Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pave
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dioskurerne; paa Kirkemødet i Konstantinopel 680
kaldes Honorius for P. i Gammel-Rom og
Kyros for P. i Alexandria, men snart blev det
alm. i Vesten kun at kalde Roms Biskop for P.
Leo den Store (440—461) synes at være den
første, der kalder sig summus pontifex,
pontifex maximus (Ypperstepræst), 722 kalder
Tysklands Apostel Bonifacius Paven for »Skt Peter’s
Stedfortræder«, og Innocens III kaldte ham for
Jesu Christi ell. Guds Stedfortræder. Gregor d.
Store kaldte sig servus servorum Dei, og
hermed begynder alle Pavebuller. Foruden at være
den rom.-kat. Kirkes Overhoved er P. tillige
Biskop i Rom og dets Omegn i en Kreds af 40
Miglier, Ærkebiskop i den romerske
Kirkeprovins, Primas over Italien og omliggende Øer.
Han er formelt endnu Kirkestatens Suveræn, og
hl. de katolske Fyrster er han den fornemste.
Efter rom.-kat. Opfattelse af Matth. 16, 16—19
og Joh. 21, 15—17 gav Jesus Christus Apostelen
Peter den øverste præstelige Magt
(Nøglemagten), den øverste Læremagt og den øverste
Ledelse af Kirken, men Peter var Biskop i Rom,
og hans Magt gik i Arv til hans Efterfølgere
paa Bispestolen der; med Skt Peter’s Stol fulgte
Skt Peter’s Nøgler til at lukke op og lukke i
for Himmeriges Port. Historisk Bevis for det
sidste kan naturligvis ikke føres, og det
vatikanske Kirkemode nøjes da ogsaa med at
henvise til, at det gennem alle Aarh. har været en
bekendt Sag, at Skt Peter, Apostlenes Fyrste og
Hoved, selv har grundlagt Kirken i Rom og
indviet den med sit Blod, og at denne hellige
Apostel stadig lever i sine Efterfølgere, den
romerske Stols Bisper, fører Forsædet og
udøver Dommeremibedet. Det er et Dogme og en
uforanderlig Grundsætning for Romerkirkens
Forfatning.
De historiske Grunde til den romerske
Biskops enestaaende Stilling er mange. Rom var
Verdens Hovedstad og Midtpunkt, og
Menigheden der fik alene derved en Særstilling. De
rom.-kat. Historieskrivere vil, at Apostelen
Peter (Udgangspunktet er Ap. Gern. 12, 17) har
grundlagt Menigheden i Rom Aar 42; det er
dog ubevisligt, men at han har virket der, kan
næppe bestrides. Rom var den eneste By i
Vesten, hvor Apostle, og det de to største,
Peter og Paulus, havde virket, det var Vestens
eneste »apostolske Sæde« og som saadan Bærer
af den sande Overlevering. Alle de østerlandske
Patriarker, undtagen Konstantinopels,
kompromitterede sig i de dogmatiske Kampe; de
romerske, der ikke var Teologer, men Statsmænd,
holdt sig saa vidt muligt uden for Striden,
deres Voldgift kunde derfor æskes, og de
fældede deres Kendelser med sund Sans. Dertil
kom, at den romerske Menighed udmærkede
sig fremfor andre ved Kristenkærlighed. Bispen
i Konstantinopel var trykket af Kejseren, der
vilde være hans Overhoved, medens Bispen i
Rom stod som Byens første Personlighed, og
da Rom under Folkevandringen vaklede, og i
Verden syntes, af vakle med det, stod Roms
Biskop fast som en Klippe. Og imidlertid var
P. ved Gaver og Køb bleven Italiens største
Grundejer. — I 2. Aarh. henviser Vestens
største kirkelige Personligheder, Irenæos og
Tertullian, til Rom som den sande Overleverings
Bærer. I Nikæa 325 vises der den romerske
Biskops Stedfortræder særlig Ære. Paa en
Synode i Sardica (Sofia) 343 blev det bestemt, at
den romerske Bisp skulde have Lov til at
modtage Appel fra afsatte Bisper, men denne
Bestemmelse blev ikke godkendt i Østen og i
Afrika, Kejser Gratian (død 383) lovgav, at
»Religionens Ypperstepræst (Roms Biskop) med
sine Fæller« skulde være Dommer i religiøse
Spørgsmaal; herved gjordes der Skel mellem
Statens og Kirkens Domsmyndighed, og den
romerske Bisp fik Ret til sammen med
Embedsbrødre at dømme vesterlandske Bisper.
Innocens I (402—417) krævede, at alle større
Sager skulde forelægges den romerske Stol.
Leo den Store »Pavedommets Cyprian« kaldet,
fordi han har samme Bet. for Papatet som
Cyprian for Episkopatet, grunder Pavens Magt
paa Matth. 16, 18, og i et Dekret af 445 anfører
Kejser Valentinian III som Grund til Roms
kirkelige Betydning Peter’s Primat, Byen Roms
Værdighed og Synodens (Sardica’s, men der
tænkes vist paa Nikæas) Autoritet, og det siges,
at der først vil blive Fred alle Vegne i
Kirkerne, naar hele Verden vil erkende
Romerbispen som sin Styrer, den apostolske Stols
Beslutninger skal være Lov for alle, og den Bisp,
som sidder Romerbispens Stævning overhørig,
skal ved Hjælp af paagældende Provinses
verdslige Styrer tvinges til at møde. Leo den Store,
der efter Sagnet fik Hunnerkongem Attila til at
vende om, knyttede Bisperne i fjerne Lande til
sig ved at gøre dem til romerske Vikarer. Paa
Kirkemødet i Kalchedon 451, hvor Leo den
Stores Løsning af de dogmatiske
Vanskeligheder blev godkendt, blev der gjort et Forsøg paa
at hæve Konstantinopel op ved Siden af Rom;
det øgede kun Skinsygen mellem de to Byer, og
484 satte Pave Felix III Konstantinopels Biskop
i Band »til evige Tider« fordi han tiltog sig
andres Rettigheder og holdt tid med Kættere.
Denne Spaltning mellem Rom og
Konstantinopel varede til 519, men efter 451 holdt Rom en
Nuntius (Apocrisiarius) ovre i Østens
Hovedstad for at holde Øje med Forholdene der.
Gelasius (492—96) skrev til den gr. Kejser, at
»denne Verden styres hovedsagelig ved to Ting,
Præsternes hellige Myndighed og
Kejsermagten, og Præsternes Betydning er saa meget
større, som de jo ved Guds Dom skal aflægge
Regnskab for Kejseren«. Her har man
Programmet for Kirkens Kamp med Staten i
Middelalderen, det er den samme Gelasius, der
udstedte den første Indeks. I det 6. Aarh. var der
ubetydelige Paver, som ikke kunde hævde sig
over for den verdslige Magt, men en Synode
i Rom (Palmesynoden) erklærede, at den p. Gr.
a. Skt Peter’s store Anseelse, som var gaaet
over paa hans Efterfølgere, ikke vovede at
dømme en P.
Det 6. Aarh. ender med Gregor den Store
(590—604), hvis Person var lige saa stor som
den Magt, han beklædte. Da Konstantinopels
Bisp kaldte sig økumensk Patriark, protesterede
han og kaldte sig servus servorum Dei (Guds
Tjeneres Tjener), for med denne Titel at
betegne, at P. var Kristenhedens øverste Bisp.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
