752 befalede Pave Zacharias »i Kraft af
sin apostolske Myndighed«, at Pepin skulde
være Frankernes Konge, og 756 gav Pepin til
Gengæld Ravenna og 20 andre Byer i
Eksarkatet til Skt Peter og hans Efterfølgere og lagde
derved Grunden til Kirkestaten, hvis
Værneherrer de frankiske Konger blev i Egenskab af
»Romernes Patriciere«. Gregor III (731—41) var
den sidste Pave, der lod sin Udnævnelse
stadfæste af Kejseren i Konstantinopel, hvorefter
de en Tid søgte Stadfæstelse hos de
germanske Kejsere. Efter at Karl den Store i 800 var
bleven kejserkronet af Leo III, øgede han sin
Fader Pepin’s Gave, men han vilde fastholde
den frankiske Kirkes nationale Selvstændighed,
som under de svage Merovinger var bleven sat
til Side af Bonifacius til Gunst for Rom, og de
frankiske Rigsdage var tillige Kirkemøder; han
betragtede Paven som Kirkens øverste, men
han skulde samvirke med Kejseren. Under de
svage Karolinger fik P. Overtag over Kejseren,
men saa kom der en Fare for Pavemagten fra
Ærkebisperne, der vilde hævde deres egen og
deres Kirkers nationale Selvstændiglhed over for
Rom; Bisperne foretrak imidlertid den fjernere
P. for den nære Ærkebisp, og i 9. Aarh. blev
der i de pseudo-isidoriske Dekretaler begaaet et
Falskneri for at berøve Ærkebisperne deres
Særindflydelse til Gunst for P. I de
pseudo-isidoriiske Dekretaler indføjedes det tidligere
Falskneri Donatio Constantini, alt for at give
Pavemagten ogsaa verdslig en Forrang for
Statsmagten. Nikolaus I (858—867) godkendte
de falske Dekretaler, han gav de pavelige
Dekretaler samme Myndighed som de økumenske
Synoders Beslutninger og hævdede med Kraft
Roms Primat baade over for Ærkebisper og
Fyrster.
Det 10. og den første Halvdel af 11. Aarh. er
Pavedømmets mørkeste Tidsrum (Sæculum
obscurum, Jernalderen, Pornokratiets Aarh.).
Markgrevinderne Theodora og Marozia satte
deres Elskere, deres Børn og Børnebørn paa
Skt Peter’s Stol. Statsmagten maatte gribe ind
for at gøre en Ende paa Forargelsen. 963
afsatte Otto den Store Johannes XII og indsatte
Leo VIII, Otto III indsatte Gregor V og
Sylvester II, og da der kom tre P. for een, afsatte
Kejser Henrik III dem alle tre i Sutri 1046 og
indsatte Clemens II. Nu havde Kejsermagten
Overtaget over Pavemagten, men den havde
hjulpet dygtige Mænd paa Pavestolen for i dem
at faa dygtige Modstandere. Den cluniacensiske
Munkebevægelse havde i den højere
Gejstlighed og Adel skabt et nyt kraftigt religiøst Liv;
af det blev Hildebrand baaren oppe, og han
ledede P., indtil han selv 1073 blev P. som
Gregor VII. 1054 fuldbyrdedes det endelige
Brud mellem Rom og Konstantinopel, 1059
gaves Pavevalget til Kardinalkollegiet, og alt
var lagt til Rette, saa Gregor VII kunde tage
Kampen med Kejseren i Investiturstriden, og
ved at forbyde Præsterne at gifte sig dannede
han af dem en for P. lige saa slagfærdig Hær
som Munkenes. Ham maatte vel dø i
Landflygtighed, efter at han havde haft Kejseren paa
Knæ for sig i Canossa, men hans Tanker blev
tagne op af hans Efterfølgere. Gregor VII’s
ledende Tanke var: Europas forenede Stater
under P.’s sædelig-religiøse Ledelse med Kamp
mod de vantro som fælles Opgave, og den
syntes virkeliggjort under de første Korstog. Under
Hadrian IV (1154—59) begyndte Kampen mod
Hohenstauferne, der endte med denne stolte
Slægts Undergang. P. forbandt sig med
Italiens Borgere og nationale Parti (Welferne), og
han var ikke bange for at tage revolutionære
Kræfter i sin Tjeneste for dermed at komme
Kejserne til Livs. Alexander III (1159—81)
tvang sammen med de norditalienske Stæder
Frederik Barbarossa til Fred, og Innocens III
(1198—1210) ind- og afsatte Kejsere, gjorde
England til Len af Pavestolen, tvang Filip
August af Frankrig til at bøje sig for de
ægteskabelige Love, han udvidede Kirkestaten og
frigjorde den for Kejserens Lenshøjhed, han
hævdede, at alle Folk, der betalte Peterspenge,
stod i Lensforhold til Rom. Og hele Europa
bøjede sig for ham undtagen Norge under Kong
Sverre.
Under Korstogene havde romerske
Katolikker lært Mennesker at kende, som havde en
anden Kristendom end de, og højt kultiverede
Mennesker, som slet ikke var Kristne; de saa,
at Verden var større og herligere, end de havde
troet, og at al Herligheden ikke laa paa den
anden Side af Graven. Hvad er da den sande
Kristendom? De fik Øjnene op for, at det ny
Testamentes Kristendom var noget andet end
Romerkirkens, og fra da af blev hele
Middelalderen gennemtrængt af en kraftig
selvvirkende Religiøsitet, radikal og demokratisk.
Pavedømmets Magt beror for en ikke ringe Del
paa, at det har forstaaet at holde de
revolutionære Strømninger inden for sine egne
Grænser, det har i Klostrene haft en
Sikkerhedsventil for religiøs Radikalisme. Men Albigenserne
og Valdenserne kunde P. kun faa Bugt med ved
voldsom Forfølgelse, og Inkvisitionen var i
stadig Virksomhed over for de bestandig om sig
gribende Kætterier. I 13. Aarh., da P.’s Magt
syntes større end nogen Sinde, underhuledes
den ustandselig, men den reddedes af Frants fra
Assisi og Domingo de Guzman. Disse to vilde
virkeliggøre den apostolske Kristendom, men i
Lydighed mod Rom, og som Cluniacenserne fik
den religiøst vakte Adel til at slutte sig om P.,
fik Tiggermunkene den religiøst vakte
Borgerstand i 13. Aarh. til at slutte sig til ham. Den
velhavende Borgerstand var imidlertid født
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
