Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pembroke - Pembroke (Byer) - Pembroke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Carmarthen. Det omfatter 1599 km2 med bølget
Terrain med flere Bakkekæder, hvis Toppe i
Mynydd Prescelly naar en Højde af 536 m.
Langs Havet hæver sig en stejl Kyst, der er
stærkt sønderreven, og uden for denne ligger en
Krans af kystnære Øer paa den gl Landsokkel.
Blandt de mange Forbjerge nævnes paa
Nordsiden af Pen-Caer-Halvøen Strumble Head,
mod Vest St. David’s Head — frygtet af
Sømændene p. Gr. a. sine Taager — og St.
Ann’s Head paa hver sin Side af den brede
St. Brides Bay og mod Syd Linney
Head og St. Gowens Head, der alle er
Endepunkter af Bakkekæder. Bugterne og
Fjordene danner fortrinlige Havne, paa Nordsiden
saaledes Newport Bay og Fishguard
Bay og paa den sydvestlige Kyst den lange,
stærkt grenede Milford Haven, en af
Europas bedste naturlige Havne. Her udmunder
Shirets største Vandløb: Eastern og
Western Cleddau. Befolkningen, der 1921
udgjorde 92056 Indb. (58 pr. km2), tiltager kun
langsomt (1891: 89133 Indb.); den er i de sydlige
Egne blandet med eng. Indvandrere. Kvægavl
er Hovednæringsvej (Køer og Faar). Over
Halvdelen af Arealet henligger som Græsgange,
medens 30 %, der væsentligst tilhører de sydlige
og vestlige Egne, er under Dyrkning. Blandt
Kvægracerne er det sortfarvede
Castle-Martin-Kvæg det værdifuldeste. Shiret er temmelig
skovfattigt, idet kun c. 3 % af Arealet er
træbevokset. Fiskeri og Stenkulsbrydning er
vigtige Næringsveje. P. leverer de bedste
Antracitkul paa de britiske Øer. Af Industrien er især
Skibsbygningen vigtig. Landet er rigt paa gl
keltiske og rom. Mindesmærker samt paa gl
Borgruiner. En særegen Anseelse nyder
Forbjerget St. David’s Head, der af Walliserne
næsten æres som en Helligdom. Shirets
Hovedstad er Hawerfordwest.
(M. Kr.). G. G.
Pembroke [’pembrouk], 1) By i P. Shire i
det sydvestligste Wales, ved en Gren af Milford
Haven paa en Skraaning, har 15481 Indb. (1921)
og stor Kysthandel. En Ruin af en normannisk
Borg ovf. Byen, kendt som Henrik VII’s
Fødested og 1648 belejret af Cromwell, er en af de
smukkeste i Wales. I Nærheden findes Rester
af Monkton Kloster, og 2 km uden for Byen
ligger den stærkt befæstede Orlogshavn P. Dock.
2) Sydlig Forstad til Dublin med c. 25000 Indb.
3) By i U. S. A., Staten New Hampshire, ved
Merrimac River, med (1920) 2563 Indb. 4) By
i Prov. Ontario, Kanada, ved Ottawa Floden.
5626 Indb. (1911).
(M. Kr.). G. G.
