Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pentateuchen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udgangspunktet for Kildehypotesen er de
mange Dubletter og Gentagelser. Et godt
Eksempel har vi, naar vi sammenligner Bibelens to
første Kapitler. Begge meddeler en Skildring
af Skabelsen. I den første dukker Jorden op af
Urhavet, derpaa skabes de forsk. Væsener, sidst
Mand og Kvinde. I den anden ligger Jorden hen
som en tør Ødemark, indtil Gud lader det
regne; men først skabes Manden, derpaa Planter
og Dyr, saa Kvinden. Selv i en Oversættelse
kan man se, at de to Skildringer har hver sin
Stil og hver sit Ordvalg. Den første er
skematisk, opregnende, den anden malende,
skildrende. Gud fremstilles helt forskelligt, i den første
fjern, urokkelig, virkende ved sit Ord alene, i
den anden er Gud Formeren, der danner
Mennesket som en Pottemager sit Kar; i den første
kaldes Gud Elohim, i den anden Jahve, ev.
Jahve Elohim. Lignende Modsigelser og
Dubletter kan særlig klart paavises i
Syndflodsberetningen. Ved at sondre disse ud fra hinanden
er det, man har fundet sammenhængende,
fortløbende Beretninger, de saakaldte Kilder.
Bestemmelsen af disse afhænger ingenlunde af
Gudsnavnene alene. Jahvisten anvender
Jahvenavnet forfra. Elohisten bruger dette Navn fra
2. Mos. 3, hvor det nærmere forklares og
udlægges, medens Præsteskriftet anvender det fra
2. Mos. 6, hvor det hedder, at Gud hidtil har været
kendt under Navnet El shaddaj. Men hver
Kilde har sin særlige Karakter i Indhold og
Fortællemaade, til Dels i Ordvalg. Iflg.
Wellhausen og de mange, der er af lgn. Anskuelser
som han, forholder det sig med Kilderne paa
flg Maade:
Udgangspunktet for Kildernes Datering er
Beretningen 2. Kong. 22 om Fundet af Lovbogen
under Kong Josija 622 f. Kr. Da de Reformer,
Josija paa Grundlag af Mose Lovbog
gennemførte, nøje svarer til Kravene i
Deuteronomium, tør det antages, at det er dette Værk,
som bragtes frem af Præsten Hilqija ved den
Lejlighed. Dette paavistes allerede af de Wette
1805. Deuteronomium er væsentlig et Lovskrift,
hvis Hovedfordring er, at Kultus kun maa
udoves i Jerusalems Tempel, svarende til en stærk
Hævdelse af, at Jahve kun er een; Dyrkelse af
andre Guder fordømmes derfor stærkt. Dertil
slutter sig en Rk. Samfundslove for de
israelitiske Byer og Slægter. Den 622 fundne Lovbog
menes imidlertid ikke at være lig med hele vor
5. Mos., men nærmest at svare til Kap. 12—26.
Vi faar saaledes en Urdeuteronomium og en
senere Deuteronomium (betegnet som D. 1 og D. 2
ell. a.). Til den sidste hører en hist. Oversigt,
der i Sprog og Aand har ganske samme Art
som Lovene. Det hele er sammenarbejdet af en
Redactor. Deuteronomium’s stærkt udprægede
Stil og Aand genkendes i de hist. Bøger i
Indledninger, Oversigter og Bemærkninger, som
skiller sig skarpt ud fra de egl. Fortællinger,
hvoraf det fremgaar, at de har været samlet og
»udgivet« af en Redactor af deuteronomisk
Karakter. Ang. Deuteronomium er der Enighed
mellem væsentlig alle nyere Kildekritikere.