Pembroke rpembrouk], eng. Jarletitel, der
siden 16. Aarh. har været i Familien
Herbert’s Besiddelse, men før den Tid har tilhørt
fl. forsk. Slægter. Den første Jarl af P. var
Gilbert de Clare (1138), gennem hvis
Sønnedatter Familiens Godser gik over til
hendes Ægtefælle, William Marshal, en af
de ædleste, forstandigste og kraftigste af hin
Tids eng. Riddere. 1199 udnævnte Kong Johan
(uden Land) ham til Jarl af P., senere ogsaa
til arvelig Rigsmarskal, og denne Konge fik i
ham en udmærket Støtte i sine Krige mod
Frankrig og ved de mange Underhandlinger,
der foranledigedes af de evindelige Stridigheder
med de misfornøjede Baroner og Prælater. Efter
Johan’s Død (19. Oktbr 1216) bragte han som
Rigsforstander og Formynder for den 9-aarige
Tronarving (Henrik III) Ro og Orden til Veje
indadtil og udadtil, og den Kraft, Besindighed
og Klogskab, hvormed han førte sit Fædreland
ud af en højst farlig Krise, har med Rette
sikret ham et berømmeligt Eftermæle i Englands
Historie. For at hindre den fr. Prins Ludvig
(Ludvig VIII), der gjorde Fordring paa den
eng. Krone og stod i Begreb med at gøre
Landgang i England, i at naa sit Maal, lod han
straks Henrik III krone (28. Oktbr 1216),
sammenkaldte Baroner og Prælater til et Møde i
Bristol (12. Novbr s. A.), hvor Magna Charta
stadfæstedes, og slog det flg. Aar
Franskmændene og deres eng. Tilhængere ved Lincoln (20.
Maj), hvorefter Frankrig maatte slutte Fred i
Lambeth (nu en Del af London) 11. Septbr
s. A. Desværre for England døde den
højtfortjente Jarl allerede 17. Maj 1219, og da ingen
af hans Sønner efterlod sig Arvinger, overdrog
Henrik III efter den sidstes Død (1245) det
ledige Len til sin Halvbroder Guillaume
de Valence. Han efterfulgtes af sin Søn
Aymer (Almerik), der udmærkede sig i
Kampen mod Skotterne og i Slaget ved Banockburn
(1314) reddede Edvard II’s Liv. Efter at han
1323 var død uden Arvinger, stod Lenet ledigt
indtil 1339, da Edvard III udnævnte
Lawrence of Hastings, en Baron, der paa
Kvindesiden var beslægtet med Aymer, til Jarl af P.
Han døde allerede 1348, hvorpaa hans Søn
John, der var født efter Faderens Død, arvede
Jarleværdigheden. I en meget ung Alder
anførte han under den sorte Prins en eng.
Hærafdeling i Krigen mod Frankrig, blev
Statholder i Guienne (1370), men tabte 1372 ved La
Rochelle et Søslag mod en forenet
fransk-kastiliansk Flaade. 1375 døde han, kun 27 Aar gl,
og efterfulgtes som Jarl af P. af sin Søn John,
der ligeledes døde ung, idet han 1391 kom af
Dage ved en Turnering i Woodstock. Atter
inddroges Lenet under Kronen, fra hvilken det gik
over til to af Henrik IV’s Sønner, Hertug
Johan af Bedford (d. 1435) og Hertug
Humphrey af Glouchester (d. 1447),
hvorefter det tilfaldt William de la Pole,
Marki, senere Hertug af Suffolk, en Yndling af
Margrete af Anjou, Henrik VI’s Dronning. Efter
de le Pole’s Mord (1450) udnævnte Henrik VI
sin Halvbroder Jasper Tudor, en Søn af
Kongens Moder, Katharina af Frankrig, i
hendes andet Ægteskab med Owen Tudor, til Jarl
af P. Denne mistede som Tilhænger af Huset
Lancaster efter Slaget ved Towton (1461) sit
Len, som han efter Richard III’s Fald ved
Bosworth (1485) fik tilbagegivet af sin Brodersøn
Henrik VII, der desuden gjorde ham til
Hertug af Bedford og Rigsmarskal samt Vicekonge
i Irland. Efter at Jasper Tudor var død
barnløs 1495, bortfaldt Titlen og fremkom først igen
1551 (Henrik VIII’s anden Dronning Anna
Boleyn fik 1532 Titel af Markise af P.), da
Edvard VI udnævnte Sir William Herbert,
hvis Familie Jarleværdigheden P. havde tilhørt
under Edvard IV og Richard III, til Jarl af P.
Denne Mand, der havde indtaget en anselig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