Forud for Deuteronomium’s Fremkomst har —
ogsaa her hersker der væsentlig Enighed —
Jahvistens (J.) og Elohistens (E.) Værker
foreligget. De er væsentlig fortællende og omfatter
hele den ældre Historie; men medens J.
begynder med Skabelsen, har man intet af E. før
Abraham’s Historie. Til dem hører to smaa
Lovsamlinger, nemlig »Pagtsbogen« 2. Mos. 21—23
samt 2. Mos. 34. De menes at tilhøre den ældre
Kongetid (omkr. 950—850). Nogle anser J.,
andre E. for ældst; de fleste anser J. for judæisk,
E. for nordisraelitisk; men herom er der ikke
Enighed. De to Værker er sammenarbejdet af
en Redactor, RJE, til eet Værk, JE. 1883 søgte
Budde i sin Bog »Die biblische Urgeschichte«
at paavise, at Jahvisten bestaar af to
Bestanddele, J. 1 og J. 2, og delte i øvrigt
Wellhausens Opfattelse af Kilderne. Ogsaa ved E.
har man skelnet mellem primære og sekundære
Bestanddele. Denne Opfattelse førtes videre af
Gunkel i hans Kommentar til Genesis, der
imidlertid ikke som de tidligere Kildekritikere
opfatter J. og E. som egl. Forfattere, men som
Samlere af en Rk. gl. Sagnkredse, der har
været knyttet til de forsk. Helligdomme. Gennem
Sammenligning med det internat. Sagnstof søger
han. — og ligeledes Gressmann — at vise,
hvorledes Stoffet er blevet dannet og omformet
efter israelitisk Art. Derimod hævder R. Smend
i »Die Erzählung des Hexateuch« (1912) den
ældre Opfattelse, men gennemfører en Deling
mellem J. 1 og J. 2, der skal stamme henh. fra
c. 800 og c. 750.
Præsteskriftet (P.), tidligere kaldet »den
første Elohist« ell. »Grundskriftet«, indeholder
væsentlig Love, særlig Kultuslove, men tillige
fortællende Stof, lige fra Skabelsen i 1. Mos. 1
til Indvandringen i Kana’an. Men Fortællingen
har en rent skematisk Karakter og holder sig
til i korte Træk at fastslaa de Kendsgerninger,
der ligger til Grund for jødisk Religion. Inden
for Præsteskriftets Love danner 3. Mos. 17—26,
sædvanlig efter Klostermann’s Forslag
kaldet Hellighedsloven, en særlig Gruppe.
Dateringen af Præsteskriftet var Hovedemnet for ovenn.
Skr. af Wellhausen. Han undersøger her, hvad
vi af de forsk. Lovgrupper kan se om
Kultusstedet, Kultusudøveren og Kultusformen. Paa
alle disse Omraader finder han en klar
Udviklingslinie, der har en nøje Parallel i de hist.
Skrifter. I JE. kan man bygge et Alter hvor
som helst, baade efter Loven (2. Mos. 20) og
Patriarkfortællingerne; enhver kan ofre, og
Ofringen er ganske simpel. Dette svarer til
Fortællingerne i Dom. og Sam. I Deuteronomium
kræves det, at man kun ofrer i Jerusalem, hvor
Kultus udøves af Præster. I Pskr. forudsættes det
som givet, at man kun ofrer i Jerusalem,
Præsteskabets Bet. og dets Teknik er stærkt
udviklet. Særlig paa eet Punkt mener Wellhausen, at
Udviklingen fra Deuteronomium til Pskr. er
tydelig. I Deuteronomium tillades det 18, 6—8 de
Levitter (d. e. Præster) fra de
Lokalhelligdomme, der nedlægges iflg. dens Forbud, at komme
til Jerusalem og gøre Præstetjeneste der. I Pskr.
kendes intet til dette, men ved Siden af de egl.
Præster findes der her et underordnet
Præsteskab, Leviterne, der gør Tjenergerning i
Templet. Mellemleddet mellem disse to Forhold
finder Wellhausen hos Ezechiel, som (44, 6—16)
forlanger, at de Leviter, der har gjort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
